Monique ILBOUDO, Si loin de ma vie, 2018

Anmeldelse skrevet af Steen Bille Jørgensen, AU

Monique Ilboudo er Burkina Fasos første kvindelige forfatter. I 2012 var hun af SLC inviteret til Aarhus. Her talte hun bl.a. om forholdet til sit land og brugen af det franske sprog i litteraturen. I 2015 skrev hun novellen Et la main passe, der udkom i SLCs bog Franske stemmer fra 2017. I 2018 har Ilboudo ved forlaget Le Serpent à Plumes udgivet romanen Si loin de ma vie, der anmeldes her.

Mødet med en forfatter

På internettet kan man finde et interview med forfatteren Monique Ilboudo. Heri taler hun om de fem sanser, om duften af den afrikanske jord, når det har regnet, om første gang hun ser havet, og om oplevelsen af at høre tonerne fra Otis Reddings stemme og musik. Følelsernes styrke antydes, idet hun taler om minderne, men Ilboudo udstiller ikke sig selv; hun konstaterer og bevæges. På samme måde oplever læseren af hendes seneste bog med titlen Si loin de ma vie (Så fjernt fra mit liv), at den ret enkle og nøgterne historie om en afrikansk by og livet i Afrika er baseret på forfatterens erfaringer, men at disse kun momentvis træder frem. Ilboudo leger så at sige med sin egen historie og virkelighed for at give os et billede af forholdet mellem Afrika og Europa, der fortrinsvis skildres ud fra de afrikanske præmisser.

Selvom forholdene og fattigdommen i bogen kunne lede tankerne hen på hendes eget land Burkina Faso, er der noget mere generelt på spil hos Ilboudo. Således bliver fiktionen en slags maskeleg, der tager afsæt i den unge mand Jeanphis liv. Som fortæller bærer han så at sige hele det fiktive univers, men han har også sine begrænsninger, som det viser sig i slutningen af bogen. Når forfatteren vælger at lade læseren følge ikke bare den unge mands syn på verden, der hovedsageligt udfolder mændenes gøren og laden, åbner den unge mands ”feminine træk” ikke blot for en fortælling om homoseksualitet, men snarere om reelle kvindelige styrker, der gemmer sig bag mandens og det patriarkalske samfunds maskespil. Forfatteren baserer meget bevidst sin fortælling på en mandeverden af handlinger for konstant at antyde den alternative kvindelige vinkel på verden.

Afrika – Europa – Afrika

Bogen igennem følger vi således Jeanphis skæve vej gennem livet. Som dreng må han på et tidspunkt hentes hjem til familien af moderen, da han efter flere års total marginalisering og stofmisbrug er ved at gå i opløsning. Det lykkes ham derefter at få sig placeret som ”skribent”, der modtager kunderne på åben gade. Ret hurtig udmanøvreres han dog af et par unge kvinder, der som konkurrenter sikkert navigerer sig ind på et marked af kommunikation med mobiltelefoner, fax m.m. Man genkender vor tids Afrika, hvor bevidstheden om ”en anden verden” konstant leger med afrikanerens bevidsthed. Et første fodfæste i verden finder Jeanphi, da han møder franskmanden Elgep. Han kommer under den homoseksuelle og modne mands velhaver-vinge, og vi kan se en velkendt skematisk rollefordeling, der antyder kolonisatorens magt over den koloniserede. Men skematikken fungerer ikke helt, for egentlig fremstår den vestlige mand – trods sin lettere dekadente livsførelse – paradoksalt som raffineret og sympatisk. På mange måder viser det sig, at magten ikke længere har at gøre med den hvide mands dominans, men at Jeanphi, må tage sine egne beslutninger. På den ene side vænner han sig hurtigt et liv i komfort. Han vælger tilsyneladende selv den sikre tilværelse. Men det viser sig hurtigt, at kontant økonomisk velstand og materiel formåen ikke er tilstrækkeligt i den afrikanske verden. I arbejdet på et filantropisk skoleprojekt finder franskmanden sammen med den afrikanske dreng, men en sådan vestlig-afrikansk alliance er ikke nok i sig selv. Et par skoler bliver bygget men tages aldrig i brug, da projektet kuldsejler i mødet med bureaukratiet og de afrikanske politikeres indbyrdes magtkampe.

Fortællingen udvikles efterfølgende gennem de to mænds afrejse til Europa. Jeanphi har allerede forsøgt selv at komme til Europa. Men til forskel fra det første forsøg med en gruppe afrikanske unge, glider det hele meget nemmere i følgeskab med den europæiske rigmand. De to mænd vælger endda at blive kirkeligt viet i Frankrig, og kaster således skam over den afrikanske familie, der får nys om begivenheden. Når Jeanphi trods alt beslutter at vende tilbage til sit Afrika med fattigdom og beskedne muligheder i livet, handler det således om hans samvittighed og familiens betydning. Faderen ”dør af skam”, som det hedder i indledningen af bogen. Afrikas patriarkat er således truet af en moderne vestlig livsstil, hvor ikke mindst Paris’ natklubber bliver udtrykket for overflod, dekadence og forskellige varianter af kønslivet.

Trods bogens utallige skæbner og dødsfald, der allerede præger bogen første kapitel, får vi ikke en – for den vestlige læser – traditionel dramatisk fortælling, hvor vold og død optrapper konflikter og bliver afgørende vendinger. Fortællingen antyder ganske vist en form for dannelse, der knytter sig til bevægelsen ud i verden, der følges af hjemkomsten. Men mændenes handlingsplan er netop ikke det vigtigste. Mændene skildres faktisk alle som ude af stand til at ændre deres egen rolle og samfundets sociale og moralske mønstre. Eksempelvis kan de sorte, kristne præster ikke andet end råde Jeanphi til at give afkald på sit forhold til en anden mand, og bliver repræsentanter for et system af mænd med forudsigelige holdninger og reaktioner.

Faktisk vælger Jeanphi at forlade sin partner for at systematisere arbejdet med at hjælpe og støtte unge mennesker i et center, han kalder la Goutte d’or (gulddråben). Navnet er taget direkte fra et kvarter i Paris, hvor afrikanere præger bybilledet, men hvor de sociale problemer samtidig er voldsomme. Således antydes navnet, ironisk, at her netop ikke er guld og grønne skove. Jeanphi har tydeligvis fundet et forbillede i franskmanden og en slags model i dennes filantropiske indstilling og initiativ, men samtidig arbejder han mere jordnært med et projekt, der har græsrodskarakter. Han finder så at sige tilbage til barndommens jordnære løsninger i stil med den biograf, der blev improviseret med et simpelt fjernsynsapparat. Man kan derfor se antydningen af en cirkulær struktur, der netop blotlægger begrænsningerne i drengenes og mændenes projekter.

Kvinderne styrer?

Derimod fungerer kvinderne både som åndelige forbilleder og som rationelle strateger. De formår i flere af livets forhold at tage skæbnen i deres egne hænder samtidig med, at de drager omsorg for andre. Således er Jeanphis søster gennem hele fortællingen hans fortrolige; det samme bliver et par andre kvinder på hans vej. Mod slutningen af bogen møder vi endnu en positiv kvindelig figur, nemlig Tantie Jeanne, som Jeanphi opsøger på et tidspunkt, hvor han har svært ved at give retning til det hele. Med denne både åndelige og meget bevidst realpolitiske figur får vi et portræt af en reelt engageret kvinde, der gør front mod politiker-mændene og patriarkatet. Som ung har Jeanne rejst Europa tyndt og bl.a. fundet vej så langt nordpå som Lapland. Hun arbejder bevidst politisk-humanitært bl.a. til fordel for afrikaneres muligheder i verden. I slutningen af bogen, er det hende, der tager initiativ til en march for frihed og værdighed, men vi ser også et billede at søsteren, der fra sit FN-kontor skuer ud over byen… Hvorvidt de gribbe, vi møder på det lokale marked, markerer en dyster fremtid, skal ikke afsløres her.

Med Si loin de ma vie er vi ikke i tvivl om, at Monique Ilboudo trækker på sine egne erfaringer bl.a. som forkæmper for kvinders rettigheder og ambassadør for sit land i Skandinavien. Tivoli i København nævnes således mod slutningen af bogen, som et udtryk for diverterende forlystelser, der oprindeligt blev opført for at flytte folks fokus fra de reelle problemer i samfundet. Men med fortællingen om drengen Jeanphi læser vi hverken blottende autofiktion eller en politisk korrekt forsvarstale for Afrika og homoseksuelle. På baggrund af vold, forarmelse og fortvivlelse, får vi en fortælling, der trods alt handler om drømme og menneskets muligheder i livet. Der er ikke nogen buldrende indignation i Ilboudos fortælling. Det er snarere en afklaret, underfundig og blufærdig fortælling, som antyder stærke følelser hos forfatteren og ulmende kræfter i de afrikanske samfund. Der hvor vi i Vesten måske mest har øjne for Afrikas enorme problemer, antyder Ilboudo mulige løsninger. Disse kan først og fremmest findes gennem afklaret engagement; et engagement, der med denne bogs skildring af mennesket, kommer til at afhænge af kvindernes rolle i samfundet.