Anmeldelse af ”Les Loyautés” (2018) af Delphine de Vigan. Udgivet af forlaget J.-C. Lattés. 208 sider.

Af Ida Nielsen.

I forbindelse med La Rentrée Litteraire i Frankrig udgav Delphine de Vigan værket ”Les Loyautés” (2018), som endnu ikke er oversat til dansk.
Denne boganmeldelse ser nærmere på den franske forfatter Vigans seneste udgivelse, men drager også paralleller til den portefølje af værker, som ligger forud for dette års roman. Fælles for værkerne er nemlig, at der kan udledes et omdrejningspunkt, som i nogle værker er implicit udtrykt, mens det i andre er mere eksplicit, bl.a. i ”D’après une histoire vraie” (2016) – nemlig forholdet mellem fiktion og virkelighed. ”Les Loyautés” er – ligesom Vigans øvrige værker – en på én og samme tid let læselig bog med et simpelt sprog og mange dia- og monologer, som konstant bevæger sig i skæringspunktet mellem fiktion og virkelighed. Hendes bøger har let relaterbare tematikker som fx mor-søn-forholdet i ”Les Loyautés”.

 
Loyalitet og (u)synlige bånd
”Les Loyautés” er læst på ganske få dage med sine kun 208 sider fordelt på 33 korte kapitler og med en skrivestil, som er simpel og tilgængelig. Kapitlerne veksler med personer, som er i fokus, og hvis refleksioner og interaktioner, vi som læsere følger.
Temaet er, som bogen så fint indledes med at beskrive, loyalitet eller troskab. Her ligger der en oversættelsesproblematik mellem fransk-dansk, hvorfor små nuancer desværre nemt går tabt.

Ce sont des liens invisibles qui nous attachent aux autres – aux morts comme aux vivants, ce sont des promesses que nous avons murmurées et dont nous ignorons l’écho, des fidélités silencieuses, ce sont des contrats passés le plus souvent avec nous-mêmes, des mots d’ordre admis sans les avoir entendus, des dettes que nous abritons dans les replis de nos mémoires […]

I forordet beskriver Vigan ordet eller fænomenet les loyautés, som en slags usynlige bånd eller forbindelser, der knytter mennesker sammen. Disse forbindelser kan både ses som forpligtelser og krav, men også som en del af os – noget iboende, konstant, noget imod hvilket, vi mennesker er tro. Der er altså her en binær relation.
Det er svært at finde en betydningsforklaring af ordet loyalitet på dansk, men i bibelsk betydning står det hebraiske ord mere for trofasthed end for forpligtelse, hvilket falder i fin tråd med Vigans udlægning af ordet.

I bogen møder vi fire forskellige skæbner, som hver har deres separate afsnit, hvor deres synsvinkel i mere end en forstand kommer til udtryk. Mathis er venner med Theo, de går i klasse sammen. Cécile er Mathis mor, hvis relation til sin mand, Mathis far, ændrer sig igennem bogen. Helene er skolelærer i Theo og Mathis’ klasse, og det er igennem hendes øjne og ører, at man som læser i de første kapitler bliver ført ind i historiens kerne: Theo har problemer derhjemme, som nu spreder ringe i vandet. Han er begyndt at drikke stærk alkohol – ligesom sin arbejdsløse far derhjemme – sammen med sin bedste ven, Mathis, før, i og efter skoletid. Dette påvirker Theos skolegang og præsens derhjemme, hvilket især Helene er bekymret for. Cécile og Helenes kapitler står i jeg-person, mens drengenes kapitler er beskrevet med 3. person ental. Det er med andre ord, mødrene som observerer og bestemmer måden, hvorpå begivenhederne skal fremstilles, mens drengene er genstand for disse observationer og hermed vurderinger.
Bogens fire primære karakterer er alle forbundet via usynlige bånd, som enten kommer til udtryk i direkte handlinger i bogens plot eller i flash backs fra nogle af karakterernes fortid. Det følgende afsnit vil beskrive et par af disse forbindelser.
Først har vi skolelæreren Helene – den karakter, som på en måde er bindeled mellem alle karaktererne qua hendes arbejde på skolen. Hun har i løbet af bogen direkte kontakt med Mathis, Theo og Cécile. Skolelæreren føler en særlig forbindelse til Theo – hun fyldes af omsorg og ansvar for at hjælpe ham. Hun kan se – via hans fravær, trætte øjne og rastløshed, at han ikke har det godt. I et af hendes kapitler får hun enkelte tilbageglimt til sin barndom, minder som dukker op, og som overrumpler hende. Helenes far har slået hende, da hun selv var barn, og nu ser hun Theos sår og blå mærker, og hun indser, at hun er den eneste, som kan se det, og som ved, præcis hvordan han har det – og hun føler det rent fysisk, dette bånd og denne særlige forpligtelse over for Theo.

J’ai senti la panique m’envahir. Des images m’assaillaient sans que je puisse les contrer. Je n’arrivais pas à calmer mon esprit, à reprendre mon souffle, je ne pouvais m’empêcher de l’observer pour tenter de comprendre ce qui se passait.
Alors j’ai vu les blessures sur son corps, je les ai vues aussi nettement que si ses vêtements avaient été déchirés à ces endroits précis pour laisser apparaître les contusions et le sang.
(s. 58-59, Vigan 2018)

Rent fysisk oplever Helene det, Theo gennemgår, og hun kan spejle sig selv i drengen. Theo som selv har et anstrengt forhold til sin far, og hvor rollerne nærmest er byttet rundt, og det nu er Theo, der skal sørge for, at faren kommer ud af sengen hver dag, vasker sig og får lidt at spise. Der er altså et bånd, som knytter Helene og Theo sammen: De deler lignende oplevelser fra barndommen.

En af bogens andre karakterer er Mathis, som er bedste venner med Theo. Mathis er draget af ham, og denne tiltrækning gør, at han langsomt bliver en del af Theos alkoholiske vaner. I starten er han fascineret og synes, det er spændende, men efterhånden kommer alt til at handle om alkohol, hvornår de kan drikke igen under trappen på skolen, og hvordan de kan skaffe endnu en flaske:

Boire était un jeu. Au début. Un jeu clandestin qu’ils partageaient tous les deux.
À présent Theo ne pense plus qu’à ça. À peine Mathis met-il un
pied dans l’enceinte du collège qu’il doit répondre aux questions pressantes de son ami: a-t-il trouvé l’argent ? a-t-il récupéré une flasque ? combien il en reste ?
(s. 126, Vigan 2018)

Cecile, en af de mere anonyme karakterer, men som bestemt ikke kan undlades plottet, fornemmer, at hendes søn, Mathis, er ude i noget rod. Hun ved, at Mathis og Theo er bedste venner, og at Theo nok ikke er det bedste selskab for ham. Cecile virker som en kvinde, som er passiv i sit liv. Hun observerer og tager ikke aktion, indtil en dag. En dag opdager hun, at hendes mand, William, viser sig, at være en helt anden, end den hun giftede sig med. Hvad hun opdager, bør stå hen til fremtidige læsere at finde ud af. Summa summarum er, at Cecile lukker sig mere og mere inde i sig selv – hun begynder endda at tale med sig selv. Dette skaber en endnu større distance mellem Mathis og Cecile:

L’autre jour, Mathis m’a surprise dans la cuisine, je ne l’avais pas entendu rentrer. Il est arrivé derrière moi.
– Tu parles toute seule maman ?
J’ai été prise de court.
– Non, mon chéri, je parle avec la voisine du dessous qui est là mais que tu ne vois pas.
Il a eu une seconde de doute, et puis il a ri.

Cecilie kan – eller tør måske – ikke tale med sin mand om Mathis. Hun er sikker på, at hun er grunden til, at han er blevet, som han er. Hun ved, at hendes søn er et produkt af hende (og William). Her ser vi igen de usynlige bånd, som på samme måde også binder Cecile sammen med sin mand – også nu, hvor hun ikke kan genkende ham mere, genkende den mand, hun blev forelsket i.

Som de fire karakterer i bogen viser, så er vi mennesker helt overordnet – uanset om vi vil det eller ej – forbundet af loyautés – både til familie af blodets og ægteskabets bånd, men også til vores omgangskreds. De mennesker, vi møder igennem livet, påvirker os og former os. Bånd – som kan knyttes mellem venner, Mathis og Theo, bånd som knyttes mellem familie, Theo og hans fordrukne far, Mathis og Cecile, men også bånd, som kan knytte to mennesker sammen, som deler samme skæbne, Helene og Theo.
Man fornemmer hele tiden, at Helene er bogens hovedperson, og en stor del af hendes tanker kommer fra noget biografisk. Her har Vigan udleveret noget af sig selv for at kunne skabe en så troværdig karakter, en karakter, som giver bogen sin kraft, og som gør, at den rammer så stærkt.

Ved at sætte sig ind i Vigans opvækst og hendes tidligere værker er der et ræsonnement for, at karakteren Helene netop har elementer af Delphine selv i sig, hvilket næste afsnit vil uddybe.

 
Vigan og det autofiktive.
Delphine de Vigan er fransk født den 1. marts 1966 og blev forfatter i en relativ sen alder. Efter sit gennembrud med ”No et moi” (2008) blev hun forfatter på fuld tid. Vigan skriver primært romaner og i genren autofiktion, hvilket ”Les Loyautés” også er, og fik sin debut med ”Jours sans faim”.
Vigans værker er de seneste år blevet kendt og anerkendt i Danmark og har opnået international anerkendelse. De tematikker, hun behandler, og som jeg også tror, er en af grundene til denne anerkendelse, er genren autofiktion – især i værket ”D’apres une historie vraie” (Baseret på en sand historie”) (2016), som metadiskuterer, hvad fiktion og autofiktion egentlig er, og om brugen af den autofiktive genre er nødvendig for at fange læserens opmærksomhed. For skal en forfatter udlevere noget af sig selv, for at læserne gider læse værket? Er ”Les Loyautés” kun interessant, fordi karakteren Helene har genkendelige træk med Vigan?

Netop det at skrive i den autofiktive genre rammer ind i en tendens, som de seneste år har været præget af – særligt i slipstrømmen på den norske forfatter Karl Ove Knausgaards hovedværk ”Min Kamp” og denne særlige skrivestil, som er et forsøg på via skriften at nå helt ind til det virkelige, at beskrive det selv-oplevede og realistiske ved – til tider overdrevent og grænseoverskridende – at udlevere sig selv i en sådan grad, at man som læser nærmest græmmes men dog alligevel fastholdes. Læseren fastholdes, formentlig fordi genren autofiktion formår at ramme ind der, hvor de færreste – og til tider ikke en gang én selv – kan nå ind og samtidig formå at beskrive dette rum. Det mester Knausgaard til fulde, men Vigan formår – til en vis grad – også at bidrage med egne erfaringer og refleksioner i sine romaner, som afviger alligevel fra det biografiske ved at lade rammerne for tid/sted og handlinger stå udefinerede. Det de to forfattere har til fælles, er den enkelte skrivestil, det langsomme handlingsforløb og de mange hverdagsagtige beskrivelser, som alligevel og måske netop derfor fastholder læseren.