Af Ronja Lasvill-Andersen, cand.mag. i fransk og filosofi 

-Om værdien af Houellebecqs begærløse og gråtonede univers.

Man kan med rette tilskrive Houellebecq at være en indebrændt mand, som skriver misantropiske, deprimerende romaner. Hvad man derimod ikke kan gøre, er at afskrive ham som en samfundsberigende forfatter af den grund. Der er nemlig en kæmpe overset værdi i denne sure mands litterære univers’ evne til at skabe åndehuller for det moderne individ og dets intime forhold til statsmagten.

Ifølge Slavoj Žižek er det intime forhold mellem individ og stat en af konsekvenserne af nydelsessamfundet, hvilket han anser for at være samtidens dominerende samfundsmodel.

Nydelsessamfundet indebærer, at vi fra alle sider af samfundet bliver påbudt at nyde vores liv i enhver henseende; lige fra kærligheden til hinanden, sexliv, selvudvikling, arbejde og forbrug af oplevelser. Opfordringerne om at nyde møder vi overalt i det offentlige rum, fx i reklamer, der lover uoverstigelig nydelse, hvis man køber deres produkt, i Facebooks hilsen til deres brugere, der lyder; ”nyd din dag”, i ex-præsident Bushs opfordring om at få amerikanerne om at gå shop-amok for fædrelandets skyld for at få amerikansk økonomi på skinner igen efter 9/11, og i virksomheders selvudviklingskurser, som skal få de ansatte til at nyde at arbejde mere.

Med en allestedsnærværende magtudøvelse, som tiltaler individets private nydelse, kan det virke umuligt at ændre samfundet. Her kan litteraturen være behjælpelig. Ifølge filosofferne, Deleuze og Guattari, kan litteratur anses som en ‘krigsmaskine’, der kan danne nye muligheder for individets forståelse og for samfundets udvikling. Houellebecqs farveløse romaner er netop sådan en krigsmaskine.

Jeg følte ikke, at jeg havde nydt det nok” – Nydelsessamfundets konsekvenser

Den nydelse, som vi opfordres til at eftersøge, overstiger ofte virkelighedens grænser. Vi får præsenteret et ideal, som aldrig kan indfris, og det er netop derfor idealet holder hjulene kørende i systemet. Så længe det ikke bliver indfriet gør dets subjekter alt hvad det kan, for at leve op til kravet. Når magtpåbuddet netop taler til sjov, lyst, nydelse, selvudvikling, og når magten findes overalt, kan det være svært at identificere den som en magtfaktor og at gøre oprør imod den. Ikke desto mindre er det en magtfaktor, som er nødvendig at anfægte, da den har stor indvirkning på det moderne individs liv. Den franske sociolog Alain Ehrenberg har i sin analyse af det samfund, som lever af at tære på individets indre, fundet, at det støt stigende antal depressioner som florerer i vesten, er et udtryk for skyggesiden af det altid aktive og lykkesøgende samfund. Ifølge Ehrenberg risikerer individet i det grænseløse samfund til sidst at kollapse om sig selv, som en døende stjerne.1

Påbuddet om at nyde over evne findes altså overalt, indvirker på forholdet til vores liv, og får os til at internalisere skuffelsen over den manglende nydelse i form af skyld; i Dagbladet Information fortæller den 13 årige Freja fx, at hun og hendes veninder græd i flere dage efter at de havde været til Justin Bieber koncert, fordi de ikke følte, at de havde formået at nyde det nok;”[J]eg ville bare tilbage. Og jeg følte at jeg ikke havde nydt øjeblikket nok. At jeg ikke havde været nok til stede. At jeg kunne have gjort alting bedre. Men så fik jeg at vide at alle de andre piger også havde haft det sådan.”2 Denne oplevelse illustrerer meget fint, at vores forventninger til den nydelse, som vi synes vi ‘bør’ være i stand til at føle, ofte overstiger virkelighedens formåen.

Et andet eksempel på det moderne nydelsespåbuds magtudøvelse kan man se i forfatteren Caspar Erics beskrivelse af presset om at nyde sit liv til fulde, som han beskriver i Dagladet Information;

[O]ftest har jeg dårlig samvittighed over ikke at foretage mig noget mere aktivt. Det har bl.a. at gøre med den generelle forventning om, at jeg skal ”få noget ud af det hele,” der har installeret sig i mig(…)[Byen er blevet] et stigende gentrificeret rum(…) hvor slogans som(…)make it happy, choose love, just do it, osv. fylder mere og mere. Ideen om det lykkelige liv. Ikke som noget, der tvinges ned i halsen på mig. Ingen specifik person bærer ansvaret for det, men ideen om lykke er meget konkret. Og så får jeg endnu mere lyst til bare at blive lidt derhjemme.”3

Her beskriver forfatteren altså meget rammende hvordan magten er uidentificerbar, men alligevel meget nærværende og har konsekvenser for oplevelsen af livet.

Nydelsespåbuddet kommer ikke kun ‘ovenfra,’ fx fra reklamer eller oplevelses- og forbrugsøkonomiske systemer. Det findes i høj grad også på de sociale medier, hvor det handler om at vise hinanden, at vi helt sikkert lever op til idealet og til graden af den efterstræbte nydelse. Fx fortæller den introverte Camilla på DR’s hjemmeside, at hun sørger for at lægge billeder på Facebook, når hun er til fest, for at dække over sin stille personlighed; [S]å just in case, så lægger jeg lige noget på, hvis jeg har været til et eller andet. Fx Aalborg karneval sidste år. Den kunne jeg godt lide at have liggende på min Facebook og vise, at jeg godt kan være aktiv og festlig.”4

Det er blevet en selvfølge for os at udstille vores nydelse på Facebook, at tage billeder af solnedgange, kaffelatter og at dele hjerter ud på de sociale medier, som skal tilkendegive hvor meget vi elsker, nyder og begærer. Trangen til at vise, at vi begærer afspejles også i sprogbruget, hvor det er almindeligt at bruge meget følelsesladede sproglige billeder, som fortæller at man fx er ved at eksplodere af glæde, er ved at tisse i bukserne af begejstring, eller som Alternativet skrev for nyligt; “vi glæder os som små børn.” Det er altså den uskyldige, ureflekterede og kropslige nydelse der efterstræbes, og som det ifølge Slavoj Žižek, er blevet en pligt både at føle og at udtrykke.

Der er ingen vej ud af påbuddet og forventningen om opnåelsen af en ideel nydelse, som ud over at fortælle os, hvordan vi skal leve og forstå vores liv, også ensretter vores opfattelse af en ideel verden, hvilket Caspar Erics oplevelse af det gentrificerede byrum vidner om, og som også filosoffen Baudrillard udtrykker på smukkeste vis;

”We are dealing with an attempt to construct an entirely positive world, a perfect world, expurgated of every illusion, of every sort of evil and negativity, exempt from death itself.”5

Houellebecqs litterære krigsmaskiner

Hvorfor giver Houellebecqs håbløse universer på mærkværdig vis anledning til netop håb?

Fordi litteraturen kan virke udenfor den gængse samfundsstrukturelle orden. Ifølge Deleuze og Guattari opererer den såkaldte ’statstænkning’ i en lineær, hierarkisk orden og skaber kategorier, som den får verden til at passe ind i; fx danner den billedet af muligheden for grænseløs nydelse, ensretter virkeligheden og fremmaner et håb, som vi kan skubbe foran os, alt imens vi efterlever og opretholder nydelsessamfundets system og magtstruktur. Litteraturen kan lave eksperimenter på denne hierarkiske virkelighed og dermed udfordre den normale orden. Den kan altså skabe ”a politics that ‘experiments’ on the real and sets it in motion, effecting a real movement, a defamiliarization or what they call ‘deterritorialization’ of the world that is itself expressly political.”6 Deleuze og Guattaris tanke om, at litteratur og sprog ikke kun er en repræsentation af virkeligheden, men også er med til at skabe nye virkeligheder, er måske ikke et specielt radikalt udsagn. Ikke desto mindre er det en af grundene til at litteratur, selv litteratur som ikke er grundlæggende politisk, kan influere på, hvordan vi oplever og tænker vores verden, og derfor er litteraturen netop så vigtig i forhold til påvirkningen af verdens udformning;

Arts such as painting and literature do not just mediate the real through commentary or representation; they are real to the degree that they participate in, or precipitate, a certain movement in the order of things. (…) that is, to create new forms of political subjectivity.7

Houellebecqs hæslige eksperimenter med virkeligheden

Hvis det moderne samfund opfordrer til nydelse og prædiker om begærets forløsende virkning, gør Houellebecq det stik modsatte; nemlig at portrættere en verden, hvor begær enten er ikke- eksisterende eller direkte forskruet, og hvor verden betragtes helt og aldeles uden instragramfilter.
Verden i Houellebecqs bøger er affortryllet og monoton, hvilket fx ses i kunsterkarakteren Jeds tanker; ”Han overvejede kort, hvad der havde fået ham til at kaste sig ud i en kunstnerisk fremstilling af verden.(…)Verden var alt andet end et emne for kunstneriske emotioner, verden fremstod helt klart som et rationelt system, blottet for magi såvel som for nogen særlig interesse.8
Bøgernes sproglige billeder er ofte direkte kvalmefremkaldende og indeholder levende beskrivelser af bræk og andre kropslige væsker; ”Vagabonderne ville blive der i flere dage, stanken fra deres afføring ville fylde gården og forhindre adgang.(…) normalt endte det med, at der lød dødsskrig i natten, nogen ringede til ambulancetjenesten, og man fandt en fyr i en blodpøl med et halvt afrevet øre.9

Alt lige fra sex til mad bliver beskrevet på en frastødende måde, som netop ikke lever op til nydelsespåbuddets krav, og som i særdeleshed adskiller sig fra de utallige facebook-fotografier, der viser hvor meget folk begærer og nyder sin mad; ”Lige nu tyggede han omstændigt sin pattegris med samme ansigtsudtryk, som var det en gummiblok.”10

Houellebecq er af New York Times blevet kaldt en anti-idealist, en revolutionær hvis mål er at udslette idealisering og begær som sådan. Og det kan man i den grad fornemme i hans bøger. Fx i en af hans karakterers overvejelser omkring begærets natur;

”Han var utvivlsomt præget af de ideer, der var på mode i hans egen generation, han havde indtil da betragtet seksualiteten som en positiv kraft, en kilde til forening, der øgede samdrægtigheden mellem mennesker gennem den delte vellysts uskyldige veje. Men nu så han tværtimod mere seksualiteten som en brutal kamp om herredømmet, udryddelsen af rivalen(…) Deri så han kilden til enhver konflikt, enhver massakre, enhver lidelse.”11

Houellebecqs karakterer er ude af stand til at leve op til samfundets nydelsespåbud. Kroppen, som har en nærmest religiøs status i nydelsessamfundet i form af dens kilde til fysisk og æstetisk nydelse og præstation, bliver af Houellebecq modelleret til at være diametralt modsat. Hans kroppe er besværlige, ulækre og impotente; ”Jeg har fodsvamp, bakterieinfektioner, en generel atopisk eksem, det er en vaskeægte infektion, jeg er ved at rådne op(…) Klø, klø, klø mig uden ophør, det er hvad mit liv nu er blevet til: et endeløst kradseorgie.”12 Kroppen repræsenterer i Houellebqcs univers også underpræstation og fysisk uformåen. Fx har karakteren Jasselin, som ud over selv at være steril, også en steril hund; Det var et frygteligt slag for dem (…) Den ville ikke føle nogen lyst, ingen seksuel tilfredsstillelse.” 13

Karaktererne er ofte utilpassede, deprimerede og ude af stand til at fastholde relationer til nogen andre. De fleste ender med at trække sig væk fra samfundet og leve som eneboere. Det er meget tydeligt, at ingen af dem formår at gå McDonaldiseringen i møde, og at de ikke synger med på  I‘m lovin’ it-jinglen. Houellebecqs portrættering af sig selv i bogen ”Kortet og landskabet” illustrerer det meget godt, når han fortæller at han går i seng klokken 16.00, så han kun skal udholde at være vågen i fire timer.

Nej, solnedgangen er ikke altid smuk

Houellebecq tager kvælertag på mange af de troper om skønhed og idealisme, som er så indgroede i vores tankeverden, at det virker helt forrykt at sige det modsatte, og selv om det ikke er åbenlyst rebelsk, er effekten alligevel provokerende. Fx slår han den ellers altid romantiserede forestilling om forår i Paris i stykker; ”Foråret i Paris er tit blot en forlængelse af vinteren- regnfuldt, koldt, mudret og beskidt.”14 Naturen, æstetikken og verden indeholder i Houellebecqs bøger ikke en skjult sandhed; ” I øvrigt havde Jed længe været irriteret på fotografer, især de store fotografer med deres prætentioner om at afsløre sandheden(…); de afslørede intet overhovedet.” Der er altså ingen meningsgivende sandhed, som det er det moderne menneskes pligt at finde frem til. Ingen tro på at livet og verden bliver bedre, hvis blot man arbejder nok for det eller leder længe nok. Med et diskret nik til en anden spleen-indhyllet forfatter, nemlig Baudelaire, genopliver Houellebecq faderen til den moderne franske litteraturhistories ånd, når han beskriver blomsternes skønhed;

Blomster er ikke andet end kønsorganer, brogede vaginaer der pryder jordens overflade, og som er udleveret til liderlige insekter(…) Blomsternes skønhed er begrædelig, fordi blomster er skrøbelige og bestemt til at dø, ligesom alting på jorden er, men specielt dem, og ligesom dyrene er deres kadaver kun en parodi på deres værens livskraft, og deres kadaver stinker, ligesom dyrenes.”15

Houellebecqs humoristiske beskrivelse af solnedgangen er det ultimative dødsstød til det romantiske ekko, som stadig runger i lyden af nydelsessamfundets blitzkrieg, når dets soldater trofast står på vagt for at skyde enhver solnedgang med kameraerne;

”Men om foråret er det ikke til at holde ud, solnedgangene er uendelige og prægtige, det er ligesom en skide opera, der er hele tiden nye farver, nye belysninger, jeg har engang prøvet at bo her hele foråret og sommeren, og jeg troede jeg skulle dø, hver aften var jeg på selvmordets rand på grund af den nat, som aldrig blev til noget.”16

Hvordan kan en solnedgang være til besvær, uønsket? Og hvorfor virker det så radikalt at få en karakter i en bog til at sige det? Fordi det netop går imod nydelsessamfundets påbud om at nyde og at søge efter den evigt forsvindende sol i horisonten, som kan ses som en metafor for forbrugsoplevelser, selvrealisering og nydelsesforfølgelse, som et ideal der altid undslipper os. Hvad har vi tilbage som meningsgivende i et kapitalistisk samfund, hvis vi ikke har nydelsen? Hvis vi ikke hele tiden stræbte efter det udefinerbare ‘mere’, som altid undslipper os? Det giver Houellebecq som sådan ikke noget svar på, men han løfter for en tid påbuddets byrde og skaber en virkelighed, hvor nydelse ikke er den dominerende ideologi og skaber et åndehul for det moderne individ, og for alle de elementer i verden og livet, som der normalt ikke er plads til i nydelsessamfundets homogenisering af virkeligheden.

Radikal frihed – at leve eller dø

Sociologen Bauman forklarer den moderne samfundsmodels sejr ved at magten netop tiltaler individets formodede frihed og gør det via elementer, som virker uomtvisteligt positive; selvudvikling, nydelse, forbrug, frihed til at skabe det liv man vil. (Jf. de utallige reklamer der på én og samme gang fortæller dig, at du er fri til at være hvem du vil, men at du skal være det på deres måde.) Når idealer om skønhed, frihed og nydelse går hånd i hånd med en form for magtudøvelse er idéen om frihed ikke individets egen, men netop blot et begreb, en idé. Det er den dog ikke i Houellebecqs karakterunivers. Karaktererne bruger deres frihed på alt andet end at følge nydelsespåbuddet; flere vælger at begå selvmord, andre vælger at ekskludere sig fra samfundet, folk begår mord og anden kriminalitet. Der bliver foretaget fravalg af kærlighedsforhold, der bliver fravalgt at få børn.

Karaktererne er ikke på vej til at blive bedre til noget, de prøver ikke at gøre verden til et smukkere sted eller søger med lys og lygte efter nydelse. På den måde er der ingen opbyggelige og meningsgivende eksempler på frihedsudøvelse, der lever op til nydelsespåbuddet, men en ekstrem form for lovprisning af menneskets radikale frihed.

Det negative får altså lov til at simre i sin egen monotone masse, det grå, det ligegyldige, det onde, sex uden begær, affærdigelsen af solnedgangen. Houellebecqs karakterer tager ikke billeder med sine mobilkameraer. De skal ikke nyde. De er begærløse og dermed det mest rebelske man kan være i et samfund, som på alle tænkelige måder fordrer begær, aktivitet, selvudvikling, glæde og lykke. På den måde lader han Deleuze og Guattaris litterære krigsmaskine med kasteskyts mod statstænkningen, og på den måde anes der rent faktisk et håb i håbløshedens litteratur. Den bliver dermed en måde, hvorpå man kan skabe et rum, som er nyt og har potentiale til at ændre virkeligheden. Houllebecqs antibegær giver et pusterum i kapløbet mod vores egen lykkeformåen, som det er umuligt at træde ud af. Mens vi slår knuder på os selv med Youtubes life hacking videoer, selvhjælpsbøger og udstilling af vores egen nydelse, lever Houellebecqs romaner sine egne dystre liv og baner vejen for en forståelse for livets kompleksitet, som falder på et tørt sted i et udmattet lykkejægersamfund.

 

1Ehrenberg, Alain (1998) La Fatigue d’être soi – dépression et societé. Paris, Odile Jacob.

2Hornstrup, Yde (2013) ”Frejas hår” i Dagbladet Information

3Eric, Caspar (2015) ”Byliv: Med ost i mundvigen i et lille sort spejl” i Dagbladet Information

4Vigsø Grøn, Susanne (2016) Camilla er introvert: Svært i en verden, der hylder de udadvendte. DR’s hjemmeside.

5Baudrillard, Jean (2000) The Vital Illusion. New York, Columbia University Press

6Porter, Robert (2009) Deleuze and Guattari: Aesthetics and Politics, University of Wales, Cardiff

7Ibid.

8Houellebecq ( ) Kortet og territoriet, forlag, sted 198

9Ibid.20

10Ibid.16

11Ibid.225

12Ibid. 132

13Ibid. 225

14Ibid 86

15Ibid 25

16Ibid 108