Af Steen Bille Jørgensen, Aarhus Universitet

Selvom han næsten hele sit “civile liv” arbejdede som konservator ved franske biblioteker, blev Georges Bataille samtidig en af det tyvende århundredes mest forkætrede franske forfattere og intellektuelle. Med afsæt i surrealismen skulle hans tænkning og skriftprojekt forgrenes i flere retninger. Han skrev romaner, filosofiske værker om antropologi, økonomi og sociologi, men har fortrinsvis fascineret læsere verden over med (skandaløse) emner som erotik og menneskeofringer, der indgår i et filosofisk projekt af grænseoverskridende karakter. Nu har forlaget Philosophia udgivet Else Marie Buch Leanders bog med titlen Bataille og suveræniteten, der handler om filosoffen Bataille og sætter klart fokus på suverænitetsbegrebet, der bliver genstand for grundig og indsigtsfuld udredning og samtidig gøres til det helt centrale element i Batailles originale tænkning.

Bataille er for længst blevet en del af kanon på danske universiteter, og såvel hans litterære som hans filosofiske værk er delvist oversat til dansk. Når hans tænkning her i landet måske er klinget noget af sammenlignet med eksempelvis Foucault og Derridas, handler det nok om den helt særlige radikalitet, der præger filosofien. Buch Leander taler således i sit forord om en modtænkning, der står i diametral modsætning til dagens vestlige verden. Hun understreger blandt andet, at humanismen har måttet vige pladsen for samfundsøkonomisk tænkning, og at der ikke længere er plads til “det nytteløse”. Bataille forsøgte således i samklang med andre vigtige tænkere som Michel Leiris og Roger Caillois at grundlægge en paradoksal sociologi, der står i relation til menneskets negativitet.

Gennem en kortfattet skematiserende indledning giver bogen et billede af, hvordan Bataille ser overskridelsen af kulturens forbud som det centrale. I en verden, hvor det kaotiske er undertrykt ved lov, handler det om at forbindes med begærsdimensionen. Skematisk præsenteres de to centrale aspekter af suveræniteten, nemlig tidsaspektet og nytteaspektet. Suveræne ytringer eller handlinger karakteriseres ved en negering af det arbejde, der udfolder sig i tid med en særlig målsætning. Kun på den måde kan der gives plads til et liv i nu’et , der bl.a. kommer til udtryk gennem livsformer som spil, latter og erotik.

Mere udfoldet knyttes fremstillingen af suveræniteten snævert til en diskussion af Hegels herre-slave relation og kampen om anerkendelse. Men negativiteten er netop vanskelig at begribe i sin paradoksale karakter. Gennem en passende kompromisløs diskussion af Borch-Jacobsen og Derridas Bataille-læsninger klarlægger hun således sit eget standpunkt, der først og fremmest handler om frigørelsen via det negative. Her analyseres Batailles bog Den Indre erfaring, idet den modstilles Kojèves tækning i relation til negativitet. Udfordringen bliver, hvordan man som vidne kan nærme sig – ja faktisk opleve – sin egen død (ikke tilegne sig) døden i levende live, fordi mennesker er semblables. Hvis man skal sige det med få ord, forestiller Batailles sig, at døden som en del af livet kan opleves momentant. Denne centrale tanke udfoldes som en avanceret kommunikationsteori, der omfatter både menneskers indbyrdes kommunikation og forholdet til “det ukendte”. Der hvor Kojève skelner mellem selvmordet som den valgte død og døden som sådan, mener Bataille at døden altid er det, der “kommer til os” i et mirakuløst nu. Mens Kojève mener, at menneskets sætter negativiteten ved at frigøre sig fra naturen, ser Bataille naturen som den negativitet, menneskets skal blive en del af for derigennem at komme udover kulturens vilkår.

I Den indre erfaring gøres labyrinten til billedet på den suveræne væren. I modsætning til pyramiden der kondenserer og præciserer tid og sted, bliver denne en åben struktur uden form og således et udtryk for, at værens natur er at forgå. Men hvordan bliver suveræniteten uadskillelig fra fællesskabet, som det hedder i afsnittet med titlen “Det suveræne subjekt og fællesskabet”. Paradokset bliver, at ekstasen og den indre erfaring altid står i relation til den anden (vidnet). Det suveræne subjekt er med andre ord et “opløst subjekt” (p. 106). Den enkeltes opvågnen udgør en moralsk dimension i Batailles tænkning som et opgør med fortrængningen af døden som det menneskelige grundvilkår. Sidst behandles Batailles inspiration fra Sade og dennes libertiner, der peger frem mod Batailles fordærvede erotiker og hans kritik af surrealisternes idealer uden praksis. Suverænen bliver på mange måde det modsatte af vores gængse opfattelse af en sådan konkret selvberoende magtinstans, i og med Bataille giver en fremstilling af subjektet som ren negativitet og i sidste ende gør dette afhængigt af “den anden” og fællesskabet. Men paradoksalt sker der også et sammenfald med “det voldsomme” hos en mere gængs suveræn.

Buch Leander har på alle planer et skarpt blik for de paradokser, der ligger hos Bataille. Disse opsummeres i bogens afslutning og viser, hvordan forfatteren ikke blot er vanskelig at forstå, men i hvor høj grad hans tanker er svære at praktisere i deres subversive og revolutionære dimension. Ikke desto mindre er Bataille og suveræniteten en kærkommen påmindelse om “det uegentlige” ved mange aspekter af vores nutidige livsformer, og om den plads filosoffen retteligt indtager i Vestens filosofi og eksistenstænkning. Således vil jeg her minde om Philippe Sollers’ Bataille-essay i bogen L’écriture et l’expérience des limites men også Julia Kristevas Bataille-læsning i semiotisk perspektiv. Begge bidrog til Tel Quel-gruppens teoretisk-politiske projekt i tresserne og halvfjerdserne. Når en sådan tendens netop videreføres af Philippe Forest bl.a. i bogen Le roman, le réel fra 2007, er der tale om en litterær Bataille-modtagelse (og bl.a. en alternativ autofiktion), der gør døden til det centrale i vores livserfaring. Således spiller Bataille og Buch Leanders bog også rigtig fint sammen med analyser af Marguerite Duras’ romaner, når det angår samspillet mellem begær og død.

Bataille og suveræniteten fungerer rigtig fint som en indføring i Batailles filosofi. Men trods den klare fremstilling, er tænkningen stadig så kompleks, at bogen mest henvender til den top-motiverede og videbegærlige filosofi- og litteratur-interesserede, studerende eller underviser. Personligt kunne jeg godt have brugt den, da jeg som tyve-årig skrev min første universitetsopgave om “Dødens paradoks hos Montaigne, Pascal og Camus”. I et dansk perspektiv er det ikke uinteressant at overveje betydningen af Kierkegaards paradoks- og dødstænkning, hvor menneskeofringen også får sin plads gennem fortællingen om Abraham og Isak, der helt evident har påvirket Bataille (og siden Philippe Forest). Buch Leander har valgt at holde sig til den snævre begrebs-udredning, og her yder hun et stort bidrag til den danske Bataille-modtagelse, der stadig lever gennem lommer af Bataille-læsere og -forskere. Paradoksalt er hendes stringente argumentation faktisk formmæssigt hegeliansk… Men dette greb giver givetvis også den klareste præsentation af filosofien for en dansk læser.

 

Litteraturhenvisning:

Else-Marie Buch Leander,  Bataille og suveræniteten, forlaget Philosophia.