Af Camilla Østergaard Nielsen, franskstuderende, AU 

Kamel Daouds roman fra 2013 er på alle måder et meget spændende værk. Dels arbejder romanen med historien og forholdet mellem Frankrig og Algeriet; et forhold, der har skabt nogle grimme og dybe ar i fransk selvbevidsthed. Men romanen byder på endnu mere. I denne artikel sætter vi fokus på, hvordan Daouds roman Meursault, contre-enquête bearbejder erindringen om Algierkrigen ved hjælp af sine litterære greb. Rent litterært set gør den nemlig brug af nogle specielle fakta – og fiktionskoder, der hensætter læseren i en underen – hvad hører til i virkeligheden og hvad er blot fiktion?

Indgangsvinklen til Daouds Meursault, contre-enquête er Albert Camus’ berømte roman fra 1942 L’Étranger. I denne absurdistiske roman skyder hovedpersonen, Meursault en algier. Læseren får aldrig at vide hvorfor eller hvem denne mand var. Som en silhuet er offeret dog alligevel til stede gennem hele romanen: han bliver nævnt 25 gange under navnet l’Arabe, araberen. Denne araberer altså hele tiden til stede, men uden et navn eller identitet.

Dette er udgangspunktet for Meursault, contre-enquête, hvor broren til den afdøde araber fortæller sin historie. Broren fortæller til en fransk universitetsstuderende, hvor vi som læsere fornemmer en dyb vrede imod Frankrig og forholdene i Algeriet. Broren fortæller hvordan, han har forsøgt at gøre oprør og skabe ligevægt i sit liv; et liv, der altid har stået i skyggen af sin afdøde, anonyme og verdensberømte bror, der blev skudt af Meursault i L’Étranger.

Historien og forholdet mellem Frankrig og Algeriet

Relationen mellem Camus og Daoud

Det kan måske undre hvorfor, Daoud vælger at bruge Camus’ roman som udgangspunkt. Der er 70 år mellem udgivelserne af deres romaner, og deres syn på verden må være langt fra hinanden. Alligevel virker Daouds valg oplagt. Han har udtalt til den franske avis, Le Figaro, at han bestemt ikke kritiserer Camus’ måde at fremstille araberne på, selvom det ved en første læsning af Meursault, contre-enquête, godt kan virke sådan. Daoud mener, Camus var en forfatter, der stillede spørgsmålstegn ved samfundet. Han skrev ikke direkte kritisk i sine romaner, men fremstillede verden som han så den. Hans beskrivelser er ofte hensat i nogle absurde situationer, som bevirker, at læseren netop får øje på det absurde i verden. Dette vil Daoud også forsøge at opnå med sin roman.

Algeriet som forfatterens fællesnævner

Der er dog også en mere åbenlys årsag til, at Daoud vælger et værk af Camus som sit udgangspunkt. Begge forfattere er opvokset i Algeriet, men alligevel er de hinandens modsætninger. Camus var en såkaldt pied-noir; hans franske familie havde boet i Algeriet i flere generationer, og Camus så sig selv om en fransk-algier. Siden 1830 var Algeriet en fransk koloni, og senere en del af Frankrig indtil 1962. Franskmændene var koloniherrer over den oprindelige befolkning i landet, og havde således flere rettigheder og muligheder end araberne. Dette faktum står tydeligt frem i Camus’ forfatterskab, hvor araberen altid er fremstillet på samme måde: en tom figur, der repræsenterer noget ukendt, som en ‘ligegyldig’ person nederst i samfundets hierarki.

Camus skrev ud fra denne virkelighed, hvor han ikke var en del af den algerisk-arabiske befolkning. I den forbindelse har Daoud et omvendt udgangspunkt som algier, og han kan anskue Camus’ værker fra denne arabisk-algeriske vinkel. Derfor tager Daoud arven op fra Camus, og skriver fra sin algeriske synsvinkel.

Hvorfor genfortælle Camus’ værk?

Det er mere end 70 år siden, at Camus skrev L’Étranger, og Algeriet er ikke længere en del af Frankrig. Så hvorfor er Daouds roman relevant for os nu? For det første går historien mellem Frankrig og Algeriet langt tilbage til 1830, og Frankrig har således sat mange spor i landet, både positive og negative. Uafhængighedskrigen 1954-1962 var ualmindelig blodig og trak i langdrag. Befolkningsgrupperne i landet var så forskellige, og det var derfor svært at opnå en fælles forståelse for, om man fortsat ville være en del af Frankrig eller være uafhængig. FLN (Front National Libre) stod i spidsen i kampen for uafhængighed, og fik magten i landet i 1962. Under algierkrigen slikkede Frankrig sårene efter 2. verdenskrig samt deres tab af kolonier i Asien og det øvrige Nordafrika. Med andre ord, stod Frankrig ualmindelig svagt i den periode. Algeriet var den sidste stump af deres engang enorme kolonirige, som var meget svært for franskmændene at skille sig af med.

Et fransk traume

Da Algeriets uafhængighed blev en realitet, var det et traume for Frankrig. Et traume, som man ikke talte om. Ifølge historiker Benjamin Stora, var det først i 1990’erne, da krigsarkiverne blev åbnet, at den franske befolkning begyndte at se realiteterne i øjnene. Fordi Algeriet var en del af Frankrig, blev krigen ikke anset som en reel krig. Man kaldte det urolighederne eller dramaet i Algeriet. Det var først i 1999 at termen krig om hændelserne i Algeriet 1954-1962 officielt blev anerkendt af den franske regering.

Bearbejdelsen og erindringen af krigen er således forskudt i Frankrig, og efterkommerne af dem, der flygtede fra Algeriet i 1960’erne, står tilbage med en følelse af ikke at være anerkendt som krigsofre. Tværtimod bliver denne del af befolkningen ofte stigmatiseret som les beurs, der bor i de franske forstæder og laver ballade.

Derfor er Daouds roman meget relevant i en fransk kontekst, men også i Algeriet er den værd at tale om. Siden Algeriet blev uafhængigt, har landet været præget af autoritære styrer og især 1990’ernes voldlige konflikter og borgerkrig, har sat sit tydelige præg på landet i dag. Først i 2011 blev undtagelsestilstanden i landet ophævet, og emnerne som Daoud berører i Meursault, contre-enquête er svære at tale om i Algeriet. Derfor er det en meget modig, men vigtig roman.

Den fraværende algier

I Frankrig findes der en lang række bøger og film, der på den ene eller anden måde bearbejder traumet fra Algierkrigen, blandt andet værkerne Avoir vingt ans dans les Aurès af René Vautier fra 1972, RAS af Yves Boisset fra 1973 og La Question fra 1976. Derudover er Muriel, Le Petit Soldat, La Belle Vie og L’Insoumis klassiske eksempler på film, hvor handlingen er sat i forbindelse med krigen. Historikeren Benjamin Stora, der netop arbejder med hvordan, erindringen om krigen er bearbejdet, peger på at algierne er fraværende i alle overnævnte værker. Med andre ord er krigstraumet alene behandlet fra fransk side, hvor algierne ikke er talt med. Der findes naturligvis algierske forfattere, som i nogen grad behandler emner fra kolonitiden, for eksempel Kateb Yacine, men krigen er sjældent direkte behandlet.

Kamel Daouds roman skiller sig her ud ved at være meget direkte i kommunikationen: fortælleren er vred over forholdene i Algeriet. Daoud har først skrevet denne roman i 2013, for det har ikke kunne lade sig gøre før: borgerkrigen i 1990’erne umuliggjorde det, ligesom de tidligere autoritære styrer havde monopol på, hvad der blev skrevet. Derfor er kritisk litteratur, som Daoud skriver, ikke skrevet så direkte som nu.

Romanens litterære koder

Da jeg havde læst Meursault, contre-enquête, stod jeg tilbage med følelsen af, at Meursault var den samme person som Camus. Der er nemlig en række elementer i værket, som peger på det. Disse elementer skaber en følelse af, at fakta og fiktion er blandet sammen. Det er en spændende effekt, hvor læseren bliver nysgerrig på at kende den rigtige historie fra fiktionen.

Hovedpersonen i L’Étranger ligner Camus’ eget liv på det punkt, at han var fransk-algier, en såkaldt pied-noir. Derfor kunne værket anskues som en slags autofiktion, selvom vi aldrig kan få at vide, om der er flere elementer i L’Étranger, som Camus oplevede i virkeligheden. Under alle omstændigheder, er Camus inspireret af det samfund, han levede i.

I Meursault, contre-enquête omtales manden som skød og skrev L’Étranger som “ton héro”, din helt. Altså som én person. Dette understreger, at Meursault, contre-enquêute netop leger med idéen om L’Étranger som autofiktion, hvor forfatteren og fortælleren antages at være den samme person.

Broren til Meursaults offer er fortælleren i Meursault, contre-enquête. Han fortæller sin historie til en fransk universitetsstuderende, der vil undersøge historien bag L’Étranger. Det er her interessant at se på, hvordan L’Étranger er refereret til som et verdensberømt litterært værk. Dog er dette litterære værk virkeligheden i Meursault, contre-enquête. Det skaber en mærkelig stemning i romanen, hvor fakta og fiktion bogstavlig talt er blandet sammen.

Erindringen om Frankrig i Algeriet

Meursault, contre-enquête er altså en roman, hvor der er meget på spil. Værket vidner om, at kolonitiden og krigen stadig fylder meget. Men man er også kommet videre, og romanen er et forsøg på at skabe en ligevægt i forholdet mellem Frankrig og Algeriet. Bare dét faktum, at algierens synsvinkel nu er i centrum i stedet for franskmanden, er med til at opveje forholdet: i L’Étranger skyder franskmanden en tilfældig algier, i Meursault, contre-enquête skyder algieren en tilfældig franskmand. Der er altså en række omvendte ligheder i romanerne, som er et forsøg på at skabe en ligevægt mellem franskmanden og algieren. Fortælleren i romanen forklarer det på denne måde:

C’est simple : Cette histoire devrait donc réécrite, dans la même langue, mais de droite à gauche (p.16) (Det er simpelt. Denne historie skal genskrives, på det samme sprog, men fra højre til venstre)

Når man skriver fra højre til venstre, er det netop arabisk. Med dette fortælles historien fra den arabiske synsvinkel. Det er dog et vigtigt faktum, at det også er skrevet på fransk. Mange algeriske forfattere skriver netop på fransk; sproget var jo det officielle sprog i Algeriet under Frankrig, men efter uafhængigheden blev arabisk hovedsproget. Mange brugte fortsat fransk i protest mod det autoritære styre. Forfatteren Kateb Yacine havde dog også en anden agenda i sit valg af fransk som sit litterære sprog: han skrev på fransk for at vise franskmændene, at han ikke var fransk. Det må være dette ræsonnement Daoud netop tager op igen, når fortælleren i romanen siger, at han skriver på fransk men fra højre til venstre.

Romanen er oversat til dansk under titlen Meursault, en modundersøgelse.

Litteratur og inspiration til videre læsning:

  1. Bonn, Charles (2004) : « Le roman algérien de langue française, du thème historique de la guerre, à la guerre littéraire des discours » in : Mohmmed Harbi et Benjamin Stora (red.) : La guerre d’Algérie 1954-2004 – La fin de l’amnésie, pp. 547-556.

  2. Camus, Albert (2005 [1942]) : L’Étranger, Folio plus classiques.

  1. Daoud, Kamel (2013) : Meursault, contre-enquête, Actes Sud.

  2. Le Figaro: «  Kamel Daoud, l’invité surprise des prix littéraires », article sur Le Figaro littéraire du 16 octobre 2014. https://content.milibris.com/reader/flash/63c96bd0-b6cd-472e-a2f5-8f6885d7bc2a/7a09abcd-1e07-43c8-bccf-2c692cde54e3. (localisé le 2/4-2016).

  3. Le Monde (04.04.1987): “Discours “Aux jeunes beurs arrogant””, localisé 07.06.2016.

  1. Gonzales, Jean-Jaques (2004) : « Une utopie méditerranéen. Albert Camus et l’Algérie » in : Mohmmed Harbi et Benjamin Stora (red.) : La guerre d’Algérie 1954-2004 – La fin de l’amnésie, pp. 597-620.

  2. Hanifi, Ahmed (2016) : « L’Arabe dans les écrit d’Albert Camus”: www.africultures.com/php/?nav=article&no=11872 (localisé 31.05.2016).

  3. Stora, Benjamin (1998) : La gangrène et l’oubli – la mémoire de la guerre d’Algérie, La Découverte / Poche.

  4. Stora, Benjamin (2004) : « La fin de l’amnésie » in : L’Histoire no. 292, 11/2004.

  5. Stora, Benjamin et Benjamin Harbi (red.) : La guerre d’Algérie 1954-2004 – La fin de l’amnésie.