Af Camilla Nielsen 

Det er ikke nogen dum idé at tage fat i Jules Vernes værker i netop disse år. Verne er den franske science fiction-mester og genren er i høj grad på mode lige nu – vi finder nye bud på genren i både TV-serier, film, musik og i litteraturen. Her kan vi i flæng nævne den franske tegneserie Valerian, albummet Tranquility Base Hotel and Casiso af britiske Arctic Monkeys og ikke mindst i dansk litteratur, hvor De ansatte af Olga Ravn og Jonas Eikas Efter solen er nye og gode eksempler på moderne science fiction.

Det Poetiske Bureaus Forlag har luret, at science fiction er populær for tiden. Derfor er oversættelserne af L’invasion de la mer og Le Secret de Wilhelm Storitz mere end velkomne, fordi vi her går tilbage til nogle af de første science fiction-værker. Jules Verne står som en af de første science-fiction forfattere, der også var enormt produktiv; i 1863 indgik han en aftale med forlaget Hetzel. Aftalen indebar, at Verne skulle levere to værker årligt til serien Voyages extraordinaires, hvorfra vi blandt andet kender Cinq semaines en ballon, Voyage au centre de la terre og Le tour du monde en quatre-vingts jours, som alle for længst er oversat til dansk.

 

Det Poetiske Bureaus Forlag udgav i 2016 de danske oversættelser af L’invasion de la mer og Le Secret de Wilhelm Storitz. De er oversat af Leif Rasmussen, der har givet dem de danske titler Havet i Sahara og Wilhelm Storitz’ hemmelighed. Hvor den sidstnævnte titel er direkte oversat fra den franske titel, er der leget lidt mere med den førstnævnte. Her har Rasmussen valgt at smide invasions-aspektet ud til fordel for en geografisk nuance, der samtidig vækker en underliggørende kontrast. Det er umiddelbart et godt oversættelsesvalg, også selvom den koloniale konnotation, der ligger i ordet ‘invasion’, må undværes.

 

Wilhelm Storitz’ hemmelighed

Romanen åbner med brevvekslingen mellem en ung mand i Paris og hans bror, Marc Vidal. Jeg-fortælleren inviteres til at møde sin brors udkårne, Myra, som han bor sammen med i Ragz i det sydlige Ungarn.

Allerede fra første kapitel møder vi Vernes interesse for videnskab og store rejser, da jeg-fortælleren benytter sig af muligheden for at foretage en længere rundrejse, inden han mødes med sin bror i Ungarn:

”Jeg forlod Paris den 14.april klokken syv om morgnen i en wienervogn forspændt med postheste. Om ti dage ville jeg ankomme til Østrigs hovedstad (…) Stasbourg var det første ophold (…) Det stor spir på katedralen, Notre Dame de Strasbourg, stod for mig helt badet i solstrålerne der kom fra sydøst” (s.31).

I enkelte passager forekommer beskrivelserne en anelse omstændige, men de minder os samtidigt om, hvor meget lettere det er at rejse rundt for os i dag. Samtidig giver beskrivelserne læseren en næsten fotografisk beskrivelse af stederne, der nærmest giver en følelse af, at man selv har besøgt byen.

Ved ankomsten til Ragz bliver vores jeg-fortæller mødt af en problematik af nærmest overnaturlig karakter. I brorens by bor en mand, der ønsker at spolere forholdet mellem broren og dennes udkårne, Myra. Det er denne mand, der ligger navn til titlen: Wilhelm Storitz, som er frygtet og hadet af alle i byen.

Påstanden om, at Storitz vil forhindre ægteskabet mellem Marc Vidal og dennes yndige Myra, understreges ved forlovelsesfesten. Festen afbrydes brutalt af en form for hvirvelvind, der suser gennem rummet og ødelægger alt på sin vej. Ingen er i tvivl om, at det er denne mystiske Storitz, der står bag angrebet, men ingen er i stand til at forklare hvordan. Hele byen begynder at jagte den mystiske mand, der er sporløst forsvundet, og derfor går en større undersøgelse i gang.

Efter mange overvejelser kommer vores jeg-fortæller med en ganske sandsynlig hypotese, der igen afslører forfatterens særlige interesse for sin samtids videnskabelige udvikling, nemlig farvernes spektrum:

”Jeg ophørte faktisk ikke med at overveje vores enestående situation, og uden at forgive at jeg bar trængt ind i Wilhelm Storitz’ gådefulde mysterium, var jeg ikke uden visse fremskridt ad dette spor. Nogle ord til forklaring, måske en smule tørre, men her forekommer de mig nødvendige. Når man lader et bundt lysstråler passere et prisme, opløses lyset, som man ved, i syv farver, der tilsammen giver hvidt lys. Disse farver – violet, indigoblå, blå, grøn, gul, orange og rød – udgør sollysets spektrum. Men denne synlige farveskala er måske kun en del af det fuldstændige spektrum. Der kan kun eksistere andre farver, der ikke kan opfattes af vore sanser. Hvorfor skulle disse stråler, der til dato er ukendte, ikke have egenskaber helt forskellige fra dem, vi kender?” (s. 255-256).

Jeg-fortællerens hypotese er, at Storitz kan gøre sig selv usynlig. Dermed var det ham, som en usynlig hvirvelvind, der brutalt spolerede forlovelsesfesten. Hvis læseren ikke lige kan huske teorien om farvernes spektrum fra fysiktimerne, er den danske oversættelse beriget med en række forklarende fodnoter, der blandt andet forklarer om de infrarøde og ultraviolette stråler. Denne form for stråler, der er usynlige for det menneskelige øje, kunne måske forklare Storitz hemmelighed. Således er Wilhelm Storitz’ hemmelighed et klassisk eksempel på en science fiction-roman, der inddrager samtidens naturligvidenskabelige viden og fører den længere ud i nogle hypotetiske og mystiske rammer.

 

 

Havet i Sahara

I denne roman fortsætter Verne med at bruge sin viden fra fysikken og geografien, da vi her følger ingeniøren de Schaller på en rejse gennem den tunesiske ørken med det formål at skabe et hav.

Det er en interessant roman, fordi den knytter to af samtidens altoverskyggende emner sammen: teknologiske fremskridt og kolonialismen. Fra bagsideteksten på den danske oversættelse konstateres det, at der i romanen ikke gives noget klart svar på forfatterens holdning til disse to modstridende idéer: respekten for de indfødtes rettigheder over for kolonialismens teknologiske fremskridt. Om dette er helt korrekt vil jeg helst overlade til den enkelte læsers egen tolkning; vigtigst er det, at den sætter nogle tanker i gang om emnerne hos den moderne læser.

Bogens indholdsfortegnelse skildrer de Schallers rejse gennem ørkenen. Han starter i Gabèsoasen, fortsætter til Hadjar, Tozeur og en lang række andre byer, hvis placering og historie fodnoterne løbende uddyber. Det er ikke uinteressant viden, men der går lidt af den litterære oplevelse hver gang en fodnote afbryder læsningen for at forklare læseren yderligere forhold om stedet. For den historieinteresserede er fodnoterne spændende, men for litteraten er det i overkanten.

Det lidt overdrevne brug af fodnoter understreges i en finurlig detalje, som samtidig vækker glæde hos enhver science fiction-fan:  ”For de filminteresserede: I Star Wars filmserien blev et sted nær Tozeur benyttet til opførelsen af Luke Skywalkers barndomshjem på ørkenplaneten Tatooine, der i øvrigt er opkaldt efter en anden tunesisk by syd for Gabès” (s. 105).

På samme vis som i Wilhelm Storitz’ hemmelighed er Verne gavmild med stedsbeskrivelser i Havet i Sahara. To af romanernes kapitler har således følgende indledninger:

” Tuaregerne af berbernes race bebor Ixam, landområdet mellem Touat, den enorme Saharaoase femhundrede kilometer sydøst for Marokko, Timbuktu mod syd, Niger mod vest og Fazzan mod øst” (s. 31).

 

”Melrir-saltsøen har i sit geometriske omrids nogenlunde form som en retvinklet trekant, når man medregner Farfaria-sumpene mod nord og andre lavninger af samme art mod syd som f.eks. saltsøen Merouan. Fra nord mod øst tegner dens hypotenuse en næsten ret linje i retning fra Tahir-Nassou til et punkt under den fireogtredivte breddegrad ved det yderste punkt på den anden kanal…” (s. 238).

Der er usædvanlig meget fokus på geografi i romanen, også sammenlignet med andre Jules Verne-romaner. Det beviser unægteligt Vernes enormt store interesse for rejser og det er uden tvivl nogle lækre detaljer for en inkarneret Jules Verne-fan, men for en grøn læser vil det være svært at finde et system i alle de geografiske betegnelser og næsten umuligt at finde et plot.

Havet i Sahara og Wilhelm Storitz’ hemmelighed er to spændende romaner, især hvis man ikke kun interesserer sig for litterær kvalitet, men også finder naturvidenskab spændende og har en særlig interesse for udviklingen omkring 1900-tallet. De noget lange beskrivelser, der trods alt er meget karakteristisk for Vernes forfatterskab, er i de danske oversættelser krydret med billeder igennem bøgerne. Det er en vigtig detalje, fordi de på en let måde hensætter læseren i det univers, fortællingen udspiller sig i. Dette gælder for eksempel i Havet i Sahara, hvor billederne beskriver landskabet i og omkring Sahara, mens der i  Wilhelm Storitz’ hemmelighed er billeder af karaktererne i typisk tøj fra 1700-tallet sat i idylliske scener. Billederne er vigtige i disse romaner, fordi de letter læsningen af to ellers lidt tunge, men spændende og detaljerige romaner.

 

 

Litteratur:

 

  • Verne, Jules: Wilhelm Storitz’ hemmelighed, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016
  • Verne, Jules: Havet i Sahara, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016
  • Lottman, Herbert R:, Jules Verne. Un temoin de son temps. Un écrivain né de son enfance, Flammarion, 1985
  • jules-verne.net