Interview: Benoît Petit // Dansk oversættelse: Ida Nielsen.

Aurélie Lévy og Élizabeth Colomba, Queenie, Harlems gudmoder, Forlaget UMPFF, 2022.

 

Version française: cliquer ici.

 

D. 29. juni havde Benoît Petit fra SLC den fornøjelse at snakke med Aurélie Lévy i boghandlen Fantask, hvor den franske forfatter kom til signering af sin seneste udgivelse Queenie, Harlems gudmoder i anledning af Copenhagen Comics festival. Samtalen med Aurélie kom godt rundt om s tematikker: læs den spændende samtale nedenfor.

Benoît Petit (SLC): Kunne du fortælle lidt om, hvordan projektet startede?

Aurélie Lévy (A. L.) : Elizabeth Colomba, som er bogens illustrator og medforfatter, har kendt historien om Stéphanie St. Clair aka Quennie siden hun var lille. Elizabeths mor har fortalt hende historien om Stéphanie St. Clair, som var en heltinde på øen Martinique, hvor hun kom fra. Netop historien om heltinden gjorde et stort indtryk på Elizabeth, hvor hun via sine da sinemalerier prøver at give glemte sorte personer den plads de fortjener i verdenshistorie. Hun syntes dog, at Stéphanie St. Clairs spændende liv kaldte på et større format, derfor endte det med at blive til en grafisk roman i stedet for.

 

SLC: Hvordan begyndte jeres samarbejde?

A. L.: Elizabeth og jeg mødtes i Hollywood i 90’erne og har været veninder lige siden. Vi gik hurtigt i gang med at arbejde på et storyboard. Stephen Carrère, min franske redaktør, bakkede os op om projektet lige fra starten af.

 

SLC: Hvilke var de vigtigste beslutninger, I har truffet i forbindelse med at skrive Queenie?

A. L.: Siden vi besluttede os for at skrive et manuskript, har vi taget hensyn til tre krav:
1) at holde os til de biografiske fakta, vi kunne finde frem til.
2) at holde os til historiske fakta (et eksempel: hvordan så en kahyt på et skib ud på det tidspunkt?)
3) at skrive en spændende historie!

 

SLC: Var det jeres idé at tilføje en introduktion til bogen?

A. L. : Det var den franske forlægger, som bad os om at skrive sådan en tekst for de fransksprogede læsere. Men amerikanerne ved heller ikke så meget om den del af deres lands historie, så teksten vil også findes i den engelsksprogede udgave.

 

SLC: Når vi nu taler om historiske fakta, hvad ved vi så om Stéphanie St. Clair?

A. L.: Der findes få skriftlige kilder: En biografi [skrevet af Shirley Stewart,], som ikke er uden fejl (især når det drejer sig om Stéphanies St. Clairs barndom) ; de annoncer, Stéphanie St. Clair fik udgivet i “Amsterdam News”. Man kan også finde noget i Bumpy Johnsons biografi og i Raphaël Confiants roman, Madame St-Clair, Harlems dronning. Faktisk har Stéphanie St. Clair skabt sin egne fortælling. Nogle spørgsmål har vi ikke kunnet give vores svar på, som for eksempel moderskab. Fik hun et barn i det skjulte (fordi hun var bange for konsekvenserne for barnet)? Eller har hun netop passet på ikke at blive gravid for at undgå denne risiko? Ellers er der jo en del opspind i tegneserien.

 

SLC: Kan du komme med et eksempel?

A. L.: Selvfølgelig: Stéphanie St. Clairs højre hånd, jøden Rosenfeld, er en 100% fiktiv karakter. Bipersoner er kun interessant i kraft af deres relation til hovedperson. Rosenfeld er en faderlig skikkelse, som også giver en forklaring på, hvordan hun først arbejdede med tal og bogholderi. Og sorte amerikaner måtte ikke investere penge, hvorfor har Rosenfeld har fået denne opgave. Han er også et godt billede på, at der arbejdede jøder i mafiaens kredse.

 

SLC: Udover alle disse figurer er både den historiske baggrund og Harlems stemning meget tydelige.

A. L.: Vi har lavet en del research om rammerne. Vi har respekteret kronologien, men vi har ikke bygget historien op i kronologisk rækkefølge. Vi har skrevet bogen som en krimi, ikke som et manuskript til en biopic. Illustrationerne har Elizabeth arbejdet på i halvandet år, fordi hun skulle finde tilbage til historiens rammer og derfra give et bud på noget, der var så tæt på datidens virkeligheden dengang, især som det fremstår på de gamle billeder.

 

Vi har skrevet bogen som en krimi, ikke som et manuskript til en biopic.

 

 

SLC: Og der var gang i den i Harlem på det tidspunkt?

A. L.: Harlems befolkning var sort. Langt de fleste beboere kom fra to forskellige steder fra: på den ene side kom en del af beboerne mennesker fra sydstaterne efter Borgerkrigen (1861-1865), og den anden del – langt størstedelen -på den anden side kom mange fra Caribien, og det gjorde også Stéphanie St. Clair. Det, der blev kaldt for “Harlem Renaissance”, var en befrielse, en spændende tid for kulturen, som man også så i bl.a. and. Cairo, Frankrig, og Japan indtil det store krak på Wall Street i 1929.

 

SLC: À propos Japan, kunne du fortælle lidt om, hvordan dine år i Japan har givet dig inspiration både i dit arbejde og i dit liv?

A. L.: Jeg var studerende i Japan, fra jeg var 18 år til jeg var 23 år. Jeg læste historie, men mit kandidatspeciale handlede om kvindernes offerrolle i de japanske film. Det sidste år af mine studier var jeg i udveksling i USA, og der begyndte jeg at arbejde inden for filmbranchen. Jeg må indrømme, at Japan inspirerer mig i højere grad i dag end dengang. Jeg sætter pris på Zen-kulturen (forstået som en religiøs bevægelse), det æstetiske raffinement, og den pragtfulde kollektive kultur, sammenlignet med den vestlige kultur, som er mere individualistisk. Jeg har længe syntes, at min japanske tid var en “forbandet” oplevelse.

 

SLC: Hvor kom Elizabeths inspiration fra?

A. L.: Hun har bl. a. nævnt Jacques Tardi, Frank Miller, nogle mangaer (især på grund af den måde, hvordan bevægelserne tegnes i dem), André Juillard. Fordi vi valgte at arbejde på et storyboard, har vi også fundet inspiration i Adam Mckays film “The Big Short”, hvori flere personer træder ud af lærredet. I vores tilfælde refererer vi til James Baldwin [jf. s. 71] , og på denne måde starter vi en dialog mellem berømte borgerrettighedsforkæmpere på tværs af historien.

 

SLC: Betyder denne bog noget særligt for dig?

A. L.: Det gør den.: Spørgsmålet om eksil, Harlem Renaissance-periode og selve Harlem, hvor Elizabeth bor. Dengang jeg læste i Japan, var jeg den første hvide studerende på mit universitetet og, med en følelse af at sætte mig mellem to stole. Den samme følelse har jeg også oplevet mens jeg boede i USA.

 

Det føles som et kæmpestort ansvar at gøre denne del af USA’s historie til en bog, når netop denne side af historien er så dårligt kendt.

 

 

SLC: Hvordan har man reageret, omkring dig når du har fortalt om projektet?

A. L.: Det er heldigvis blevet taget godt imod. Det føles som et kæmpestort ansvar at gøre denne del af USA’s historie til en bog, når netop denne side af historien er så dårligt kendt.

 

SLC: Hvad byder fremtiden på? Har du selv projekter?

A. L.: Queenie skal filmatiseres i USA og blive til en serie. Jeg skal lige sige, at Elizabeth og jeg skrev først manuskriptet på engelsk, inden vi oversatte det til fransk, siden vi begge to finder en stor frihed ved at skrive på engelsk. Flere gennemgående emner i Queenie er højt aktuelle, hvilket også har bidraget til bogens succes.
Ift. mig selv vil jeg snart gå i gang med nogle forfatterinterviews for den franske hjemmeside Actuallitté. Måske vil jeg kunne tale sammen med Amélie Nothomb om Japan, eftersom hun har et helt anderledes blik på landet end mig.