Af Camilla Østergaard Nielsen

Det var let at spore glæden hos Katrine Solvang fra Authors in Aarhus, da hun d. 21. september præsenterede en fyldt sal for Delphine de Vigan. Da foreningen Authors in Aarhus i 2014 begyndte at arrangere internationale forfattermøder, stod Vigan nemlig meget højt på deres ønskeliste.

Sammen med en masse andre interesserede, var jeg mødt op i Aulaen på Aarhus Universitet for at overvære samtalen mellem Vigan og lektor på fransk, Steen Bille Jørgensen, (også formand for SLC). Det blev en samtale, der primært handlede om Vigans sidste to værker, som også er oversat til dansk: Rien s’oppose à la nuit (da. Alt må vige for natten) og D’après une histoire vraie (da. Baseret på en sand historie). Desuden gik snakken om Vigans forfatterskab, genrespørgsmål, hvordan hun endte som forfatter og hvorfor.

                                                                                Vigans succes

Vigan er en af de største nulevende franske forfattere, og hendes popularitet i Danmark er også værd at bemærke: efterspørgsler på biblioteket og boghandlere vidner om dette faktum.
Steen Bille Jørgensen indledte da også samtalen med spørgsmål vedrørende Vigans succes.

Ud over det faktum at romanerne er velskrevne og peger på nogle alment menneskelige problematikker, mener Vigan selv, at hendes romaner rammer ind i en genre, som er oppe i vores tid med selvfremstilling og performativet i centrum. Denne genre er naturligvis autofiktionen, som vi også kender fra vores skandinaviske forfattere, for eksempel Karl Ove Knausgaard, Knud Romer og Claus Beck-Nielsen. Den autofiktive genre kendetegnes ved, at der er sammenfald i navnene mellem forfatter, fortæller og hovedperson i romanen, som det netop er tilfældet i Vigans Rien s’oppose à la nuit og D’après une histoire vraie.

                                                                                Den fiktionelle leg
En stor del af samtalen mellem Vigan og Steen Bille Jørgensen drejede sig om genrespørgsmålet. Det var interessant at bemærke hvordan Vigan understregende, at fortælleren i romanerne ikke er hende selv, men la narratrice Delphine, altså fortælleren Delphine. Spillet mellem fiktion og fakta var dermed til stedet fra starten af interviewet.
I D’après une histoire vraie arbejder Delphine på et bogprojekt, der behandler mediernes rolle og det litterære miljø i Paris. Ifølge Delphine er medierne ikke mere virkelige end en skønlitterær roman; den eneste forskel er blot, at medierne giver en illusion om, at de gengiver virkeligheden. Igen understregede Vigan, at det ikke er hende som forfatter, der indtager denne holdning. følge Vigans udsagn, tilhører den udelukkende la narratrice, fortælleren Delphine.

                                                                   Vigans vej mod forfatterkarrieren
Vigans liv ligner dog umiddelbart det liv, der er beskrevet i romanerne. Netop dette faktum understreger det autofiktive i forfatterskabet. Romanen fra 2011 Rien s’oppose à la nuit handler om Vigans mors liv. Vigan fortæller i samtalen med Steen Bille Jørgensen, at hun i arbejdet med denne roman, næsten gik dokumentarisk til værks. Hun havde et behov for få andres synsvinkler end sin egen med, for at kunne skrive en roman om sin mor. Dermed kan romanen anses som et forsøg på at nærme sig virkeligheden i håbet om at beskrive morens liv så objektivt som muligt.

Idéen om at ‘nærme sig virkeligheden’, ligger som et gentagende projekt, ikke alene i Vigans forfatterskab, men også i hendes fortolkning af sin vej i livet mod forfatterskabet.

Steen Bille Jørgensen spurgte hvordan og hvorfor hun kom i gang med at skrive, og svaret var dagbogen. Siden Vigan var ganske ung, har hun brugt dagbogen til at finde fodfæste og lære sig selv bedre at kende. Hun havde en længere periode, hvor hun ikke skrev i den, men efter en række år følte hun pludselig en voldsom trang til at skrive igen – une très violent besoin d’écrie !

Hun var dog klar over, at hun ikke skulle forsætte med at skrive dagbog som hidtil. Hun havde lyst til at skrive mere formelt, selvom drømmen om en forfatterkarriere vitterlig bare var en drøm i lang tid. Hun sendte manuskripter til forlag, fik afslag, og fik forslag fra en redaktør, om at skrive sin historie på en anden måde. Derefter gik den igennem, og i 2001 udgav hun sin første roman Jours sans faim under pseudonymet Lou Delvig. Siden da har hun udgivet endnu syv romaner, hvoraf tre er oversat til dansk. Den første der blev oversat til dansk var No et moi (da. No og mig), som også blev filmatiseret i 2010.

                                                                               Billedernes Funktion?

Undervejs i interviewet kom Steen Bille Jørgensen med nogle fortolkninger af billeder i romanerne, som Vigan ikke selv havde bemærket. Han undrede sig blandt andet over et billede i Rien s’oppose à la nuit. Her talte han om en sammenhæng mellem Delphines mor, Lucille og et billede på modelbureauet af en papegøje; et dyr, der blot taler dens herre efter munden. Denne sammenstilling kan let fortolkes som et billede på Delphines mors stræben efter ‘modelfamilien’, hvor hendes idéer om det gode liv er dikteret af samfundets normer og ikke efter egne personlige ønsker – Lucilies identifikation med papegøjen er i den forbindelse let at få øje på.

Vigan havde ikke tænkt over denne sammenhæng i dette billede, men hun lod til at finde betragtningen interessant. Hun nævnte i den forbindelse, at læsningen af en roman på mange måder er lidt som et strikketøj – hvis du planlægger at strikke et par sokker, kan du let ende med et tørklæde i stedet for. Enhver romans struktur er funderet over mange elementer, men især mødet med læseren skaber hver gang noget nyt. Derfor tror jeg, hun tog Steen Bille Jørgensens læsning med sig videre, ligesom alle os i salen tog hendes overvejelser og pointer med hjem; jeg fik i hvert fald lyst til at genlæse et par af hendes romaner.