Anmeldelse af Fra Rotterdam til København. En rejseberetning af Paul Verne. Udgivet af Det Poetiske Bureaus forlag 2017. Oversat af Lejf Rasmussen fra De Rotterdam à Copenhague. 111 sider.

Danmark var også yndigt i 1881

af Amanda Kastbjerg Christensen, cand.mag. i fransk

 

Til trods for nogle småfejl giver Paul Vernes nyoversatte rejseberetning Fra Rotterdam til København et interessant indblik i Danmark og København anno 1881, og især hvordan sidstnævnte fremstod for en tilrejsende franskmand.

 

I 1881 rejste Paul Verne sammen med sin berømte bror Jules Verne med lystyacht fra Rotterdam til København, og beskrivelsen af denne rejse blev senere udgivet i en lille og kort bog, som nu er blevet oversat af Lejf Rasmussen. Bogen fremstår som en litterært bearbejdet udgave af en rejsedagbog, og man får indblik i både livet om bord på skibet med dets farverige besætning og de oplevelser, der har gjort mest indtryk på forfatteren undervejs.

 

Skibs- og militærhistorie

Lystyachten, som selskabet rejser med, hedder Saint-Michel, og dette skib fører dem sikkert fra Deal i England gennem Ejderkanalen til København. Dog bliver turen gennem kanalen noget halsbrækkende, idet der kun lige knap og nap er plads til Saint-Michel i de mange sluser, og det er flere gange tæt på, at skibet må ”bakke” hele vejen tilbage af kanalen. Strabadserne med skibet fylder en del, og det er tydeligt, at forfatteren selv er meget interesseret i sejlads og skibe, og for en læser med samme interesse må det være et interessant indblik i 1800-tallets skibsverden. Bogen er løbende illustreret, og heriblandt er der også nogle fine stik af yachten.

Ligeledes får man også et omend noget kortfattet indblik i europæisk militærhistorie. Rejsen finder sted kun 10 år efter den fransk-tyske krig (1870-1871), og optakten til 1.verdenskrig kan anes i horisonten, hvilket man som læser tydeligt fornemmer. Blandt andet besøger rejseselskabet en kaserne i Wilhelmshaven, ligesom en stor del af den engelske flåde på et tidspunkt sejler forbi; et syn der i den grad imponerer Verne og hans rejseselskab. Hvis man ikke interesserer sig for hverken skibe eller militærhistorie, har bogen dog også noget andet at byde på, nemlig et indblik i København i slutningen af 1800-tallet og ikke mindst en franskmands syn herpå.

 

En udefrakommendes syn på Danmark

På sin vej gennem Ejderkanalen bemærker Verne adskillige gange, hvor frodigt og grønt landskabet er. Denne betagelse stiger kun i takt med, at skibet bevæger sig op mod Danmark og København, og da han besøger Helsingør, må han konstatere, at ”Hverken Napolibugten, indsejlingen til Bosporus eller Messinastrædet set fra Taormina overgår denne indsejling til Sundet i skønhed.” (Side 83) Så til trods for at Danmark hverken kan imponere med spektakulære bjerge eller brusende floder, er Verne begejstret, hvilket jo altid kan varme en lilleputsjæl. Hans detaljerede beskrivelser af landskabet afspejler også den tid, hvori bogen er skrevet – det var de færreste forundt at tage på længere rejser, og man havde slet ikke som i dag indre billeder af fjernere egne.

Bortset fra at Verne hæfter sig ved landets frodighed, er det især hans beskrivelser af de danske bygningsværker, der er interessante for denne anmelder. Især fordi det er disse, han mest udførligt og detaljerigt beskriver, og den genkendelsens glæde, som dette medfører, er en stor del af læserens fornøjelse. Egentligt indleder Verne med at konstatere, at ”København har ingen bygningsværker, det er værd at lægge mærke til.” (Side 76) Til trods for dette ender en del bygninger med trods alt at imponere eller i det mindste interessere Verne. Bl.a. er han begejstret for Vor Frelsers Kirkes kirketårn, som han bestiger sammen med sin søn; en oplevelse der bl.a. kompliceres af det morsomt beskrevne møde med en noget korpulent bedsteborgerfrue og dennes 11 børn på tårnets yderst smalle trappe. Herudover er Verne også meget opsat på at se Kronborg Slot, hvor især udsigten betager ham. Her beskriver han bl.a., hvordan op mod 500 skibe i alle afskygninger gennemsejler farvandet ud for slottet. På den måde giver bogen også et indblik i, hvordan Danmark og infrastrukturen fungerede i slutningen af 1800-tallet. En anden oplevelse i København, som gør indtryk på Verne, er hans besøg i Tivoli. Han betages af farverne, lysene, træerne, teatrene og musikken. Men især rutsjebanen imponerer ham. En tur i en sådan var en oplevelse, som slet ikke alle prøvede, og turen beskrives derfor minutiøst og med stor begejstring. Disse indtryk af København anno 1881 set med en udefrakommendes øjne er helt klart bogens stærkeste side.

 

Jules Verne og de mange fodnoter

Dog er der også et par kritikpunkter man kan rette mod bogen, og disse går mest på selve den danske udgivelse. Som det fremgik, er Paul Verne bror til Jules Verne, og når man læser forordet, får man det indtryk, at udgiveren mener, at bogen nok mest får sin berettigelse netop i kraft af dette slægtskab – 3 ½ ud af fire sider omhandler i hvert fald Jules Verne og ikke bogens forfatter, hvilket er både lidt underligt og en skam. Fokusset på Jules Verne kan muligvis til dels forklares af, at det Danske Jules Verne-selskab ifølge oversætteren Lejf Rasmussen har hjulpet med rettelser og forslag. Dette bliver især tydeligt i de mange, mange fodnoter, som skal guide læsningen. Nogle af disse er til stor hjælp, som fx når den historiske og geografiske kontekst ridses op, men det tager i den grad overhånd, når der fx gives personlige oplysninger om Verne, der dybest set er irrelevante for fortællingen, og uden hvilke man sagtens kunne læse og forstå bogen. Fx er det for mig ligegyldigt, at Verne tidligere havde besteget Mont Blanc, og det forstyrrer læsningen. Til gengæld er oversættelsen meget vellykket – sproget flyder let, og man overvejer end ikke, at der er tale om en oversættelse.

 

Et levn fra 1800-tallet

Som det er blevet nævnt, havde en rejseberetning i 1881 bl.a. den funktion at beskrive for læseren, hvordan fremmede lande så ud. I dag er der næppe behov for dette, i hvert fald ikke i en europæisk kontekst, og jeg må indrømme, at jeg ved første gennemlæsning havde lidt svært ved at indse, hvorfor forlaget overhovedet har valgt at oversætte og udgive bogen. Men hvis man i stedet læser bogen som et levn fra slutningen af 1800-tallet, bliver den straks mere interessant. Især er det forfatterens udefrakommende blik på Danmark og København anno 1881, der gør bogen interessant og læseværdig – især hvis man ikke lader sig distrahere af de mange fodnoter.