Af Camilla Nielsen

Frankrig har været offer for en lang række terrorangreb i løbet af de sidste få år, og disse forfærdelige hændelser er man begyndt at bearbejde i forskellige udtryksformer. Langt de fleste af værkerne har karakter af vidensbyrdfortællinger, der alle har det til fælles, at de ikke vil lade sig kue. Tendensen kender vi fra tidligere forfærdelige angreb, og selvom det er komplekse og svære emner at behandle, fremstår værkerne som en vigtig del af samtidslitteraturen.

Hvad stiller et menneske op, efter at det er blevet udsat for traumatiserende oplevelser i en krig, en ulykke eller i et af disse tiders terrorangreb? Efter Verdenskrigene stod det klart for mange, at det var så godt som umuligt at begå kunst i kølvandet på tragedierne. Det også er et svært emne at arbejde med, for der er mange mennesker, som er dybt berørt af hændelserne og som beskylder kunstnere for at drive virksomhed oven på andre menneskers tragedie. Men, for nu at citere en britisk premiereminister, hvad er det hele værd, hvis vi ikke har kunsten og kulturen? Ikke nok med at kunsten beriger livet – også efter traumatiserende hændelser – så er der også et grundlæggende behov for at afdække, dokumentere og forklare det forfærdelige, som Primo Levi gjorde det vidnesbyrdromanen ”Hvis dette er et menneske” (1947), som han skrev efter sit umenneskelige ophold i Auschswitz.

Det samme forhold gør sig gældende i de mange terrorangreb, vi har været vidne til i dette årtusind. Et enkelt eksempel er det, vi kunne kalde 22.juli-litteraturen med reference til Breiviks masskre på Utøya i 2011. Det seneste værk om dette angreb er Erik Poppes ubærlige film om terrorangrebet, ligesom de danske teaterfolk Christian Lollike, Olaf Højgaard og Tanja Diers har bearbejdet angrebet med stykket MANIFEST 2083. Andre norske kunstnere og forfattere, herunder blandt andre Karl Ove Knausgård, Jan Kjærstad og Åsne Seierstad, har behandlet angrebet i et forsøg på at forstå, hvad der skete og forstå manden bag angrebet.

Frankrig har været offer for en lang række forfærdelige terrorangreb inden for de sidste få år. Vi skal her ikke komme ind på årsager og bagmænd til angrebene, men udelukkende kigge på den litteratur, der har forsøgt at forklare og bearbejde de mange angreb – og det er der en del af. Formentlig vil der komme meget mere af det i de kommende år, efterhånden som folk får hændelserne på afstand, men hvor der stadig er et behov for at forstå en mening bag det uforståelige. Det er i hvert fald det der vil ske, hvis vi sammenligner tendensen med Norges behov for bearbejdning af den 22.juli.

Hvis du klikker dig ind på Netflix, kan du se en serie i tre episoder med titlen ”13. November. Angrebet på Paris”. Det er en serie lavet af brødrene Jules og Gédéon Naudet. I serien kan du få et kronologisk overblik over terrorangrebene i Paris d. 13.november 2015. Hvis du ellers kan bære at komme igennem hele serien, for den er hård at se. Det hele starter på Stade de France. En far fortæller om, hvordan hans lille søn lige var gået ud på toilet kort før bragene fra bomberne lød, og han beretter om den uendelighed der gik, inden han fandt sin søn.

Senere ser vi autentiske optagelser af angrebene på caféerne rundt ved Canal Saint-Matin. Folk der fortæller om, at de spillede døde for ikke at dø. Sådan er det hele vejen gennem serien – kronologisk gennemgang af aftenens forfærdelige hændelser samt en række vidensbyrd fra folk, der enten befandt sig på Stade de France, på en café eller inde på Bataclan. Netflix-serien er således et emblematisk eksempel på et stykke kunst, der forsøger af afdække hændelserne – hvornår skete hvad og hvor lang tid tog det hele? Samtidig er det en vidensbyrdsfortælling fra flere ofre, der rørende fortæller om deres tanker og overmenneskelige handlinger under angrebet. I serien lærer seeren også caféejeren fra caféen La Belle Équipe at kende. Han mistede sin kone under angrebet. Han fortæller at mordet var meningsløst for ham i lang tid, men at han ville ikke lade terroristerne vinde. Derfor gik der ikke mange dage før, caféen igen var åben i trods mod terroristernes ærinde.

Den samme følelse finder vi i Antoine Leiris’ fine roman ”Vous n’aurez pas mon haine” (2016) (da. ”I får ikke mit had”). Allerede i titlen finder vi samme stemning, som der var at finde hos vidensbyrdene i Netflixserien – man vil ikke lade sig kue og dermed lade terrroristerne vinde.

”Alors non je ne vous ferai pas ce cadeau de vous haïr .Vous l’avez bien cherché pourtant mais répondre à la haine par la colère ce serait céder à la même ignorance qui a fait de vous ce que vous êtes”.

Det var det, Leiris til at starte med skrev i en facebookopdatering, efter han mistede sin kone, som var et af de mange ofre under angrebet på Bataclan. Da hun døde, blev han enke og enefar til sønnen, Melvil på lidt over et år. ”Vous n”aurez pas mon haine” er en meget personlig beretning, om en mand, der i starten har svært ved at forstå tragedien. Bogen åbner med, at jeg-fortælleren er alene med sønnen. Konen, Hélène er til koncert, og han bliver småirriteret over, at hun sender ham sms’er om, hvad han laver. Han undrer sig over, hvorfor hun ikke bare kan nyde koncerten. Senere kommer der flere sms’er af anderledes og dyb tragisk karakter. Dagen efter skal jeg-fortælleren identificere liget af sin kone samtidig med, at han på en eller anden måde skal fortælle sin søn, at mor ikke kommer hjem igen:

”Melvil ne pourra pas pas passer ces pages de sa vie comme elle passait les pages de l’histoire. Je n’ai pas de baguettes magique. Notre coccinelle s’est sur le nez de la sorcière elle avait une Kalachnichnikov en banboubouliere et la mort au bout du doigt”.

Igen er det en meget voldsom og svær roman at komme igennem, men budskabet er vigtigt for eftertiden at forstå – selvom terroristerne brutalt adskilte en mand og en søn fra deres kone og mor, vil kærligheden altid vinde over hadet: ”Elle sera avec nous, là, invisible. C’est dans nos yeux qu’on lira sa présence, dans notre joie que brûlera sa flamme, dans nos veines que couleront ses larmes”.

Den samme konklusion finder vi i Laurence Tardieus roman ”A la fin le silence” (2016), som endnu ikke er oversat til dansk. Her er budskabet, at man bliver nødt til at fokusere på det gode i livet på trods af en verden fyldt med terror. Fortælleren i romanen, som formentlig er forfatteren selv med en form for autofiktiv stemme, beretter om året 2015, der på alle måder vendte op og ned på hendes liv:

”Fin avril, mon petit garçon est né. Cela fait dix mois que les attentats ont eu lieu. La sage-femme m’a dit “Ca y est il est là, je vois ses cheveux”, et j’ai su alors, comme si tout ce que j’allais vivre par la suite m’était donné à entrevoir en un éclair, que je vivais les derniers instants d’une vie qui s’achevait et qu’une nouvelle était sur le point de commencer, une nouvelle qui ne pourrait en rien se confondre avec la précédente, qui se déploierait au-dessus d’elle, ne l’oubliant pas pourtant, l’embarquant avec elle pour l’élever à hauteur d’un présent nouveau, un présent miraculé, comme si le temps, au sein même d’une vie, pouvait d’un coup tracer des frontières irréversibles et délimiter des territoires, avant c’était ainsi, désormais ce sera comme ça.”

I slutningen af 2014 finder hun ud af, at hun er gravid. Samtidigt beslutter hun sig for at sælge sit barndomshjem med alt hvad dertil hører af barndomsminder. Kort tid efter i det nye år lammer angrebene på Charlie Hebdo hele Frankrig. Disse ting – hussalget og graviditeten over for terrorangrebet – det parikulære fra jeg-fortællerens liv over for det universelle i chokket over terrorangrebet, er rammen om romanen.

Denne sammenstilling giver anledning til spørgsmål om, hvordan man kan komme tilbage til hverdagen efter et terrorangreb? Hvordan kan man bekymre sig om ens egne småproblemer i dagligdagen, når andre familier har mistet deres kære i et uforståeligt angreb?

Det er oplagt at søge svar herpå gennem kunsten og litteraturen, som vi har set eksempler på op gennem historien. Det har også vist sig at være tilfældet med angrebene på Frankrig, hvor Hemningways ”Paris est une fête” (1964) (da. ”Der er ingen ende på Paris”) og ”Déclaration universielle des droits de l’homme illustré” fra forlaget Éditions du Chêne strøg til tops på bestselle-listerne i dagene efter d. 13.november 20151 – et bevis på, at folk havde et behov for at læse noget litteratur, der hylder den parisiske stemning og sætter streg under franske værdier – som en trods mod terroristerne. Og den trods vil nok fortsætte i mange år frem i kunsten og i debatten, der bliver til som en reaktion efter angrebene.