Carsten Sestoft

 

Digternes penge

 

Emnet for denne bog er, hvor meget franske forfattere tjener, og hvordan de har det med det. Behandlingen af emnet er hverken sociologisk eller økonomisk. Hvad den så er, står mig ikke helt klart, men det forhindrer bestemt ikke, at man kan læse bogen med fornøjelse.

Den er inddelt i tyve kapitler, som er defineret af intervaller for månedlig indkomst, fra 200-400 euro til mere end 4000 euro. I hvert kapitel omtales en eller flere forfattere eller kunstnere, som betegnes med deres fornavn og deres indkomst, fx Nathalie2400 eller Olivier4000, som i øvrigt er kendt som Nathalie Quintane og Olivier Cadiot. Omtalen er for det meste baseret på et interview og kan i øvrigt handle om alt muligt, have stærkt varierende længder, handle om penge eller ikke handle om penge. Der er løbende illustrationer i teksten, fotos, dokumenter, tegninger, montager, reklamer. Som sociologi betragtet er det en højst usystematisk undersøgelse, eller måske snarere en pseudosystematisk undersøgelse, hvor den strikte ordning efter indkomster står i et spændingsforhold til det i øvrigt usystematiske indhold.

Hvad får læseren så ud af det? Først og fremmest får man et særegent patchwork-agtigt indtryk af, hvordan nutidens franske forfattere lever, og hvad de lever af. Christophe Hanna skriver ofte om, hvordan han har lært den enkelte at kende, om sine interaktioner med dem og opridser små situationer og historier. Virkningen af det er, at der dels træder et billede af et netværk af løseligt forbundne forfattere frem, især en gruppe omkring forlaget Questions théoriques, dels også en art indirekte portræt af Hanna selv.

Dette forfatternetværk er ikke et, jeg kender særlig godt. Selv om bogen er i prosa, bevæger man sig i en verden, som er synes at være defineret af performancepoetisk praksis, hvis nærmere art jeg ikke kender, formentlig i stil med spoken word. Portrættet af Christophe Hanna selv i kolofonen belyser hans aktiviteter og forbindelser. Det lyder således:

Christophe Hanne, né en 1970, est enseignant de littérature et de cinéma. Au sein du groupe informel La Rédaction, il rédige des rapports informatifs en inventant des formes procédurielles. Il les publie dans de revues (Nioques, Musica falsa, Axolotl, Éc/arts …) ou sous la forme de livres (Valérie par Valérie, Al Dante, 2008; Les Berthier. Portraits statistiques, Questions théoriques, 2012). Christophe Hanna anime par ailleurs la collection de théorie littéraire “Forbidden Beach” aux éditions Questions théoriques.

Muligvis kan man se bogen som en af hans ”informative rapporter”, som er blevet til gennem opfindelsen af procedureformer … hvis det er den rette oversættelse. Jeg må indrømme, at jeg her er sat lidt af og ikke helt forstår, hvad der foregår (ligesom jeg ikke kender nogen af de nævnte tidsskrifter, grupper eller forlag). Det er mit indtryk, at Hanna ud over den performancepoetiske praksis også er arvtager til den litterære position, som Olivier Cadiot og Pierre Alferi i midten af 1990erne tegnede omridset af gennem teksterne i de to eneste, men også monumentale numre af tidsskriftet Revue de littérature générale, som P.O.L. udgav. (Min forsøgsvise oversættelse af de to redaktørers manifest ”Den lyriske mekanik” er udgivet i Den blå port, nr. 53 i 2000.)

Bogen skal måske på den baggrund læses som et digt, som det fremgår et sted:

Laura1600 sagde ja til at deltage, da jeg fortalte hende, at jeg lavede disse interviews for at skabe noget i retning af et digt. Det ville ikke have været interessant med en videnskabelig artikel, siger hun, for poesiens økonomiske realitet kender hun, men et digt går ud over informationen, det har en vitalitet og holder i længden.

Men det er i så fald et digt, hvis dele er umiddelbart letlæselige, tilgængelige og fængende. At det har vitalitet er ubetvivleligt, men om det holder i længden er nok sværere at sige. Et portræt kan fx begynde sådan her:

Ved en søndagsfrokost hos Pierre1600 har Jean-Yves2200 medbragt en flaske bordeaux, som han har hældt på karaffel. I løbet af måltidet fortæller han, at i dette år 2015 er hans løn for første gang i tre år ikke steget. Jean-Yves2200 er min tidligere nabo, han er musiker, flamencoguitarist, men han arbejder også fuldtids i en stor IT-virksomhed. Blandt seks tusinde ansatte er der fem eller måske otte, som ikke stiger i løn. Amélie1850 spørger om lønstigningerne er offentlige, som de var i det firma, hun indtil for nylig arbejdede i. Nej, svarer Jean-Yves2200, han har fundet ud af det ved at snakke med kolleger.

Som man ser her, er spørgsmålet om indkomst ikke særligt tabuiseret, som det ellers er mange steder i samfundet. Snakken om indtægter bliver derfor nærmere en indikator af et ret nært forhold mellem forfatteren og de interviewede, og det er måske det, som giver bogen dens intime karakter. Det er denne intimitet, som bidrager til at gøre den vedkommende – det er som om man inddrages i en fortrolighed mellem mennesker, som stort set virker sympatiske og interessante.

Hanna spørger sommetider de interviewede, hvordan de ser på uligheder i indkomst. Det er mange af dem ikke er synderligt afficerede af. Set fra et dansk perspektiv er det mærkeligste måske, hvor lave indtægterne er, selv hvis der, som jeg formoder, er tale om løn efter skat. Kan voksne mennesker leve af 2000 euro, altså 15.000 kroner, om måneden i Paris? Og være vellønnede med 4000 euro?

Alt i alt synes jeg, at det er en sjov og livlig bog, som på sin egen måde giver indblik i de menneskelige og økonomiske relationer i en niche i fransk kulturliv.

Christophe Hanna. Argent. Éditions Amsterdam, 2018.