Skrevet af Camilla Østergaard Nielsen, AU

De fleste mennesker har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med tegneseriemediet. For de flestes vedkommende sker det i de tidlige år, hvor man som barn bliver introduceret til mediet som et led i at lære at læse. Af samme årsag lider tegneseriemediet under fordomme om, at det kun er beregnet til børn og barnlige sjæle. Tegneserier fungerer ganske glimrende til den målgruppe, men os andre mere ældre og modne typer, kan også sagtens blive inspireret, udfordret og fascineret af værker skabt i dette medies sammenblanding af visuelle og skriftlige virkemidler.[1] Den påstand bliver udfoldet i artiklen her, hvor du også får en introduktion til nogle af de bedste franske tegneserier.

Faktaboks

Tegneserier, la bande dessinée, BD, un roman graphique … kært barn har mange navne

Tegneserier er et paraplybegreb, som dækker over flere undergenrer. De vigtigste undergenrer er albums og grafiske romaner, som denne artikel beskæftiger sig med. På fransk er paraplybegrebet bande dessinée, men ofte benævnes mediet med forkortelsen BD.

 

Fakta

Tegneseriens vigtigste elementer

I en tegneserie indgår en række faste elementer. Her præsenteres nogle af de mest centrale:

 

-Panelet er det enkelte billede, som på fransk hedder vignette.

 

-Rammen omkranser panelet. Den definerer, hvordan indholdet i panelet er adskilt fra sidens andre elementer. På fransk kaldes rammen le cadre.

 

-En taleboble hedder på fransk un bulle. Den findes i forskellige former alt efter, om den udtrykker tale, råb, tanker eller drømme.

 

-Tekstfeltet hedder på fransk le récitatif. Dette er typisk placeret i øverst eller i bunden af panelet, hvor det kommenterer på indholdet eller situationen heri.

 

Hvis du er mere interesseret i tegneserieteori anbefales teoretiseringer af Thierry Groensteen, Benoît Peeters og Scott McCloud. Henvisninger hertil findes i litteraturlisten. 

Tegneseriens popularitet

Når vi taler om ny fransk litteratur, kan vi ikke undgå at komme ind på tegneseriemediet. I Frankrig kaldes les bandes dessinées for Le neuvième art (da.den niende kunstart), og hvis du går en tur rundt i en fransk boghandel, vil du hurtigt få bekræftet mediets popularitet. Her findes en stor afdeling for les bandes dessinées og les romans graphiques, hvor der hele tiden dukker spændende udgivelser op. Efterhånden er der også kommet hul på tegneserie-feberen i Danmark, hvor Dansk Tegneserieråd, Nummer 9, Forlaget Basilisk og Forlaget Fahrenheit står som nogle af de største aktører. Sidstnævnte forlag står blandt andet for de danske udgivelser af den franske tegneseriemester, Jacques Tardi. Mere om ham senere.

 

La bande dessinée er et meget populært medie, og i de sidste tyve år er produktionen kun blevet større. Historien bag mediet går langt tilbage og deler sig i en europæisk og amerikansk tradition. Vi skal her fatte os i korthed og understrege, at begge traditioner stammer fra den såkaldte stribe i en avis, som efterhånden blev sat sammen til føljetoner og senere albums. Herfra har mediet udviklet sig i mange retninger, hvilket blot understreger dets store potentiale og popularitet, der både kan fremstille sjove, finurlige, seriøse og komplekse emner.

 

Truslen fra Japan

Hvert år udgives en rapport over udgivelser af tegneserier i det frankofone Europa – le Rapport Giles Ratier pour l’Associations des Critiques et Journalistes de Bande Dessinée.  Et hurtigt kig i rapporterne fra de sidste 10 år påviser, at der er sket en stor udvikling inden for kort tid. Denne udvikling kan formentlig tilskrives den japanske manga. Det er i hvert fald Dider Pasamoniks påstand. Han er en belgisk tegneseriekunstner -og teoretiker, der har skrevet bogen Critiques de la bande dessinée pure. Chroniques narquoises: 2005-2007. Heri argumenterer han for, at indtoget af den japanske manga på det franske marked gjorde, at de franske tegneseriekunstnere fik større trang til at markere sig. Man ville ikke lade den ellers så populære manga overtage og derfor blev man nødt til at bevise, at fransk tegneseriekunst var mindst lige så meget værd.

 

Inden mangaens indtog i Frankrig i 1980’erne, var mediet ikke videre populært. Dengang fandtes en bred konsensus om, at la BD var triviel og primært henvendt til børn. I 1960’erne havde semiotikere som Roland Barthes og Umberto Eco ellers argumenteret for det interessante ved tegneseriens mulitimodale system, men udgivelserne fortsatte med primært at henvende sig til børn. Mediet er i mange år blevet brugt i undervisningssammenhænge og derfor henvendt til det yngre publikum. Biblen og flere bind om Frankrigs historie er udgivet som BD til undervisningsbrug, selvom kritiske røster har frygtet at formidlingen af stoffet ville blive forsimplet og misforstået i et sådant format.

 

Tegneserieadaptationer af litterære værker

Den samme frygt kan der tales om, når litterære klassiske værker adapteres til BD. Les Misérables af Victor Hugo, À la recherche du temps perdu af Marcel Proust, L’étranger af Albert Camus, Voyage au bout de la nuit af Céline og Madame Bovary af Gustave Flaubert er alle uundgåelige klassikere i fransk litteratur. De findes alle som BD. Kritiske stemmer vil mene, at adaptationer af disse mesterværker er en forringelse og nærmest blasfemisk, fordi en adaptation altid vil være den adapterende kunstners fortolkning af det oprindelige værk. Den holdning ville Gustave Flaubert formentlig have. Han nægtede at få illustrationer af Emma Bovary med i sin roman, for han mente, at det visuelle ville lukke ned for læserens egen fortolkning af karakteren. Ikke desto mindre findes Madame Bovary i dag som BD.

Som modargument til Flauberts holdning, kan der argumenteres for, at der med tegneserie-versioner af litterære klassikere åbnes for en anden, bredere modtagergruppe, som måske ikke ville komme igennem en lang og kompleks roman. Måske kan tegneserieadaptationer åbne for flere læsere og dermed sikre, at de store klassikere lever videre i de næste generationer?

 

Jacques Tardis kritiske røst

Jacques Tardi anses som en af de mest indflydelsesrige franske tegneseriekunstere, og mange af hans værker er oversat til dansk, f.eks. Soldat Varlot, Skyttegravskrigen og Adèle Blanc-Sec-serien. Tardi er et eksempel på en fransk kunstner, der behandler mørke emner i fransk historie. Dette er tilfældet i adaptationen af Didier Daeninckx’ roman Le der des ders, hvor der udfoldes en række kritiske problematikker fra Første Verdenskrig og den umiddelbare periode herefter. Tardi er generelt meget optaget af at skildre fortællinger fra Første Verdenskrig, fordi han mener, at krigens rædsler aldrig må blive glemt. La bande dessinée er ifølge Tardi et perfekt medie at udtrykke svære emner som krig i, fordi billedsiden er så effektiv. Den abstrakte og ekspressive tegnestil der findes hos Tardi gør, at billedsiden er meget effektfuld, da det skaber nogle groteske og yderst kontrastfulde scener. Her er Le der des ders et godt eksempel, der med den sort-hvide farveskala skildrer fronten under Første Verdenskrig på en enkel, men effektfuld vis.

Det brede potentiale i La bande dessinée

La bande dessinée er efterhånden blevet en vigtig del af litteraturens verden, hvor det accepteres til også at kunne fortælle seriøse og komplekse fortællinger. Dette blev især aktuelt med stiftelsen af forlaget L’Association i 1990, som introducerede le roman graphique på det franske marked. Som tidligere nævnt havde den japanske manga gjort et stort indtog i Frankrig på dette tidspunkt, og folkene bag L’Association havde ifølge Didier Pasamonik et ønske om at gøre mediet til noget andet og noget mere end det, mangaen og den traditionelle, børnevenlige tegneserie repræsenterede. Med forlagets udgivelse af Marjane Satrapis Persepoils i 2001 blev det understreget, at tegneseriemediet sagtens kunne udfolde komplekse fortællinger uden at gå på kompromis med det multimodale format, for her blev der udfoldet en særdeles kompleks fortælling om revolutionen i Iran og immigration til Frankrig.

 

Siden stiftelsen af L’Association har vi set et væld af vigtige udgivelser, ligesom der er spiret en masse nye forlag op, som specialiserer sig inden for la BD. Senest har vi set Riad Sattoufs l’Arabe du Futur fra forlaget Allary Éditions. Det er en serie i (indtil videre) tre bind, som fortæller historien om en drengs opvækst mellem Frankrig og Syrien. De enkle og på mange måder barnlige tegninger står som stærk kontrast til de dybt seriøse emner som kultur, krig og religion. På den måde skaber billederne i den grafiske roman en altafgørende og kontrastfyldt rolle for fremstillingen af fortællingen.

 

Kort sagt, så er udviklingen af tegneseriemediet værd at følge med i. Der udkommer hele tiden nye spændende værker, som man ikke skal snyde sig selv for at opleve. I Danmark er vi så småt begyndt at få øjnene op for mediets brede potentiale, men i Frankrig er udbuddet noget større, så kig rundt i de franske boghandlere og lad dig inspirere. Vi kan love dig, at der er noget for enhver smag. Her på bloggen vil du løbende kunne følge med i vores anmeldelser og analyser af de værker, vi er faldet for, så du kan blive inspireret til at give dig i kast med les bandes dessinées.

 

 

Litteratur

 

Gilles Ratier (2000-2015): Les bilans de l’ACBD. Lokaliseret d. 03.02.2017. http://www.acbd.fr/category/les-bilans-de-l-acbd/.

Groensteen, Thierry (1999): Système de la bande dessinée, Formes sémio- tiques, Presses Universitaires de France.

Grove, Laurence (2010): Comics in French. The European Bande dessinée in context, Berghan books.

McCloud, Scott (1993): Understanding Comics: The invisible art, Harper Collins Publishers.

Pasamonik, Didier (2008): Critique de la bande dessinée pure. Chroniques narquoises : 2005 2007, Berg International.

Peeters, Benoît (1998): Case, planche, récit. Comment lire la bande dessinée, 
Casterman.

Sadoul, Numa (2000): Jacques Tardi: Entretiens avec Numa Sadoul, Paris, Niffle-Cohen.

Satrapi, Marjane (2001): Persepolis, L’Association.

Satouf, Riad (2015-2017) Le futur Arabe, Alléry

Tardi, Jacques; Daeninckx, Didier (1997): Le der des ders, Casterman.

Tardi, Jacques (1976-1986): Adèle Blanc-sec, Casterman

Tardi, Jacques; Céline, Louis-Ferdinand (1988): Voyage au bout de la nuit, Gallimard.

Tardi, Jacques (1993): C’était la guerre des tranchées, Casterman.

Tardi, Jacques; Didier Daeninckx (2002): Varlot Soldat, L’Association.

Tramson, Jacques (1989): ”Les adaptations de textes littéraires en bandes 
dessinées”, i: Europe, april, 1989, ss. 80-87.

 

[1] En række teoretikere har diskuteret, om ord er et definerende træk for en tegneserie. Belgiske Thierry Groensteen har fundet en middelvej: Ord ikke er en definerende faktor for tegneserier. Det er den ikoniske solidaritet mellem billederne, som definerer mediet. Dog indgår ord ofte som en vigtig del af fremstillingen. Derfor er det en god idé at overveje skriftlige elementer som talebobler og tekstfelter, hvis man vil analysere en tegneserie.