Anmeldelse af Gaël Fayes debutroman Petit Pays (2016)
Af Anastasia Ladefoged Larn, KU

Gaël Faye debuterer med en både smuk og uhyggelig historie om en dreng og et helt lands blodige uskyldstab.

”Lille land, store land. Du er blevet kvæstet, men du er ikke død. Du har lidt smerte, men lidelsen slog dig ikke ud.”, synger et kor i Gaël Fayes nostalgiske og poetiske hyldestsang fra 2012 om hans barndomsland Burundi i det central Afrika. Sangen er en smuk kærlighedserklæring til et land, der i Fayes barndom var hærget af etniske spændinger og borgerkrig mellem de to etniske grupper hutuerne og tutsierne.

Den blodige og voldelige konflikt mellem de to etniske grupper hutuer og tutsier er omdrejningspunktet for franske Gaël Fayes debutroman Petit Pays fra 2016, der med rette har modtaget stor ros og en håndfuld prestigiøse litterære priser ved sin udgivelse i Frankrig. I romanen møder vi drengen Gaby, der lever et privilegeret og bekymringsløst liv. Dagene går med at lave drengestreger med en lille bande af drenge, f.eks. at stjæle mangoer fra en kvindelig nabos have og derefter sælge dem til hende igen. Det er eventyr. Det er at slå sig løs i den vilde og næsten magiske natur. Det er barndommen og uvidenhedens uskyldighed.

Men katastrofen lurer (selvfølgelig) lige om hjørnet. Først i form af en hjemmelig tragedie. Gabys franske far og hans rwandiske mor begynder at skændes om, hvorvidt det er en god idé at blive boende i Burundi. Gabys mor prøver at overbevise hans far om, at familien ville være mere sikre i Frankrig, mens Gabys far insisterer på at holde fast i deres privilegerede liv i Burundi. Familien har ingen stor formue, og i Burundi kan de leve som konger med tjenestefolk. Det hele går lidt hen over hovedet på Gaby, og han forstår ikke rigtig deres uenigheder. Men pludselig flytter hans mor, og Gaby bor nu alene med sin far og sin lillesøster.

På trods af forældrenes brud fortsætter Gaby dog i lang tid sit ubekymrede liv. En af romanens sjoveste scene er, da Gaby sammen med familiens to tjenestefolk bruger en hel dag på at køre rundt efter Gabys stjålne cykel. Cyklen viser sig nemlig efter den første tyv at være blevet handlet et hav af gange, og hver gang de ankommer til den, der sidst er set med den, er cyklen allerede handlet videre. De kommer hurtigt ud af det lokale område, og den sidste ejermand må vise vej til næste sted. Pladsen i bilen bliver mere og mere trang, og flere må sidde ovenpå hinanden i bilen, for at få plads til de mange opsamlede personer på vejen. Det er en komisk og kærlig fremstilling af et samfund uden nogen nævneværdig infrastruktur. Til sidst når de frem til cyklen, der i sidste ende er havnet hos en fattig bonde, der med dyrt opsparede penge har købt den som gave til sin søn. Gaby får den stjålne cykel tilbage, men læseren sidder tilbage med en ubehagelig følelse af, at der er sket en social uretfærdighed, der peger frem mod den foreliggende katastrofe. Var det forkert af Gaby at forlange cyklen tilbage, når han uden problemer kunne have fået en ny? Gaby fortryder det hele, så snart han kommer hjem, men, som en af tjenestefolkene siger, er skaden sket.

Langsomt trænger den store og nationale tragedie sig mere og mere på. Landets første frie præsidentvalg får de latente etniske konflikter til at blusse op, militæret tager magten og en blodig etnisk konflikt mellem hutuer og tustier begynder. Skolen lukker i lang tid, og Gaby, hans far og lillesøster sover på en madras i stuen.

Også i Gabys drengebande tager det hele en voldelig drejning. I stedet for at stjæle mangoer, taler de andre nu om bandekrig og taler om at vinde kontrollen over området. Gaby begynder at trække sig væk fra de andre. Han nægter at acceptere samfundet og de andre drenges voldelig retorik – enten er du en hutu, eller også er du en tusi. Det gælder om at slå de andre ihjel, før de når en selv. Gaby forsøger desperat at bevare sin uskyld og nægter at være det ene eller det andet – men forgæves. Hvordan helt præcis vil jeg ikke afsløre her, men også Gaby får beskidte hænder. Gaby bliver på den måde burtalt vis revet ud af sin barnlige uskyldighed. Gaël Faye skildrer på uhyggelig vis Gabys uskyldstab som et helt lands uskyldstab som i dette citat fra bogens sidste del:

”Je voyais l’image paisible de Papa et Ana allongés sur le lit, devant la télévision. L’image de leur innocence, de toutes les innocences de ce monde qui se débattaient à marcher au bord des gouffres. Et j’avais pitié pour elles, pour moi, pour la pureté gâchée par la peur dévorante qui transforme tout en méchanceté, en haine, en mort. En lave.” (s.206)

Petit Pays er en forfærdelig historie om et land i blodig borgerkrig. Men den er også et smukt portræt af Burundi med dens eventyrlige og idylliske landskab. Det er en stor narrativ præstation at gøre den politiske konflikt så nærværende og personlig for læseren og samtidig bevare Burundi som et smukt land fuld af muligheder. Romanen kan varmt anbefales.

Petit Pays udkommer på dansk i foråret 2017 på Forlaget Arvids.