Af Camilla Østergaard Nielsen, franskstuderende, AU

Krimier er over det hele! Både som bøger, film og serier er krimien ikke til at komme uden om. Du kender sikkert til de skandinaviske krimier, som også er populære i Frankrig under navnet Nordic Noir. Men hvordan ser krimien ud i Frankrig? I denne artikel undersøger vi den franske krimitradition, og kommer med forslag til hvilke franske krimiforfattere, du kan give dig i kast med.

Krimien i Frankrig

Krimien blev oprindeligt opfattet som en angelsaksisk genre, der kom til Europa med efterkrigstidens forfattere, blandt andre William Faulkner, Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Jean-Paul Sartre og Raymond Queneau tog imod denne genre med åbne arme og bidrog til at give krimien anerkendelse i Frankrig. I 1945 oprettede det store franske forlag Gallimard en speciel krimiserie, La Série noire, som for alvor gjorde krimien tilgængelig og populær i hele landet.

Designet bag krimien

Roman policier er det franske ord for kriminalroman, men i daglig tale kaldes det blot polar, ligesom vi i Danmark har forkortet genrens navn til krimi. Dette er det overordnede navn for en meget bred genre, der indeholder en vifte af underkategorier. Der er grundlæggende tre typer krimier: puslespilsromanen, den hårdkogte kriminalroman og den moderne krimi. Derudover er der en masse undergenrer, for eksempel politikrimien, den psykologiske krimi, seriemorder-krimi, historisk krimi, den skandinaviske krimi og femi-krimien.

Helt basalt handler krimien om en forbrydelse, der er begået og som skal opklares. Meningen er at skabe en spænding, der skal føre frem til en forløsning, så læseren vender tilbage til virkeligheden med en ny erkendelse og oplevelse.

I litteraturvidenskaben har vi begreberne sjuzhet og fabula, der skelner mellem enhver fortællings to forbundne forløb. Sjuzhet er hændelserne og gerningerne i en given fortælling, mens fabula er måden hvorpå disse hændelser og gerninger er fremstillet i en vis kronologisk orden. I forbindelse med krimigenren er dette skel interessant: som udgangspunkt er mordet i krimien udført i starten som udløsning for fortællingen, men selve denne indledende gerning og motiverne bag gemmes til fremstillingens slutning for at skabe spænding. Med andre ord er krimiens kronologi omvendt. Denne spænding er det vigtigste for krimigenren, der beror på en tilbageholdelse af viden om mordet helt indtil romanens afslutning. Det behøver dog ikke kun være viden om morderen, der tilbageholdes, men også undervejs i fortællingen skal der skabes spænding: for eksempel kan hovedpersonen være på sporet af noget uden at vide, hvad det er. Således trækkes læseren med ind i hovedpersonenes dilemmaer – hvad skal hovedpersonens næste skridt være?

Et andet vigtigt træk ved krimien er, at hovedpersonen har kort tid til at løse sine problemer. Jo mere hovedpersonen har at miste og jo kortere tid han har at løse det i, jo mere spænding skabes. Et eksempel herpå er i romanen La ligne noire (2008, da. Den sorte Linje) af Jean-Christophe Grangé, hvor hovedpersonen konstant presses af morderens henvendelser og trusler, men også af omverdenens forventninger til ham.

Miljøet i krimier er typisk sat i et genkendeligt og troværdigt univers, hvor der er en harmonisk og ofte idyllisk stemning. Jo mere harmonisk stemningen er, jo mere voldsom virker forbrydelsen. Dette kan også eksemplificeres i La ligne noire, hvor handlingen er sat dels i Paris, dels i Sydøstasien. I Paris får læseren et indblik i hovedpersonens hverdag. Når romanen fører læseren til Sydøstasien, lander vi i et ferieparadis, hvor der pludselig dukker makabre ting frem, der følger os med tilbage til det ellers trygge Paris. Dermed brydes det harmoniske billede som et lydnedslag.

Desuden skal hovedpersonen, der som regel er den, der skal efterforske forbrydelsen, være troværdig, og læseren skal kunne identificere sig i denne person. På den måde lever læseren sig dybere ind i romanen. Der findes imidlertid også eksempler på, at hovedpersonen synes troværdig, men afslutningsvist afsløres som den egentlige forbryder til stort chok for læseren.

Kendetegnene ved en krimi er kort sagt kontraster, der understreger det uhyggelige og det spændende. Læserens narrative begær bliver netop endnu større når disse kontraster skabes, og er med til at chokere og skabe spænding hos læseren.

Krimien som masselitteratur

Krimien har disse grundlæggende træk som gør, at genren ofte er beskyldt for ikke at være helstøbt litteratur, men en slags para-litteratur, hvor målet for forfatteren ikke er kunstnerisk men økonomisk. Krimiens grundlæggende træk fungerer netop som en slags skabelon, som gør, at krimien kan produceres som en masselitteratur, hvor klichéer og stereotyper er i højsædet. Den slags litteratur er imidlertid ikke uinteressant, for netop klichéer og stereotyper i masselitteraturen peger på samfundet i romanens samtid, hvor læseren kan blive klogere på hvordan visse ting opfattes i en given periode, for eksempel minoritetsgrupper repræsenteret ved brug af klichéer og stereotype beskrivelser.

Når skabelonen brydes

Der findes naturligvis en række forfattere som i nogen grad udnytter denne krimi-skabelon økonomisk, men andre udfordrer genren kunstnerisk og bryder dens konventioner. Et eksempel på dette er de franske Le Pouple-bøger. De er opfundet af forfatteren Jean-Bernard Pouy. som forklarer at pouple er navnet for ‘dårligt og billigt papir.’ Idéen er at genopfinde triviallitteraturen i en fast ramme, hvor bestemte ting skal indgå i plottet: Den skal tage afsæt i hovedpersonens stamcafé, men herfra kan handlingen dreje i alle retninger. På bagsiden af Le Pouple-bøgerne er det forklaret således:

“Le Pouple er en fri, nysgerrig og uafhængig efterforsker. Med afsæt i de tragiske avis-notitser, der udtrykker vores verdens sygdomme, undersøger han hverdagens mangler og uorden. Der er ikke tale om en hævner eller en moralens vogter men først og fremmest om et vidne.”

Alle kan i princippet skrive en pouple – der er ingen litterære ambitioner på spil, men alene eksperimentet om den faste ramme. Med dette eksperiment er der i højeste grad tale om en skabelon. Det er imidlertid tale om en skabelon, der udfordrer genren på anderledes vis; den skubber genren ud til sit yderste for at undersøge, hvad der kan ske i denne meget stramme ramme. Det er et kollektivt projekt, hvor mere end hunderede forfatter har bidraget og som har skabt en masse nytænkende og anderledes bud på, hvad en krimi kan være.

En af de mere kendte bidragsydere, er forfatteren Didier Daeninckx. I hans Pouple Nazis dans le métro efterforsker hovedpersonen Gabriel Lecouvreur et overfald efter han har læst om det i avisen på sin stamcafé. Dermed er den faste ramme for en Pouple overholdt, men Daeninckx’ karakteristiske stil kommer også til udtryk i denne krimi.

Didier Daeninckx

Daeninckx er et kapitel for sig i den franske krimitradition med hans ekstremt produktive forfatterskab. Det specielle ved Daeninckx’ krimier er, at de placerer sig i en særlig form for engageret litteratur, fordi romanerne ofte tager nogle historiske begivenheder op og fiktionaliserer dem. I Meurtres pour mémoire (1984, da. Arkrivet der dræbte, 1990) bruger Daeninckx historien fra Vichy-regeringen under Anden Verdenskrig og massakren mod algeriske oprører i Paris den 17.oktober 1961. Dette er historisk set kædet sammen med embedsmanden Maurice Papon, der bidrog til at udrydde jøderne under Vichy og i 1990’erne blev dømt ansvarlig for massakren mod algierne i 1961. Dette historiske fakta er brugt i Daeninckx’ fiktion i Meutres pour mémoires.

Men hvorfor fiktionalisere virkeligheden? Hvilken gavn har det? Det er der mange årsager til, men et af litteraturens fineste formål er, at få læseren til at se virkelighedens verden i et nyt lys. Rædslerne som hændte under Anden Verdenskrig og Algierkrigen er svære at begribe. Selvom det skete i virkeligheden, går det langt ud over de fleste menneskers forstand. Måske er det netop gennem fiktionaliseringen af rædslerne, at folk virkelig kan sætte sig ind i hændelserne og forstår essensen af historien. Dette formår Daeninckx at skabe på fornem vis med sine romaner, og netop dette forhold gør ham til en af Frankrigs vigtigste krimiforfattere.

Frankrigs krimidronning

Daeninckx er ikke ene om at anvende historiske fortællinger som udgangspunkt for sine romaner. Fred Vargas’ krimier er sat i univers som ligner virkeligheden, men hvor der som regel dukker nogle mystiske ting op fra fortiden, som kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg skal opklare.

I Vargas’ roman fra 2008, Un lieu incertain (da. Et uvist sted, 2015) er en ældre mand myrdet på den mest grusomme måde. Efterforskningen leder os dels til Highgate kirkegården i London, dels til Kisilova i Serbien, hvor legender om vampyrer stadig lever i bedste velgående. Mon disse vampyrhistorier kan kædes sammen med det brutale mord i Paris? I denne krimi opfyldes de førnævnte grundtræk ved en krimi: tilbageholdelse af viden er det vigtigste, men også dét at det genkendelige og trygge miljø pludselig brydes med introduktionen af nogle uvirkelige elementer, vampyrer.

Fred Vargas er den mest læste franske krimiforfatter, og hun er ofte refereret til som den franske krimidronning. Dette er med god grund; ikke alene er hendes forfatterskab ganske omfangsrigt, men romanerne om kriminalkommissær Adamsberg er charmerende og velskrevet. Ved at genbruge karakterer i flere romaner, skabes en genkendelighed og en dybere personlighed hos denne karakter, i dette tilfælde Adamsberg. Der er mulighed for at udvikle karakteren, hvor læseren til sidst føler vedkommende kender kriminalkommissæren personligt.

Fred Vargas er uddannet arkæolog, og denne profession skaber genklang i hendes værker. Som før nævnt er vampyrlegender fra 1700-tallet brugt i Un lieu incertain, men især emnet om pesten er gentagende hos Vargas. I romanen fra 2001 Pars vite et reviens tard (da. Budbringeren, 2014) spøger den sorte død pludselig igen i de parisiske gader. En enorm frygt indfinder sig i den franske hovedstad, der blot skaber endnu mere forvirring og panik. Adamsberg bliver sat på sagen, og må grave dybt ned i historien for at forstå, hvad der er på spil.

Vampyrer og pesten er emner, som vi menneskeligt har svært ved at kontrollere. Vampyrer er ganske vist en gammel myte, men alligevel har den i flere århundrede skabt rædsel; uvidenheden og usikkerheden om vampyrernes eksistens skaber frygt.

Pesten, som tages op i Pars vite et reviens tard er bestemt ikke en myte, men en forfærdelig sandhed, der udslettede store dele af Europas befolkning. Da den herskede tilskrev man sygdommen som Guds straf, og derfor var mennesket ikke i stand til at kontrollere sygdommen. I dag er pesten og dens tilnavn den sorte død omgivet af et utal af myter, præcis ligesom vampyrlegenderne er. Disse myter er perfekte som ramme for en krimi, fordi emnerne er så almenkendte af alle mennesker, og om vi vil det eller ej, skaber emner om pesten og vampyrer stadig en dyb frygt i os.

Derfor er Vargas’ romaner og krimien som overordnet genre meget populær. Krimien taler til os allesammen på en bestemt måde, så vi mærker gyset og får lyst til at læse videre i håbet på at opklare mordet.

Litteratur og inspiration til videre læsning

  1. Daeninckx, Didier (1985), Meutres pour mémoire, Paris: Gallimard

  2. Daeninckx, Didier (1997), Nazis dans le métro, La Baleine

  3. Grangé, Jean-Christophe (2006) La ligne Noire, Livre Poche

  4. Horne Kjældgaard, Lasse & m.fl. (2012), Litteratur, introduktion til teori og praksis, Aarhus Universitetsforlag

  5. Iversen, Stefan & Nielsen, Henrik Skov (red.) (2004), Narratologi, Aarhus Universitetsforlag

  6. Iversen, Stefan & Nielsen, Henrik Skov (2008)”Narratologi” i: Litteraturens tilgange, Gylling: Academia

  7. Jørgesen, Steen Bille (2010), “Med krop og sjæl: trivialitet og fantasmagori i fransk neopolar” i: En verden af krimier, KLIM

  8. Schwarz Lausten, Pia & Toftgaard, Anders (2010), En verden af krimier, KLIM

  9. Vargas, Fred (2001) Pars vite er reviens tard, Éditions Viviane Hamy

  10. Vargas, Fred (2008) Un lieu incertain, Éditions Viviane Hamy