Carsten Sestoft

 

Mellem kulturer og sprog

 

Elisa Shua Dusapin. Les Billes du Pachinko. Éds. Zoé, 2018

 

Denne korte, men meget atmosfærefyldte og fascinerende roman foregår i en august måned i Tokyo. Jeg-fortælleren Claire, som fylder tredive undervejs, er på besøg hos sine koreanske bedsteforældre og har planer om at rejse til Korea med dem i september. De har ikke været der efter, at de forlod det udelte Korea i 1952. Siden har de som andre koreanere i Japan ernæret sig med en spillehal med pachinko-maskiner, en art lodrette flipperspil med et tilsyneladende problematisk ry i Japan.

En japansk fransklærer, der selv har været på studieophold i Schweiz, betaler hende samtidig for at give sin 10-årige datter Mieko fransktimer, og romanen følger udviklingen i deres samvær, som mere bliver til udflugter til Disneyland og en Heidi-landsby (efter Johanna Spyris børnebog) end til sproglæring. De kommer dog nærmere hinanden, og rejsen bliver arrangeret, men det ender på en anden måde end planlagt.

Bogen er for det meste formuleret i korte, konkrete sætninger, som synes at lade utroligt meget usagt, som her fra bogens begyndelse:

Siden min ankomst har de [bedsteforældrene] ikke en eneste gang nævnt rejsen til Korea. Den skal planlægges, der skal købes billetter. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bringe emnet op. Mit koreanske er gået tabt, efterhånden som jeg lærte fransk. I begyndelsen rettede min bedstefar på mig. I dag siger han ingenting. Vi kommunikerer i et sprog, der består af enkle ord på engelsk eller koreansk, af gestus eller af overdrevne ansigtsudtryk. Aldrig på japansk.

I teksten bliver romanens univers til ved stadig at bygge videre på de allerede etablerede konkrete dimensioner, men denne opbygning afspejles ikke i særligt høj grad i fortællerens eksplicitte bevidsthed. Resultatet er en ret gådefuld roman, som underbygger det tema, der anslås i den citerede passage, nemlig vanskeligheden ved at kommunikere generelt.

Universets konkrete dimensioner placerer læseren på en kropslig og sansenær måde i et augustvarmt Tokyo. Europa er i romanen på en meget overbevisende måde gjort til noget utrolig fjernt. Det er, som om fransklærerens bøger af Chateaubriand og Rousseau refererer til et parallelunivers på en anden planet. Universet er helt realistisk, men har mange bizarre træk undervejs.

Historien handler mere generelt om at være fremmed, skævt placeret og utilpas. Fransklæreren havde den bedste tid af sit liv på studieophold i Schweiz, og hun ønsker at forberede datteren på det sammen, men tvivler på det. Bedsteforældrene er på alle mulige måder placeret i et ingenmandsland mellem et ikke længere eksisterende udelt Korea og et Japan, de aldrig har fået lov til at integrere sig helt i eller til at forblive koreanere i. Den underliggende historiske vold i forholdet mellem Korea og Japan er en del af romanens usagte.

Claire er både den mest fremmede og den, der er mest hjemme overalt. Hun er ikke bare placeret mellem to kulturer, en koreansk og en schweizisk. Problematikken har hos hende et tredje led, som er Japan. Claire har således studeret japansk i Schweiz, fordi der ikke blev udbudt koreansk. Som man så i citatet, er hendes koreansk halvvejs forsvundet. Hendes sproglige forbindelse til familiens historie er dermed eroderet, samtidig med at hun har en særlig adgang til bedsteforældrenes nutid i Japan. Men også denne adgang blokeres, da fransklæreren overfører sin bekymring for datterens franskkundskaber til Claire ved at fortælle hende, at hun aldrig kommer til at tale japansk – selv om de har talt japansk og ikke fransk sammen hele tiden.

De kulturelle og sproglige vanskeligheder ytrer sig også i maden, som fremstår malplaceret og forkert. Fransklæreren serverer industriel lakselasagne og Royal Milk Tea. Kagerne i Disneyland ser europæisk ud, men er på kanten af det uspiselige. Kun den mad, som bedstemoren af og til svinger sig op til at lave, smager godt, men det meste af tiden spiser de færdigretter.

Samtidig er der også positive træk i skildringen af forholdene mellem romanens kvinder fra Mieko over Claire til fransklæreren og bedstemoren: Mieko og Claire opnår en antydet fortrolighed og tryghed ved hinanden, som måske kan forstås som et håb om kommunikation på tværs af alle barrierer – et håb om at lære hinanden at kende på en nænsom måde.

Denne udsøgte lille bog er næppe selvbiografisk, selv om Elisa Shua Dusapin selv er datter af en koreansk mor og en fransk far, men den bygger formentlig på nogle problematikker, hun har oplevet eller kender fra andre eksilkoreanere. Hun er opvokset i Paris, Seoul og Schweiz, hvor hun bor nu, og hun har udgivet to andre romaner siden 2016.