Carsten Sestoft

 

Livsbekræftende dokumentarisk værk om levende og døde i en parisisk ejendom

 

Ruth Zylberman, 209 rue Saint-Maur Paris Xe. Autobiographie d’un immeuble. Éditions du Seuil/Arte Éditions, 2020

Dette er en bevægende og fascinerende bog. Den bliver det ikke mindre af at være en opfølger til dokumentarfilmen Les Enfants du 209 rue Saint-Maur Paris Xe fra 2017, som indtil 15. januar 2022 kan ses på Artes hjemmeside.

Filmen er en dokumentarfilm (kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=RkXCtFHQBZM). Det er bogen også, selv om der vel egentlig ikke findes noget, man kalder dokumentarbøger. Hendes arbejdsmetode med omfattende brug af arkiver ligner historikeres, men sigtet er mere eksistentielt og subjektivt, så måske er det et dokumentaressay. Det kan måske minde lidt om Svetlana Aleksijevitjs bøger, om end det er filmen snarere end bogen, som ligner dem mest, fordi filmen mere konsekvent består af de interviewedes tale. Bogen er i hvert fald et litterært værk, som gør stort indtryk.

Bogen deler udgangspunkt med filmen, nemlig på den ene side Zylbermans interesse for at genopvække stemmerne hos de jødiske børn, der under 2. verdenskrig forsvandt i Auschwitz. Den interesse har hun fra sin egen familiehistorie, fordi hun – der er født i 1971 – har en far, der akkurat undgik den skæbne i det 18. arrondissement, som også hun selv bor i.

Med hjælp fra et kort over bopælene for alle deporterede jødiske børn fandt hun på sine vandringer i Paris frem til 209, rue Saint-Maur i det 10. arrondissement, hvorfra ni jødiske børn blev sendt til udryddelseslejrene. Gennem et omfattende arbejde med folketællingslister, talrige arkiver og søgen efter mennesker fandt hun så frem til de overlevende og slægtninge, som optræder i såvel filmen som bogen.

Hvor filmen udelukkende fokuserer på ”børnene fra 209 rue Saint-Maur”, går bogen bredere til værks, dels fordi Zylberman gennem alle sine arkiver også finder mangt og meget om andre tidligere beboere i husets historie, siden det blev bygget i 1840erne (herunder fotos af gadens barrikader i 1848), herunder kommunarder fra 1870, involverede i første verdenskrig og beboerne efter 2. verdenskrig op til i dag. Dels fordi hun i bogen også fokuserer på hele processen med at optrevle historien fra de blotte navne på de ni deporterede børn til fundet af tidligere beboere i huset fra første halvdel af 1940erne, som nu er gamle og bosat alle mulige steder i Frankrig og verden – Israel, Australien, USA.

Projektet er emotionelt og eksistentielt tonet og på alle måder personligt involveret. Zylberman bliver vred ved fundet af en liste over tingene fra en i 1942 ”arianiseret” (dvs. beslaglagt og videresolgt) restaurant i rue Faubourg-du-Temple, som blev drevet af en af husets jødiske beboere. Listen opregner 3 forklæder, 12 viskestykker, 6 saltkar, 4 æggebægre osv., og den gør hende vred, fordi den fortæller om en vanvittig verden, hvor ubetydelige brugsgenstande beslaglægges og derigennem om ”trivialiteten i en systematisk ondskab uden format”.

Den emotionelle tyngde ligger selvsagt i den jødiske del af historien fra besættelsen. Den usigelige tristesse hos børn, der nu er omkring 80, som blev skilt fra deres aldrig tilbagevendte forældre, og for nogles vedkommende også selv har et ophold i Auschwitz bag sig, håndteres med stor blufærdighed i filmen, men bliver tydeligere i bogen. Zylberman spørger sig undervejs med hvilken ret, hun genopvækker det fortrængte hos de overlevende, men den afsluttede scene i filmen, hvor alle de genfundne mødes i ejendommens gård, er virkelig bevægende og i en vis forstand utrolig.

En diskret gennemgående sorg i både film og bog er, at det aldrig lykkedes Zylberman at finde nogen, der kan huske Daniel Szulc, født 1939 og deporteret ”i retning af Auschwitz” den 6. november 1942 sammen med sine forældre, eller nogen andre spor i det hele taget. Der er intet tilbage, til forskel fra Zylbermans mor, som også er født i 1939 og blev deporteret til Ravensbrück som 5-årig, men som blev befriet i Bergen-Belsen i april 1945 og således kunne vokse op og få et barn, der blev optaget af disse skæbner.

Alligevel er bogen også optimistisk og livsbekræftende på sin egen måde. Projektet handler for Zylberman om at høre de dødes ”stemmer” og at fornemme deres lyde og silhouetter. Ved at genopvække dem som mennesker, der en gang var levende og nærværende, får man følgeskab og bliver mindre ensom på livets vej, som hun skriver. Hun er fascineret af ”det øjeblik, hvor et navn begynder at få liv”, fordi man har fundet ud af noget om personen ved et tilfælde eller gennem efterforskning, og hun ser deri et beskyttende bånd mellem de levende før og nu.

Zylbermans projekt forbinder sig indlysende med Georges Perec, som har leveret den ene af bogens to epigrafer. Perec talte i W ou le souvenir d’enfance om, at det at skrive for ham var mindet om forældrenes død og bekræftelsen af hans liv. At bruge et hus i en parisisk gade som prisme for at genskabe de tabte liv er selvfølgelig en hilsen til La Vie mode d’emploi. De folk, som Zylberman interviewer er på Perecs alder, født i 1930erne af indvandrede jøder fra Østeuropa (som Perecs forældre), der ofte havde jiddisch som modersmål.

Samtidig er Zylbermans bog og film også i slægt med de litterære projekter hos Patrick Modiano eller W.G. Sebald i måden at finde spor i nutiden af en fortid, der altid ender med at have med nazismen at gøre. Hendes bog har i forsøget på at vække mindet om de døde til live også affiniteter med billedkunstneren Christian Boltanskis værker.

Bogens fokus på husets historie i efterkrigstiden er en del af det livsbekræftende ved projektet. Huset er konstrueret som en karré omkring en kvadratisk gård med ganske små 1- eller 2-værelseslejligheder uden rindende vand og med fællestoiletter på trappen.

I det meste af dets historie var beboerne lejere med lav indtægt, hovedsagelig arbejdere og håndværkere, herunder en del revolutionære og kommunister. De jødiske immigranter fra Østeuropa i første halvdel af det 20. århundrede blev afløst af portugisere og nordafrikanere (især marokkanere) i anden halvdel af det 20. århundrede. Nogle af dem taler Zylberman også med, og mange erindrer en slidt og skummel bygning, sodsværtet af kulrøg fra opvarmning og udstødning.

I Zylbermans nutid står ejendommen nypudset og er ved at blive gentrificeret, fordi dele sælges fra til ejerlejligheder, som inddrager de tidligere korridorer og slår lejligheder sammen. Tidligere værksteder i gården bliver til loft-agtige boliger. De nye beboere med kulturel kapital lever problemløst sammen med de gamle, omend uden meget samkvem. Alle har dog en god relation til ejendommens concierge Mohammed, som har viet sit liv til ejendommen.

Denne udenomshistorie placerer den jødiske del af historien i en kontekst, som på sin måde sætter den i et perspektiv som noget undtagelsesvist, samtidig med at den faktisk bekræfter hendes idé om en samhørighed mellem de levende af forskellige generationer, bl.a. fordi reaktionerne blandt beboerne på en anden historisk undtagelse, nemlig attentaterne mod Bataclan og flere andre steder ganske tæt på rue Saint-Maur den 13. november 2015, er taget med som en dimension af undersøgelsen i bogen.

Jeg kan anbefale at læse bogen før man ser filmen. Filmen bliver lettere at følge og får mere vægt af den ekstra viden og de supplerende perspektiver, som bogen giver plads til.