Af Ida Nielsen, AU

Herren og slaven

– om de sociale interaktioner i “Fin de Partie” af Samuel Beckett.

Denne artikel tager udgangspunkt i værket ”Fin de Partie” af den engelsk-fransksprogede forfatter Samuel Beckett for at belyse de sociale interaktioner karaktererne imellem, der tager fat om nogle helt essentielle livsproblematikker, vi som læsere kan relatere os til.
Undervejs kommer artiklen ind på kærlighed, anerkendelse og afhængighed, hvoraf sidstnævnte tema inddrager herre-slave-dialektikken beskrevet af filosoffen Hegel. For netop at understrege tematikkernes allestedsnærværelse inddrages filmen ”Amour” af Haneke som parallelunivers, hvor livets absurditet, liv/død og selvstændighed/uselvstændighed diskuteres.
Alle disse psykologiske dikotomier viser sig ofte – både i filmen, Becketts værk og nok også i den virkelige verden – som fysiologiske karaktertræk, hvilket denne artikel løbende vil give eksempler på.
Rigtig god læselyst.

 “Eftersom de i første omgang er ulige og modstillede, og deres refleksion endnu ikke har givet sig i en enhed, forekommer de som bevidsthedens to modsatte skikkelser: den ene den selvstændige, for hvem det væsentlige er for-sig-væren; den anden den uselvstændige, for hvem livet, eller væren for en anden, er det væsentlige. Den første er herren, den anden er trællen” (Hegel, 2010).

Med stykket “Fin de partie” skildrer Beckett flere af de grundlæggende aspekter ved livets sociale relationer: kærlighed, anerkendelse og afhængighed. Ved at drage paralleller til filosoffen Hegels beskrivelse af herre/slave-begrebet, får vi som læsere en bedre forståelse for disse relationer. Beckett fører også nogle af de væsentlige karakteristika videre i en fremstilling af fader/søn-relationen og formår gennem beskrivelsen af de to hovedpersoner, Hamm og Clov, at eksemplificere, hvorledes den gensidige afhængighed og behov for anerkendelse finder grundlag i herre/slave-dialektikken af netop Hegel. Som værket også skildrer, er humor en vigtig del af Clov og Hamms relation, da det er en måde at forsøge at overkomme livets absurditet og det absurde i det repetitive, habituelle univers, der udspiller sig inden for husets fire vægge. En absurditet, som vi alle har oplevet eller vil komme til at opleve på et eller andet tidspunkt i livet, og det er måske netop også derfor, at ”La fin de Partie” vækker noget så dybt inde i os som læsere, samtidig med at det fænger et bredt publikum på grund af dets universelle og genkendelige problematikker.

”La fin de partie” udspiller sig i en lille lejlighed, som senere viser sig at være en skraldespand. Her bor Hamm og Clov, to af de centrale og eneste figurer i stykket, sammen med Hamms forældre Nagg og Nell. Stykket foregår kun nede i skraldespanden og er centreret om dialoger karaktererne i mellem, hvilket jo netop er et karakteristika for Becketts teaterstykker. Han er da også kendt for både romaner og skuespil heriblandt ”Malone dør” – ”Malone meurt” (1951/1963) og ”Mens vi venter på Godot” – ”En attendant Godot” (1953/1956).De fire nævnte karakterer lider alle af en eller anden form for fysisk handicap: Forældrene, Nagg og Neil, har ingen ben og er ude af stand til at bevæge sig både inden og uden for skraldespanden – la poubelle. Hamm er lig forældrene men derudover også blind. Clov kan derimod ikke sidde ned og er tvunget til at stå og gå. De fysiske begrænsninger gør, at Clov kommer til at fungere som Hamms slave, hvor Hamm er både en slags faderfigur for Clov og samtidig husets herre. Og det er her, vi finder stykkets omdrejningspunkt:
De fysiske mangler fremtvinger nemlig nogle gensidige afhængighedsforhold både rent kropsligt og psykisk personerne imellem. Hamm og Clov er fastlåste i et herre/slave-forhold, som er betinget af de fysiske handicap. Hamm er herren og Clov slaven. Hamm er pga. sine handicap afhængig af, at Clov er der til at være hans øjne, når han ønsker at se ud af vinduet og hans ben, når der er noget, han ikke selv kan gå efter. 
Clov er slaven, som kommer og adlyder, så snart Hamm kalder på ham.

Clov: Je m’en vais dans ma cuisine, trois mètres sur trois mètres sur trois mètres, attendre qu’il me siffle (Beckett, 1961:16).[1]

Ligeledes møder vi i filmen “Amour” af Haneke (2012) den samme herre/slave-relation i ægteparret Anne og George, hvor Anne lig Hamm er herre over sin samboende – her George, hvilket forstærkes, da hun får to blodpropper og bliver dødssyg. Vi kan her drage paralleller mellem George og Clov samt Anne med Hamm. George har overtaget alle Annes pligter i huset: madlavning og rengøring pga. hendes indskrænkede fysiske formåen. Slaven adlyder sin herre.

Det vil her være oplagt at drage yderligere paralleller fra både Beckett og Hanekes værker til Hegels filosofi; nærmere bestemt slave/herre-dialektikken som tidligere nævnt, hvor de grundlæggende mekanismer mellem to individer beskrives. Disse mekanismer kan både forstås helt bogstaveligt mellem en slave og en herre, men kan også på et mere overordnet plan beskrive kærlighedsforholdet mellem Anne og George samt fader/søn-relationen mellem Hamm og Clov.

Til trællen forholder herren sig middelbart i kraft af den selvstændige væren, for det er netop her, i denne væren, trællen er holdt fast (Hegel, 2010:132).

For det er netop tilstedeværelsen af herrens selvstændighed, som fastholder Clov i rollen som slave og tjener. Samtidig gør slaven en form for oprør over for herren ved at vise sin uselvstændighed. Clov viser dermed, at han som tjener ikke har noget formål med livet uden herren – uanset hvordan han behandles. George i ”Amour” bliver på samme måde ved med at servicere Anne, selvom hun tydeligt viser afsky ved f.eks at spytte vand ud i hovedet på ham.

Ifølge Hegel, er det gennem Clovs handlinger, at Hamm udfolder sig, og samtidig er det et tegn på, at Clov er Hegels definition på et uselvstændigt væsen: For hvad trællen foretager sig, er egentligt herrens handling (Hegel, 2012: 133).

Hamm og Clov samt Anne og George befinder sig i en ensidig og ulige anerkendelse, som er opstået i relationen mellem dem. Den ulige anerkendelse ligger i, at herren ikke kan se sig selv i slavens rolle, og dermed anerkender han ikke slaven, men slaven anerkender ensidigt herren. Clov er underdanig overfor Hamm, som viser sin anderkendelse af Hamms rolle.

Der opstår en form for symbiose, og hvis vi skal fortsætte i Hegels begrebsverden, så kan den sociale relation her karakteriseres som en form for dialektik, hvor de to – Clov og Hamm – ikke udelukker hinanden, men derimod ligeligt forudsætter hinanden. Man kan sige, at de er gensidigt konstituerende: 

“Begge selvbevidstes forhold er dermed bestemt således, at de opretholder sig selv og hinanden i en kamp på liv og død. – De må hver for sig ophøje den vished, som de for sig selv har om at være sig selv, til sandhed i den anden og i sig selv” (Hegel, 2010: 130).

I ”Amour” har Anne og George en hel konkret kamp om liv og død, hvor Anne kæmper for at få lov af George til at dø: Hun nægter at spise og drikke, men George tvangsfodrer hende i trods. Da hun til sidst bliver kvalt af George med en pude i sin seng, er det interessant at spørge, hvem der vinder kampen? Anne får sin vilje, da George endeligt tager livet af hende, men omvendt lod George hende jo ikke begå selvmord. Men hvis slavens handlinger på den anden side er udtryk for herrens vilje, så begik Anne måske alligevel selvmord og vandt dermed kampen. 

I ”La fin de Partie” lægger Beckett heller ikke skjul på, at det er Hamm som er herren. Han demonstrerer gentagne gange sit behov for at være herren via sit ønske om at være i centrum. Dette skal forstå både fysisk – Hamm beordrer Clov til at stille kørestolen præcis i rummets midte – men også i overført betydning; han vil være centrum for Clovs (og alle andres) opmærksomhed og eksistens.

Men der er også modsætninger til Hegels opstilling af slave/herre-relationen. Clov har en erkendelse af at kunne frigøre sig fra rollen som slave, dermed bryder han med det uselvstændige, som Hegel jo netop karakteriserer ved trællen. Clov har altså en bevidsthed om sin rolle uden dog at kunne forestille sig i en anden – f.eks som herre i stedet for Hamm.

Hamm fortæller Clov, at hvis han ikke kan tjene herren, så ser han ingen grund til at leve, og Clov gør ikke nogle indvendinger mod dette, da han nok selv er klar over, at for ham er det netop livet, eller væren for en anden, der er det væsentlige.

Clov: Vous voulez donc que je vous quitte ?
Hamm: Bien sûr.
Clov: Alors je vous quitterai.
Hamm: Tu ne peux pas nous quitter.
Clov: Alors je ne vous quitterai pas (Beckett, 1961:55).[2]

Ovenstående dialog viser også, at Hamm umiddelbart ikke er ked af at slippe af med Clov, men ved nærmere analyse af stykket, ser vi, at Hamm faktisk rækker ud efter Clovs kærlighed og omsorg, hvormed fader/søn-relationen forstærkes:

Hamm: Embrasse-moi. (Un temps) Tu ne veux pas m’embrasser ?
Clov: Non
Hamm: Sur le front.
Clov: Je ne veux pas t’embrasser nulle part (Beckett, 1961:89).[3]

Hamm ønsker kærlighed fra Clov som i et normalt far søn-forhold, et ønske som konstant bliver afvist – Clov fastholder altså sig selv i rollen som slave og ikke i en ligeværdig eller lineær relation med Hamm. Hamm har måske i virkeligheden svært ved at forstå, at Clov bliver ved ham, og begrunder det selv med, at Clov må gøre det af medlidenhed, for Hamm har jo ikke andre til at tage sig af ham:

Clov: […] Pourquoi je t’obéis toujours . Peux-tu m’expliquer ça ?
Hamm: Non…
C’est peut-être de la pitié. (Un temps) Une sorte de grande pitié (Beckett, 1961:99). 

[4]

Beckett i lighed med Hegel leger også med tanken om identitet, og om hvem der i virkeligheden er afhængig af hvem. Vi mennesker er sociale individer, som ligesom Hamm og Clov alle er slaver af behovet for selskab og ikke mindst kærlighed, og uden det er der ifølge Beckett intet andet end døden:

Hamm: Loin tu serais mort.
Clov: Et inversement
Hamm: Loin de moi c’est la mort (Beckett, 1961: 93)
[5]

Hele stykket emmer af absurditet i klassisk Beckett-stil, som får mere og mere gennemslagskræft hen imod værkets slutning.
Her er det interessant at beskrive forældrene, Nagg og Nell. Der for Hamm og læseren repræsenterer livets gang og det absurde i dette, og derfor forsøger Hamm at undgå kontakten med dem, for han har indset, at livet en dag ender i skraldespanden, stedet hvor alt det kassable, opbrugte og slidte ender. Ligesom forældrene.



Absurditeten kommer ligeledes til udtryk i Nagg og Nells relation, hvor Beckett understreger, at selvom man lever sammen, så er man i realiteten alene. Nagg og Nell kan ikke nå hinanden hverken fysisk eller psykisk. De kan ikke få kontakt med hinanden, men alligevel forsøger de hver dag, da rutinen holder dem fast i forholdet. Uden dette ville de stå tilbage i deres egen lille verden. En dag slukkes lyset ved Nell, hun dør, og Nagg er alene, hvilket han måske har været lige fra begyndelsen. Ligesom vi som læsere også er det.


Hamm indser, at livet fortsætter, som det plejer efter morens død, og søger forgæves efter en mening med livet og døden. Denne beskrivelse af døden har mange ligheder med den kendte franske forfatter Albert Camus’ absurditetsbegreb. Ifølge ham ligger det absurde i længslen efter mening med livet:

Hamm: Tu n’en as pas assez ?
Clov: Si! (Un temps) De quoi ?
Hamm: De ce… De cette … chose.
Clov: Mais depuis toujours (Un temps) Toi non?
Hamm (morne): – Alors il n’y a pas de raison pour que ça change
(Beckett, 1961:19).[6]

For Hamm giver livet ingen mening – l’absence de sens, men i følge Camus er det netop via erkendelsen af livets absurditet, at livet giver mening.. Clov har hele tiden været bevidst om tilværelsens ligegyldighed, men har formentlig hverken kunnet eller ønsket at ændre dette. Karaktererne er alle fanget i en habituel tilværelse i skraldespanden, omgivet af livets forfald og elendighed, som rent fysisk er manifesteret ved Nagg og Nells eksistens i skraldespanden. 

Situationens absurditet udtrykkes som en form for pessimisme og sadisme mellem Clov og Hamm. Beckett opstiller et univers, hvor han illustrerer verden eller manglen på samme komme til udtryk på værst tænkelige måde for de fire personer.

Samtidig har karakterernes dialoger en underliggende humoristisk tone, som både rummer absurditetens alvor og pessimisme. Karaktererne indser, at deres eksistens ikke har et formål; at det hele bare er en form for spil eller joke. Denne morbide form for humor er gennemgående i stykket. Den er med til at få Hamm og Clov igennem dagens rutiner og få dem til at glemme det absurde i livets gang:

Hamm: Si tu dois me frapper, frappe-moi avec la masse. […] Clov (implorant): Cessons de jouer !
Hamm: Jamais ! (Un temps) Mets-moi dans mon cercueil.
Clov: Il n’y a plus de cercueils

Hamm: Alors que ça finisse ! (Beckett, 1961:101) [7]

Sadismen ses tydeligst i Hamms relation til Clov. Hamms immobilitet gør ham sadistisk og malevolent. Han ønsker, at Clov skal påføres og mærke samme smerte som ham selv. Han ønsker ikke at være alene i smerten. Med fryd i stemmen forestiller han sig, hvordan livet vil være for Clov, når han en dag står alene uden herren. Clov vil være så alene, at der ingen er at have ondt af og ingen, som kan have ondt af ham; den værst tænkelig situation for ethvert menneske.

Hamm: […] Oui, un jour tu sauras ce que c’est, tu seras comme moi, sauf que toi tu n’auras personne, par ce que tu n’auras eu pitié de personne et qu’il n’y a aura plus personne de qui avoir pitié.[8]

Vi ser, hvordan titlen på Becketts værk indikerer, at stykkets karakterer er i gang med det sidste og afgørende parti skak. Skakspillet er en klassisk Beckett-metafor for livet. 
Der på samme måde som et skakspil har to mulige slutninger, som Beckett formentlig med vilje har ladet stå åben for læseren. Enten slutter stykket med, at Clov definitivt træder ud i den virkelige verden og dermed forlader Hamm for altid. Det bliver så enden på alting for dem begge, for uden hinanden har de intet, og de er hver i sær efterladt til at dø. Eller også lægger Hamm det tørklæde over hovedet, som han i starten af stykket lige har taget af, og dermed starter legen, hverdagen i skraldespanden og de evindelige gentagelser på ny. Den repetitive absurditet, som aldrig slutter og dermed giver tilværelsen indhold og måske mening for både Hamm og Clov.

 

Litteratur
Beckett, Samuel. Fin de Partie. 1961. Les editions de minuit. Paris 
Beckett, Samuel. Endgame. 1964. Faber and Faber. London 
Camus, Albert. Den fremmede. 1944. Schultz. København!
Den store danske. Gyldendal a/s. Opslagsværk på internettet.
FSK-oplæg om Camus af Jon Auring Grimm og Mads Hansen d.6/11 2014
Haneke, Michael. Amour. 2012
Hegel, Friedrich Wilhelm Georg (2010). “A. Selvbevidsthedens selvstændighed og uselvstændighed. Herredømme og trældom”. I Åndens fænomenologi. København, Gyldendal. Originaltitel: ”Phänomenologie des Geistes” (1807)
Hjort, Ebba. Kjær, Iver. Kristensen, Kjeld m.fl. 1991-2005. Den danske ordbog. Opslagsværk på nettet.

 

[1] Clov: Jeg går min vej i køkkenet, tre meter efter tre meter efter tre meter, og venter på, at han fløjter efter mig.

[2] Clov: De vil så have, at jeg forlader Dem?
Hamm: Helt sikkert
Clov: Okay, men så forlader jeg Dem
Hamm: Du kan ikke forlade os.
Clov: Okay, men så forlader jeg Dem ikke.

[3] Hamm: Kys mig! (Et øjeblik) Du vil ikke kysse mig?
Clov: Nej
Hamm: På panden
Clov: Jeg vil slet ikke kysse dig nogle steder.

[4] Clov: […] Hvorfor adlyder jeg dig altid? Kan du forklare mig det?
Hamm: Nej, det kan være af medlidenhed. En slags stor medlidenhed.

[5] Hamm: Langt borte ville du være død.
Clov: Og omvendt.
Hamm: Langt væk fra mig, det er døden

[6] Hamm: Har du ikke fået nok?
Clov: Jo! (Et øjeblik) af hvad?
Hamm: Af det… af denne.. ting.
Clov: Men altid (Et øjeblik) Dig også ikke?
Hamm (klager sig): Så der er altså ingen grund til at det ændrer sig.

[7] Hamm: Hvis du skal slå mig, så slå mig med kræft bag
Clov (overbærende): Lad os stoppe med at lege/spille!
Hamm: Aldrig (Et øjeblik) Læg mig i min kiste
Clov: Der er ikke flere kister.
Hamm: Bare det dog stopper!

[8] Hamm: […] Ja, en dag vil du kunne vide, hvad det er, du vil være som mig, bortset fra at du ikke vil have nogle, fordi du vil have fået medlidenhed fra ingen og der vil ingen være til at have medlidenhed af.