René Daumals Le Contre-Ciel i dansk oversættelse af G.I. Göransson. Udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag 2016.

Af Kirstine Hell Hansen, AU 

“seul face à face avec le Néant de Dieu / tu connaîtras dans ce miroir fraternel / et fulgurant / LA REALITÉ.”
“alene ansigt til ansigt med Guds Intethed / vil du i dette broderlige / glimtende spejl / kende / VIRKELIGHEDEN”

Sådan lyder digterjegets storslåede sidste ord i René Daumals debut Le Contre-Ciel, fra 1936. Som led i præsentationen af Daumals forfatterskab i Danmark blev denne digtsamling sidste år endelig tilgængelig gennem G.I. Göranssons oversættelse.

Foruden den oprindelige udgave indeholder den danske oversættelse også andre senere udgivne digte, herunder ovenstående “Digt til Gud og til Mennesket”, som først publiceredes i 1970 på grund af sit kontroversielle religionskritiske indhold. Daumals liv var præget af mistro til organiseret religion, men samtidig en vedvarende spirituel længsel efter noget større og mere end det moderne individs maskinelle tilværelse. Som alle andre håbefulde poeter flyttede den purunge Daumal til Paris i 1925. Daumal imponerede det intellektuelle miljø med sin medstiftelse af tidsskriftet Le Grand Jeu, som proklamerede ønsket om “at få mennesket til at fortvivle over sig selv og samfundet” og “vinde evigheden ved at nægte blot at leve for at overleve”. Den hyperintelligente poet forblev fattig livet igennem og døde allerede som 36-årig af tuberkulose, muligvis fremskyndet af sine eksperimenter med narkotiske dampe. Daumals første digtsamling Himmelstormer er en samling af kraftfulde og mystiske digte i både verseform og prosa. Digtenes fængende sonoritet er blevet kyndigt gengivet i den danske oversættelse ligesom den virtuose brug af associationsskabende billeder, som leder tankerne hen på surrealismen. Med tunge referencer til blandt andet metafysikkens verden samt indisk filosofi er Himmelstormer langtfra en let læseoplevelse. Til gengæld tilbydes læseren en forunderlig og til tider ubehagelig rejse, der trykker på de eksistentielle kernespørgsmål, som til stadighed hjemsøger mennesket.

Kvalmen ved at være til
Døden og den brutale livslede er konstant tilstedeværende i Himmelstormer med en synæstetisk kropslighed, hvormed både digterjeget og hans omverden beskrives med billeder af sygdom, falskhed og råddenskab. Digterjeget søger en vækkelse, som konstant udebliver som i “Digt til at afknogle filosofferne”:

“I århundreder har jeg brækket mine knogler / for at bygge mig et andet skrog, et rigtigt skrog der passer til min natur, men jeg lavede kun gipsmannequiner / der lugtede af mug […] Kom nu vågn op helt alvorligt”

Digterjeget synes at stå alene med sin bevidste søgen efter mere end massens mekaniske Sisyfos-tilværelse. En eksistentiel kamp, som er vanskelig og allestedsnærværende, ligesom døden:

“Skal jeg vente på at nogen kommer og udfylder denne tomhed eller skal jeg udfylde den selv? Der er alt for meget plads til mig i verden” […]”Døden ler sin vulgære latter / bag de grønne persienner / mens den sutter på et engelsk bolsje / og tæppet er vådt af urtete.”

Jagten på “det evigt sete”
I Himmelstormer søger menneskeden “en helt der vil redde den”. Digtet “Profeten” giver et stærkt foruroligende billede af en underliggende apokalyptisk trussel, der ignoreres af alle, undtagen et lille barn:

“Barnet der talte i solens navn / gik i den døde landsbys gader […] De krøb sammen omkring barnet, / og deres store røde øjne lo, / og deres brede munde spyttede / sand ud imellem tænderne.”

For som digterjeget efterfølgende spørger “Hvor er David?” Hvad stiller menneskene op i en verden, hvor Gud ikke findes? Digtet “Villet ild” skildrer den brutale vækkelse, der må finde sted:

“Hvem vil lære dem hvad det vil sige at være til, og at de kun behøver at tænke på det ikke-værende på deres egen måde? Underlagt ildens tunge, vend dit sigt mod flammerne, mod det guddommelige kys der vil rive dine tænder ud med ét slag.”

Daumal bruger gentagne gange maddiken som billede på menneskets eksistens. For at maddiken kan forpuppes og blive til flue, må den først undgå sollyset, som vil udtørre den. Genfødsels-/metamorfosetematikken er oplagt at tolke med referencer til Platons hulelignelse og en gennemgribende vækkelse af selve individets selv- og verdensopfattelse. Menneskehedens maddike må fuldbyrde sin skæbne til en oplyst verden. Digterjeget synes glimtvis at opnå denne metamorfose, som i det sensuelt ladede digt “Fantomets hud”.

“Og nu har jeg afkastet råddenskaben, / og helt i hvidt trænger jeg ind i dig, / min nye fantomhud skælver / allerede i din nærhed.”

Selv beskrev Daumal sin poesi som “snarere skrig end sange”. I Himmelstormer hersker en brutal livslede og et menneskeligt forfald dog ikke uden en vedvarende længsel og glimtvise håb. Himmelstormer afspejler jagten på “det evigt sete”: evige, eksistentielle spørgsmål der til stadighed optager digterjeget helt tilbage til Platon. I en gudløs verden må mennesket forholde sig bevidst til egen og samfundets eksistens. Som Daumal skriver i sin indledende “Digterens advarsel” og som jeg vil lade være denne begejstrede anmelders sidste ord:

“At aflære tendensen til at dagdrømme, at lære at tænke, at aflære tendensen til at filosofere, at lære at tale, det er ikke noget man lærer fra den ene dag til den anden. Ikke desto mindre har vi ikke meget tid tilbage til at lære det.”