af Amanda Kastbjerg Christensen, cand.mag. i fransk

Delphine de Vigan er i disse år en meget populær forfatter, og hendes bøger, der i høj grad trækker på hendes egen fortid og minder, bliver solgt i tusindvis. Men de Vigan er langtfra den første franske forfatter, der har succes med en blanding af familiemæssige tematikker og en leg med læseren om bøgernes sandhedsværdi. Allerede i 1980’erne udgav Marguerite Duras bøger, der kombinerede disse to elementer og med en mindst lige så stor popularitet til følge.

Delphine de Vigan (f. 1966) udgav i 2011 bogen Rien ne s’oppose à la nuit (Alt må vige for natten), som næsten med det samme blev en bragende succes, og som i skrivende stund er solgt i mere end en million eksemplarer alene i Frankrig. Bogen beskæftiger sig bl.a. med de Vigans fortid og familiemæssige forhold, især er det mere eller mindre problematiske forhold til moren i centrum. På baggrund af dette kan bogen betegnes som en slægtskabsfortælling (”récit de filiation”). Imidlertid er det som nævnt ikke første gang, at en kvindelig forfatter opnår succes med en sådan type litteratur; allerede i 1984 udgav Marguerite Duras (1914-1996) bogen L’amant, der solgte 800.000 eksemplarer i Frankrig og blev oversat til 43 sprog. Også denne bog forholder sig til forfatterens fortid og familie. Således er der allerede på overfladen stor lighed mellem de to forfattere, men også når man kigger nærmere efter, er der mange fællestræk mellem de to.

L’amant og Rien ne s’oppose à la nuit: Fortællinger om slægtskab

L’amant fortæller historien om en ung fransk kvinde, der vokser op i kolonitidens Indokina. Hendes far er død, og familien består nu af hendes lettere evnesvage lillebror, hendes ondskabsfulde og sadistiske storebror og hendes psykisk ustabile mor, der af alle kræfter prøver at holde sammen på familien og holde fattigdommen fra døren, men som ikke rigtig magter opgaven. På mange måder fremstår bogen som et opgør med en uformående mor, der (måske) i afmagt behandler datteren utroligt barskt. Men samtidig er der også en stor kærlighed til moren og en vis forståelse for hendes umulige situation og manglende evne til at håndtere livets genvordigheder. Den samme forståelse for en psykisk syg mor findes i Rien ne s’oppose à la nuit; og de Vigan har selv udtalt, at bogen er en ”kiste af papir og ømhed” til sin egen mor, der ligesom moren i de Vigans bog var psykisk syg og endte med at begå selvmord. Bogen fortæller om morens opvækst og liv, og gennem fortællingen får man indblik i en såret og følsom sjæl, der prøver af alle kræfter, men som, ligesom det er tilfældet med moren i L’amant, er magtesløs stillet over for realiteterne. Således er der store ligheder mellem de to bøger: En ung piges opvækst med en fraværende far, en psykisk ustabil mor, der sætter datteren i urimelige og voldsomme situationer, problematiske søskendeforhold, der ikke altid er lige lette, samt et mere eller mindre kærligt opgør med denne fortid.

En leg med læseren: Sandhedsværdien til diskussion

I begge bøger er der også meget store ligheder med forfatternes egne liv, og de er begge blevet betegnet som autofiktioner. Denne betegnelse har dog både Duras og de Vigan afvist; fx har den franske presse ofte betegnet de Vigan som ”autofiktionens dronning”, men det er en mærkat, hun tager afstand fra. Men til trods for modviljen over at blive sat i en bestemt litterær bås, kan det konstateres, at der hos begge forfattere er en leg med læseren og en stillen spørgsmålstegn ved, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Dette bliver hos begge forfattere især tydeligt i deres efterfølgende udgivelser; de udgiver nemlig begge efter hhv. L’amant og Rien ne s’oppose à la nuit en ny bog, der i høj grad forholder sig til den foregående – og ikke mindst udfordrer sandhedsværdien af denne.

Duras udgiver i 1991 L’amant de la Chine du Nord (Elskeren fra Nordkina), hvori hun præsenterer en alternativ version af den tidligere bog med en række markante ændringer. Dette skaber en del furore blandt læserne, fordi de ved, at hovedpersonens fortælling har en lang række fællestræk med Duras’ eget liv, og som en konsekvens af den nye bog, ved de nu ikke, hvilken udgave de skal tro på – hvis overhovedet nogen af dem. Noget af det samme kommer i spil i forhold til de Vigan og Rien ne s’oppose à la nuit. I den næste bog hun udgiver, D’après une histoire vraie (Baseret på en sand historie) fra 2015, refererer hun ofte tilbage til Rien ne s’oppose à la nuit og forholder sig til dens store succes. Men i løbet af bogen bliver det tydeligt, at der er tale om en fiktion: En unavngiven kvinde (L.) overtager gradvist hovedpersonens liv og ender med at forsøge at slå hende ihjel. Fordi der tydeligvis er tale om fiktion, sætter bogen spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af både sig selv OG Rien ne s’oppose à la nuit. Herudover beskæftiger selve titlen sig også med fiktions/fakta-problematikken: Titlen indikerer, at der er tale om en sand historie, men som det fremgår, bliver det ved læsning af bogen tydeligt, at den ikke kan være sand, og endnu en gang bliver der stillet spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af begge bøger. Således er der også i de to forfatteres efterfølgere til hhv. L’amant og Rien ne s’oppose à la nuit mange ligheder.

En anbefaling

Som det fremgår, har Marguerite Duras og Delphine de Vigan flere fællestræk til trods for, at deres bøger er blevet udgivet med mere end 30 års mellemrum. Så hvis man finder de familiemæssige tematikker hos de Vigan interessante, og hvis man nyder hendes leg med læseren og sandheden, kan det på det bestemteste anbefales at kaste sig over Marguerite Duras’ forfatterskab, som både i kvantitet og litterær kvalitet er imponerende.

Litteratur

Armel, Aliette (1990): Marguerite Duras et l’autobiographie. Le Castor Astral.

de Vigan, Delphine (2011): Rien ne s’oppose à la nuit. Paris: Éditions J.C. Lattès

de Vigan, Delphine (2015): D’après une histoire vraie. Paris: Éditions J.C. Lattès

Duras, Marguerite (2014/1984): L’Amant. Les éditions de minuit. (Optrykt efter originaludgaven fra 1984).

Duras, Marguerite (2015/1991): L’Amant de la Chine du Nord. Éditions Gallimard. (Optrykt efter originaludgaven fra 1991).

Ravn, Anna Raaby (2016): ”Fri mig for den autofiktive spændetrøje” in: Information d. 5. november

Vercier, Bruno og Viart, Dominique (i samarbejde med Franck Evrard) (2005): La littérature franҫaise au présent. Héritage, modernité, mutations. Paris: Éditions Bordas

Viart, Dominique (1999): “Filiations littéraires” in: Baetens, Jan og Dominique Viart (red.): Écritures contemporaines 2. États du roman contemporain. Paris/Caen: Minard, Lettres modernes, pp. 115– 139

Viart, Dominique (2009): “Le silence des pères au principe du ‘récit de filiation,’” in: Études françaises, 45.3, pp. 95– 112