– Anmeldelse af Sort spejl af Roger Gilbert-Lecomte. Udgivet af Det Poetiske Bureaus forlag 2017. Oversat af G.J. Göransson fra fransk. 212 sider.

Af Ida Nielsen

”Sort spejl” (2017) er en invitation ind i den poetiske absurdisme, som langsomt udfolder sig for læseren i en samling af nogle af Gilbert-Lecomtes mange værker fra 1920’erne-1930’erne.
At dykke ned i Gilbert-Lecomtes univers er som at dykke ned under havets overflade, hvor en hel ny verden åbner sig. Nye væsner, nye farver og lyde tager form, samtidig med en konstant underliggende realitetsans i havets blik: Livet i alle dets aspekter. Livet, kærligheden, medvind og modvind. Havet som metafor er ikke tilfældigt valgt som indledning til anmeldelsen af Gilbert-Lecomtes værk ”Sort Spejl”, men hinter til gennemgående referencer af og simili med naturen. Naturen bliver nemlig i stort set alle værker anvendt som omdrejningspunkt til at beskrive og arbejde med livets og dødens store spørgsmål.

I den følgende anmeldelse af udgivelsen ”Sort Spejl” vil vi se nærmere på bl.a. naturen som referencepunkt, men vi skal også se på arbejdet med livet/døden i flere af værkerne og det absurdistiske udtryk, som gennemsyrer hele samlingen.

En uundgåelig biografisk læsning
For at kontekstualisere ”Sort Spejl” er det relevant først at se på, hvem samlingens forfatter var, da der i flere af værkerne kan drages en direkte relation til denne. Roger Gilbert-Lecomte blev født og voksede op i Frankrig, og hans skrivekarriere startede først som en del af et kunstnerfællesskab ”Les phrèses simplistes”, og han bliver senere medstifter af tidsskriftet ”Le Grand Jeu”. I 1933 får Gilbert-Lecomte sin debut som bogforfatter med værket ”La vie, l’amour, la mort, le vide et le vent” (”Livet, kærligheden, døden, tomheden og vinden”), hvor flere af digtene derfra af taget med i ”Sort Spejl”. Allerede inden debuten er Gilbert-Lecomte ude i et misbrug af narkotika og eksperimenterende former for narkotika, hvilket blot forværres efter bogudgivelsen i 1933. Om det lå i Gilbert-Lecomtes natur at skrive absurdistiske værker, eller om det var narkotikapåvirkningen udelukkende, som formede værkerne i den retning, er svært at konkludere, men en ting, som er værd at bemærke – og som er ret forundringsværdig – er hvorledes han som forfatter i enkelte værker har forudset og nærmest i detaljer beskrevet sin egen skæbne: I værket ”Sacre Nox!”  forudses Gilbert-Lecomtes død af narkotikamisbrug. Og allerede her er forfatterens fascination af stoffernes eufori tydelig. Ligeledes i værket ”Mystisk Stivkrampe” som bemærkelsesværdigt årsagsbestemmer forfatterens død senere i 1943.

Livet og døden
Enkelte værker kan altså tolkes som en form for profeti eller varsel om Gilbert-Lecomtes egen død, og netop døden er central i mange af værkerne i ”Sort Spejl”. Særligt et værk bider sig fast i hukommelsen og stikker lidt ud fra de andre, idet tonen er dyster og melankolsk.
Her et uddrag fra digtet ”Dødssang/orkankrystal” (:63)

I det høje rum i luftens hule himmelgrube
født af den laveste ild kend din kildes barbari
hvor afgrundens aspiration skaber et raseri
tomme fulde blinde flamme solens sorte hul
dystert oprejst vågen ved søvnens store nul”

Værket ”Dødssang/orkankrystal har døden som tema, som her i uddraget udtrykkes ved en skildring af en afgrund og det sorte hul, som solens flammer skaber. Døden sammenlignes – som titlen også indikerer – med en narkotikarus nemlig krystallerne. Vi fornemmer en samtidig smerte ved denne afgrund – både den fysiske, når et menneske dør eller forsvinder hen i stoffernes euforiserende verden, men også den psykiske smerte, intetheden, som døden og venten på den næste rus efterlader. En tomhed, som langsomt river sjælen itu. Man fornemmer protagonistens frygt for den psykiske død og frygten for, at sjælen brænder i solens flammer. Alt lys bliver opslugt af døden. Denne angst italesættes ligeledes i værket ”Bevidsthedens stoledans” (:103):

”Åh angsten, dødskampen, når du ser
Himlen: en guldkuppel plettet med sorte
Stjerner, og månen en prik af sort
På et umådeligt lysende skød
Tiden er kommet for din sidste død
For den første gang du bliver født”

Der er intet andet efter den sidste død – den sidste rus og flugt væk fra virkeligheden, hvilket i teksten ses som dikotomier – her vågen/søvn i uddraget. I dette uddrag henvises der konstant til de metonymiske relationer solen, ilden og flammen.


En psykedelisk natur
Indledningsvist beskrevet, bærer flere af værker præg af en forfatter, som arbejder under påvirkning af stoffer – de gennemsyrer poesien, men Gilbert-Lecomte bruger metaforer og simili fra naturen til at beskrive, hvordan stofferne fylder hans krop, ja nærmest overtager den. Der er altså hele tiden de her to parallelle verdener, som for Gilbert-Lecomte har tendens til at flyde sammen. Her et uddrag fra tredje afsnit i værket ”Dansekunst” (:32-33):

”Jeg river mig på de krystaller
                          der danser i min krop”
(:32)

”Bjerge vælder sprudlende frem
fra sprækkerne i havets bølger
Fra sprækkerne i havets bølgegulv
stiger kaotisk krystalmusik
hvæsser sine kanter for mit blik
der danser og synger i tårer”(:33)

De to verdener er på en og samme tid fantastisk og ubærlig – der danses i tårer. Værket beskriver, hvordan det at være høj på stoffer er det samme som at dø. Vi ser det også i digtet ”Den kartesiske dykkers klagesang” (s:105), hvor det beskrives, hvordan man forlader sin egen krop – beruset af stoffer – og dermed kun er til stede i sit eget sind. Man er på en måde fanget i sit eget sind, ligesom en beholder man ikke kan slippe ud af:

”At kradse de glatte glasvægge med skarpslebne snavsede negle” (:105)

Denne vekselvirkning mellem livet som værende fantastisk, dansende og på samme tid ubærligt og klaustrofobisk kommer især til udtryk i den del af ”Sort Spejl” som har værker fra ”Livet, døden, kærligheden, tomheden og vinden” (1933). I værket ”Hr. Krabbe, hængelåsemand” (:22) emmer den lange tankestrøm af en tydelig sisyfosisk tilgang til livet. Vi læser heraf en forfatter, som leder efter en eller den meningsgivende vej i livet trods dets absurditet.

”Sort Spejl” er på mange måder nærværende og relevant men samtidig svært tilgængelig. Værkerne bør læses separat og ses som brudstykker fra Gilbet-Lecomtes forfatterskab.