Anne-Christine Nüchel Dittmann

 

Udødeligt venskab og pligtens pris

 

Simone de Beauvoirs roman Les Inséparables blev skrevet i 1954, men udkom først i oktober 2020, og foreligger nu i dansk oversættelse ved Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing.

Med sine godt 150 sider er det en lille roman, der giver sig i kast med livets helt store temaer: udødeligt venskab, forbudt kærlighed, spirende seksualitet, religion, familie og pligt.

Historien starter i slutningen af 1. Verdenskrig, og løber over en periode på elleve år, hvor vi følger barndomsveninderne Sylvie Lepage og Andrée Gallard, fra de mødes som 9-årige i en katolsk pigeskole, til Andrée dør på tragisk vis i 1927, 22 år gammel. Begge piger tilhører det franske højborgerskab i Paris, hvor de konservative, katolske normer præger alle aspekter af deres liv. Fra første dag danner Sylvie og Andrée en intellektuel og social alliance. Deres venskab bliver et åndehul i en strengt kontrolleret hverdag, hvor forældrene nøje overvåger hvilke bøger børnene læser, hvad de laver, hvem de ser. Særligt Andrée, der kommer fra en familie med en stærk katolsk arv, er en brik i moderens plan: Andrée skal lære at begå sig fejlfrit i miljøet og blive et godt ægteskabeligt parti, for på den måde at sikre Gallard-familiens økonomiske og sociale position udi fremtiden.

Sylvie, der fortæller historien, er vidne til venindens udfordringer med at balancere pligt og lyst; Andrée er nemlig fuld af selvsikkerhed, livsmod og passion- store følelser, der er svære for hende (og moderen!) at tøjle. Andrée sultestrejker, når kravene bliver for høje, hun drikker kaffe med hvidvin for at dulme nerverne, hugger en økse i sin fod for at få fred fra det stramme sociale program. Andrée er grænseløs og grænsesøgende. Om sommeren holder Sylvie ferie på Béthary, Gallard familiens landsted, men Andrée er ofte så travlt beskæftiget af sine pligter, at de to veninder må snige sig ud om natten for at få et øjeblik alene til at snakke om livet og kærligheden. Sylvie følger med i Andrées forelskelser, først i barndomsvennen Bernard og senere deres medstuderende på Sorbonne, den unge og seriøse Paul Blondel. Lader begæret sig tøjle, og er det vigtigere at leve op til familiens forventninger, end at være med den man elsker?

 

Simone de Beauvoir (1908-86), der i udlandet bedst er kendt for det teoretiske værk Le Deuxième Sexe, har med Les Inséparables begået en perle af en roman, og jeg håber, at denne udgivelse vil være med til at sætte fokus på Beauvoir som en skønlitterær forfatter af højeste kaliber. Hendes sansemættede skildringer af naturen på Béthary får det til at blomstre i læserens sind, og hvis man snuser ind, kan man dufte kagen fra ovnen i køkkenet eller den jordslåede kælder, hvor Andrée og Sylvie sniger sig ned for at stjæle kirsebær i brændevin.

Beauvoirs litterære stil er simpel og klar, hver sætning er som et petitpoint i et elegant broderi, der, selvom det afbilder en verden og en kultur fjernt fra den nutidige læser, står helt tydeligt frem i al sin pragt og med alt sit hykleri. Skildringen af Andrée og Sylvies venskab giver os et enestående indblik i livet i de finere parisiske kredse, på en tid hvor aspirationer om en mere moderne, liberal livsførelse lægger arm med traditionerne. Portrættet af Sylvie og Andrée, deres betingelsesløse kærlighed til hinanden og livet, bliver gengivet med indlevelse og respekt, uden at Beauvoir på noget tidspunkt banaliserer de små kvinders store følelser.

 

Les Inséparables udkom 75 år efter at den blev skrevet, og efter sigende skulle det være fordi filosoffen Jean Paul Sartre, der var Beauvoirs partner, mente, at værket var for personlig og sentimentalt til at blive udgivet. Personlig er historien i hvert fald, da den er bygget over Beauvoirs forhold til barndomsveninden Elizabeth Lacoin, der ligesom Andrée i Les Inséparables, døde som 22-årig. I bogen klandrer Sylvie ikke alene moderen, men bourgeoisiet og den konservative kultur for at have forårsaget Andrées død. Når man tænker på, at Beauvoir i sin dedikation til Elizabeth erklærer, at Sylvie taler i hendes sted, bliver Les Inséparables således en bidende kommentar til de fatale konsekvenser, det kan have, når et menneske bliver tvunget til at leve efter ydre regler, bestrider dets inderste ønsker. På den måde har romanen også relevans i forhold til Beauvoirs samlede værk og hendes filosofiske projekt om at sætte individet fri fra sociale undertrykkende konventioner, og gøre det ansvarligt for sin egen skæbne.

 

De Uadskillelige, Simone de Beauvoir, Gyldendal, 2020