af Amanda Kastbjerg Christensen, cand.mag. i fransk

Hélène Lenoir er med sine 62 år og 11 udgivne bøger bag sig ikke ny på den franske, litterære scene. Alligevel er hun i løbet af de senere år blevet mere og mere kendt – og anerkendt – i Frankrig og dette med god grund.

Med sine to seneste udgivelser, La cru du juillet (på dansk oversat til Floden) fra 2013 og Tilleul (Lindetræ) fra 2015 har Hélène Lenoir for alvor gjort sig bemærket i det litterære landskab. Disse to bøger beskæftiger sig med relationer mellem mennesker og den angst for sårbarhed, som ofte kan præge sådanne relationer. Ved hjælp af glimtvise indblik i sine personers tanker og gentagne natursymboler tegner Lenoir et meget fint og autentisk billede af det moderne menneske, som på trods af alle muligheder for at kommunikere stadig ofte lever i mere eller mindre selvvalgt ensomhed.

Søvngængere og natursymboler

Til trods for at bøgerne er to selvstændige fortællinger med meget forskellige hovedpersoner, beskæftiger de sig begge to med mennesker, som af den ene eller anden grund er ”gået i dvale”; som søvngængere lever de et stille liv, følger vanens rutiner og lever som de plejer. Men de er hverken lykkelige eller tilfredse. I La cru du juillet er det den mandlige hovedperson, Karl Ritter, der lever på denne tilbagetrukne og ensomme måde, mens det i Tilleul er den kvindelige hovedperson, Sophie, der ikke formår at leve sit liv, som hun egentlig gerne vil. På den måde skriver Hélène Lenoir fortællinger om ensomme mennesker, der af den ene eller anden grund har trukket sig væk fra verden og livet. Men bøgerne rummer i høj grad også et element af håb i form af medmenneskelige relationer; fælles for begge hovedpersonerne er, at der skal en udenforstående til for at bryde det panser, som de efterhånden har bygget op om sig selv.

Natursymboler er et andet fællestræk for de to bøger. I La cru du juillet er det floden, der er det gennemgående natursymbol, mens lindetræet udfylder denne plads i Tilleul. I begge bøger danner hhv. floden og lindetræet rammen om bøgerne, idet begge naturelementer både indgår i begyndelsesscenen og afslutningsscenen. Herudover spiller de begge en rolle løbende i fortællingerne, fx går Karl Ritter en lang tur langs den oversvømmede og oprørte flod en nat, hvor han er ude af sig selv, mens den mandlige hovedperson i Tilleul søger trøst i lindetræet, som for ham repræsenterer en nostalgisk længsel mod fortiden. På denne måde bliver naturelementerne afspejlinger af og symboler på personernes sindsstemning.

Mindelser til Virginia Woolf

Hélène Lenoir har en helt særlig skrivemåde, som hun benytter i begge bøger. Kun langsomt finder man ud af, hvad der foregår, og hvad fortællingen egentligt handler om; dog er det slet ikke det hele, man finder ud af – meget skal man selv gætte sig til og ved hjælp af små brudstykker af oplysninger rundt omkring stykke en sammenhængende historie sammen. Denne effekt opnår Lenoir ved hjælp af glimtvise indblik i sine personers tanker, som er ligeså ustrukturerede, selvmodsigende og rodede, som alle menneskers tanker er det. Dette giver læseren en helt særlig følelse af at være tæt på romanpersonerne, samtidig med at de føles meget autentiske og menneskelige. Det giver også bøgerne en spændende fremdrift; man skal som læser være meget opmærksom, og man skal være i stand til at skelne imellem, hvornår personernes tanker afspejler det reelle handlingsforløb, og hvornår der er tale om selvbedrag.

Denne særlige skrivemåde sender tankerne tilbage til 1920’erne og Virginia Woolf, som om nogen var en mester i stream of consciousness; den særlige skrivemåde, hvor læseren ”ucensureret” følger romanpersonernes tanker. Især træder Woolfs Mrs Dalloway fra 1925 frem. Heri følger man i løbet af en dag Clarissa Dalloways forberedelser til en fest, og i løbet af denne dag får læseren indblik i ikke bare hendes tanker, men også i mange af de menneskers hun møder på sin vej. Det er derfor oplagt at trække tråde fra Lenoirs bøger i dag tilbage til Virginia Woolf, og Lenoir har da også selv udtalt, at Virginia Woolf er et af hendes helt store litterære forbilleder.

 

En lille bog, der beskæftiger sig med store emner

På mange måder er begge bøger små fortællinger, der beskæftiger sig med det nære og med enkelte menneskers mere eller mindre triste skæbne. Men under overfladen behandler bøgerne også meget mere grundlæggende og almengyldige emner som ensomhed, frygt – både for at blive afvist og for at miste det man har, menneskets behov for kærlighed og omsorg og modet til at se det ukendte og potentielt risikofyldte i øjnene. På denne måde har Hélène Lenoir med både La cru du juillet og Tilleul skabt to små perler i litteraturhistorien.

 

 

Litteratur

Jørgensen, Steen Bille, Sofie Vestergaard Jørgensen, Hans Peter Lund og Lisbeth Verstraete-Hansen (red). (2017): Franske stemmer – captations littéraires. København/Aarhus: Forlaget Etcetera, Dansk selskab for ny fransksproget litteratur og forfattere

Lenoir, Hélène (2013): La Crue de juillet. Paris: Éditions de Minuit

Lenoir, Hélène (2015): Tilleul. Paris: Éditions Grasset et Fasquelle

Sánchez, Lucía Montaner (2012): “Retrouvailles avec Hélène Lenoir“ in: Çédille, revista de estudios franceses, 8, pp. 384-392

Woolf, Virginia (2015): Mrs Dalloway. Cambridge: Cambridge University Press