Carsten Sestoft

 

Spændingskurvens længde og langsomhed

Hvordan ville en spændingsroman af Marcel Proust se ud? Et gæt kunne være, at den ville ligne Mauvigniers roman Histoires de la nuit: den har en lang og suverænt håndteret spændingskurve, men har samtidig utroligt god tid til at udfolde handlingen og dens forudsætninger og samtidige forløb. Og så er den skrevet i nogle ganske lange sætninger, som dog ikke er helt så komplicerede som i À la recherche du temps perdu. Det er ikke bare en psykologisk thriller, for ligesom Proust har Mauvignier en eminent sans for at skrive tæt på menneskers helhed af perception, relationer til andre mennesker og miljøer, og placering i tid og rum.

På romanens 635 sider udspiller der sig et drama over halvandet døgn på landet et vistnok fiktivt sted i Frankrig. Handlingen har næsten karakter af kammerspil: Marion i bondefamilien med manden Patrice og datteren Ida fylder 40, og der skal holdes et lille aftenselskab med naboen Christine, der er kunstmaler, og to af Marions arbejdskolleger. Men så kommer der uanmeldt besøg …

Plottet ligner en historie, man vist mest kender fra film, fx fra Polanskis Cul-de-sac (1966): fremmede flytter ind og terroriserer beboerne. På den måde kan historien måske ses som en pendant til eventyrene i en samling kaldet Histoires de la nuit, som Marion læser højt for Ida om aftenen: skræmmende og arketypiske fantasmer om vampyrer og hekse og andre foruroligende væsener. Men romanen ligner ikke rigtig noget andet, jeg har læst. Dens udfoldede fænomenologiske prosa med skiftende synsvinkler og brug af dækket direkte tale og dermed meget varieret sprogbrug ligger som realisme temmelig langt fra eventyr, arketyper og den gennemsnitlige thriller.

Det er også en historie, der handler om de enkeltes forhold til fortiden, herunder familie og livet på landet, hvis fortidige dybder et sted fremmanes gennem arten af de efterladte møbler og lugten i et ubeboet tredje hus ved siden af gården og Christines hus. Der er sommetider noget helt Faulkner-agtigt over atmosfæren af besættende og tyngende fortid. Der er samtidig også observationer, som viser at sociologen Pierre Bourdieu ikke har levet forgæves, når fx de meget begrænsede muligheder for at stifte familie for arvingen til en lille gård konkretiseres i beskrivelserne af Patrices frustrerede ungdom på egnens diskoteker (jf. Le Bal des célibataires) og miraklet ved mødet med Marion – et bymenneske, en moderne kvinde – senere, eller når en af  de ubudne gæster læser et citat af Yves Klein i Christines notesbøger og oplever dets uforståelighed som en fornærmelse, der er specifikt rettet mod hans uvidenhed (jf. La Distinction). På mange måder er det også en roman om Frankrig i dag.

Blandt romanens mesterlige træk er håndteringen af tiden i spændingsforløbet. Et sted, hvor Ida er på vej ud af sit værelse i husets overetage, gentages beskrivelsen af hændelsen med små variationer, så tiden på én gang sættes i stå og holdes vedlige: ”Lorsqu’Ida doucement ouvre la porte de sa chambre, elle n’entend pas de voix ni de bruits ni geste qui vienne de la salle à manger.” En side længere henne er hun stadig i gang med døren: ”Elle ouvre la porte très lentement”, og fire sider senere er hun ude på gangen, efter at have lyttet til samtalen fra badeværelset ved siden af: ”Maintenant, elle est sortie de sa chambre, elle se tient debout dans le couloir et referme doucement sa porte”. Denne gentagelsesteknik får tiden til at forløbe med en langsomhed, som gør, at der er plads til alt muligt undervejs, samtidig med at det hele indskriver sig i spændingskurven og dermed holder handlingen i gang. Det er virkelig brillant gjort.

Jeg har ikke læst andet af Laurent Mauvignier, så jeg kan ikke sige noget om bogens placering i hans værk i øvrigt. Han er født 1967 og debuterede i 1999. Hans forlag har hele vejen igennem været Éditions de Minuit, hvor han har udgivet 15 bøger, herunder nogle teaterstykker.

Laurent Mauvignier, Histoires de la nuit, Les Éditions de Minuit, 2020.