Carsten Sestoft

Punket samtidsdiagnose

Virginie Despentes’ romantrilogi om Vernon Subutex er ikke nem at sammenfatte i få ord, især fordi romanens afslutning på flere måder ændrer perspektivet på det, man har læst, samtidig med at man dårligt kan røbe hvordan uden at frarøve potentielle læsere en del af fornøjelsen ved at læse det hele. En række konstateringer kan måske indkredse værkets kvaliteter.

Først og fremmest er det en god roman. Den har fremdrift, humor og originalitet. Et krimiagtigt plot tager langsomt form hen over de godt 1200 sider og får én til at læse videre. Humoren findes ofte i bemærkninger en passant, fx om en virksomhedspraktik, som giver hovedpersonen mulighed for at ”holde sig orienteret om RER-togenes problemer”, men så heller ikke så meget andet.

Stilistisk er den talesprogspræget og indskriver sig dermed i en tradition grundlagt af Céline og Queneau. Førstnævntes Voyage au bout de la nuit begyndte som bekendt med sætningen: ”ça a débuté comme ça”, og dén sætning genfindes flere steder i en let varierede former. Der bruges en del verlan og slang, så den klassisk skolede læser bliver sommetider sat af. Tidvist er der noget tegneserieagtigt over det hele, nogle gange minder den om en fransk Jan Sonnergaard med punksensibilitet og tendenser mod hårdkogt roman noir.

Romanens tre bind udkom i 2015 og 2017 og er meget samtidsprægede, det sidste bind fra 2017 især af de to attentater på Charlie Hebdo og Bataclan i januar og november 2015, som deprimerer romanens personer yderligere. Flygtningekrisen i 2015 og Nuit debout er også med. Med sin integration af samtiden opererer Despentes også på Houellebecqs terræn. I romanen konstaterer Sélim, der er universitetsforsker af algerisk oprindelse, således et sted, at franskmændene omkring ham ”ikke længere bebor det Frankrig, som fortryllede ham. De lider. Det er ikke til at sige, hvad der i den grad plager Europas elskede børn.”

Første bind handler om hovedpersonen Vernon Subutex’ deroute som falleret indehaver af en rockpladeforretning, der er overflødiggjort af medieudviklingen. Han bliver sat ud af sin lejlighed, og forløbet i dette bind består i hans hyppigt vekslende overnatningssteder hos venner og bekendte, som samtidig udgør romanens persongalleri. De fleste lever i mere eller mindre prekære arbejdsforhold, nogle inden for mediebrancher som film, porno, internettrolling eller journalistik. Mange tager stoffer i mere eller mindre omfang. Nogle har også ret egenartede navne som Lydia Bazooka eller La Hyène. Der er en del minoriteter repræsenteret, både homo- og transseksuelle og arabere.

I andet bind udvikler plottet sig omkring et langt selvinterview på video, som subutex’ ven, rockmusikeren Alex Bleach, lavede en nat, mens han selv stenede i baggrunden. I videoen beskylder Bleach en filmproducer for at have slået en pornostjerne ihjel, hvilket igangsætter dels en jagt på videoen fra filmproducerens side, dels en hævnaktion mod filmproduceren fra pornostjernens datter. Dette plot udvikler sig i mange retninger og etaper, og imens bliver Subutex en art DJ-guru for en særegent heterogen gruppe af gamle venner og tilløbende, først i Buttes Chaumont-parken, senere i mere utopiske omgivelser på landet. Her handler det om at forsvinde fra og unddrage sig den gamle verden, og som det hedder, ”at hippierne gik i stå dér, er ikke en grund til at holde op med at prøve”.

Det, der for mig at se udgør romanens store kvalitet, som hæver den over det groteske og karikeret tegneserieagtige, er dens fordybelse i den enkelte persons perspektiv og historie. Romanen giver sig tid til at fortælle de mange personers individuelle historier på en måde, der er solidarisk med deres perspektiv på verden. Meget af romanen fremtræder som en art dækket direkte tale eller tanke, deraf talesproget. Også romanens dumme svin og tvetydige helte gengives på denne måde, så selv om der ikke er så meget tvivl om romanens antibourgeois holdning og afskyen for penge- og markedsvældet, giver romanen dem på sin vis alle sammen en chance.

Som nævnt er køn en tematik. Der er ingen tvivl om, at den maskuline dominans fremtræder som en vigtig dimension i Frankrigs mange lidelsesfulde problemer, men Despentes ser også klart og med en sommetider forbavsende tolerance, hvordan mandsvældet også former og hæmmer mænds liv. Romanen er nok samtidsdiagnostisk, men ikke terapeutisk. Det gode ved den er måske, at den trods alt heller ikke er nihilistisk.

 

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail

What do you want to do ?

New mail