Sebastian Egholm Lund

 

“Glem alt om sport”

Olivier Haralambon: Rytteren og hans skygge, oversat af Peer Bundgaard, København:  Forlaget Bobo – Den franske bogcafes forlag, 2018.

Olivier Haralambon: Mine imaginære ryttere, oversat af Peer Bundgaard, København: Forlaget Bobo – Den franske bogcafes forlag, 2020.

Landevejscyklingen har – ulig mange andre sportsgrene – ofte udgjort intellektuel inspiration for forfattere, filminstruktører og filosoffer. Refleksioner over cykelsportens galskab og apoteoser er traditionelt blevet foretaget af udenforstående voyeurs, der investerer eget syn i formidlingen af sportens mytologier og dramaer. Et eksempel er Curzio Malapartes essay Coppi e Bartali (1947), der anvender de to ikoniske rivaler Fausto Coppi og Gino Bartali som symboler på den kulturelle, sociale og politiske splittelse, der prægede Efterkrigstidens Italien, hjemsøgt af fordums (katolske) fascisme, på vej mod kommunisme – en bevægelse, der spejlede Malapartes egen politiske udvikling. Cykelrytteren Coppi er desuden omdrejningspunkt i Jørgen Leths korte heltekvad “Fausto Coppi” fra Sportsdigte (1967), imens Leths subjektive sort-hvid-dokumentar En forårsdag i helvede (1977) om endagsløbet Paris-Roubaix fremmaler et levende ikonmaleri af cykelhelgenerne Roger De Vlaeminck og Francesco Moser.

Kendetegnende for mangen kunstnerisk refleksion over cykelsporten er det subjektives fortrin. Den individualiserede og nøgne cykelkrop træder i kunsten frem som en persona, en type, en helt på landskabets scene. Cykelsporten må forstås med udgangspunkt i jegets oplevelser og idéer, dets fornuft og følelse. Jeg må derfor også nævne den særligt personlige journalistiske formidling af landevejens korsfarere hidrørende franske fortolkere som Albert Londres og Antoine Blondin. Londres’ dybdegående vanvidsreportager fra det pandæmoniske Tour de France i 1924 og Blondins årelange virke som (særligt) Tour de France-journalist for sportsavisen L’Équipe er begge eksempler på essayistisk sportsformidling, der først og fremmest er erfaringsbaseret og dyrker jegets forhold til cykelsceneriet. Opsamlende udgivelser af både Londres’ og Blondins skrifter er for nylig blevet oversat af Peer Bundgaard, der også agerer oversætter for forhåndenværende udgivelser, Olivier Haralambons Rytteren og hans skygge (2018) og Mine imaginære ryttere (2020).

I modsætning til fx Malaparte og Leth, var Haralambon – om end lidet succesfuld – selv professionel cykelrytter i perioden 1987-1996, hvorefter han tog en uddannelse i filosofi med speciale i den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty. I 2014 debuterede den 47-årige Haralambon med Le Versant féroce de la joie om det skandaleombruste og uforløste stortalent, cykelrytteren Frank Vandenbroucke, og har siden udgivet Le coureur et son ombre (2017) og Mes coureurs imaginaires (2019). Haralambon kender, ulig mangen cykellitterat, derfor sporten helt ind til racercyklens metaleger. Men hvordan skriver den tidligere cykelrytter og nuværende filosof så om denne disciplin, landevejscyklingen, der er så gennemsyret af klichéer om vandbærere og kaptajner, storhed og fald? Lad mig begynde i det paratekstuelle, fortællingernes virtuelle startskud.

De danske oversættelser har fået undertitlerne En beretning om cykelsporten og dens inderste væsen og En beretning om cykelryttere og deres inderste sjæl, som ikke er til stede i de franske originaler. Det er dog ganske interessant og givende paratekst, som for det første peger på Haralambons aftegning af cykelrytterens og cykelsportens koncentriske cirkler, men også på fortællestilen: beretningen. En ‘beretning’ defineres ifølge Den Danske Ordbog som en “skriftlig gengivelse af virkelige og opdigtede begivenheder” og rammer i Haralambons tilfælde plet, da forfatterens tekster præges af refleksionsrum, der bliver labile, fordi de koordinerer partikulære erfaringer med fiktive fascinationer. Haralambon skriver i civil, men dette indebærer en hybrididentitet, der er lige del filosof, forfatter og cykelrytter.

Rytteren og hans skygge tager udgangspunkt i jegets rungende haller og ekstrapolerer herfra. Der er ikke tale om nogen olympisk og hierarkisk struktur, men snarere om løstbundne, subjektive indkredsninger og omkredsninger af sportens kerneelementer. Med forfinet indsigt i cykelrytterens skrøbelige, men udsøgte psyke, reflekterer Haralambon fx over den grad af “exceptionel følsomhed” og “kundskab af højeste karat”, det kræver at være cykelrytter: En vinkelændring i ringfingerens positur over en længere bjergbestigning er nok til at ændre den “samlede muskelmekanik” og dermed resultere i forvredne lemmer. Cykelrytterne er ikke sportsmænd, de er kunstnere, akrobater, linedansere, sømænd, forstås. Med samme kyndige (ind)blik zoomer Haralambon midtvejs ud og danner en suveræn helikopteroverflyvende karakteristik af det pulserende, brogede og fleksible cykelfelt (fr. peloton, egentlig ‘garnnøgle’), som bugter og slår sig i symmetri med landskabets konturer som en konvulsivisk “kinesisk nytårsdrage”, der i enkelte spidsmomenter spyer stikflammer ud i form af udbrydende ryttere.

At Haralambon selv har oplevet smagen af jern, siddet fastlåst i feltets brydertag, kørt øjnene hvide og tømt hylsteret glemmer man som læser aldrig, da tekstens mere vidtløftige passager komplementeres af et småperverst forhold til det kropslige. Haralambon beskriver bl.a. hvordan “plastic-brystvorten på dunken […] sikkert har hærdet sig inde i mig som en art arkaisk element af min seksualitet” og forklarer indgående, hvordan han med kærlighed fører fingerspidserne over cyklens dele “som en elsket krop, de glatte og de noprede, de varme og de kolde, overfladerne og folderne.” Samme kropslige sensibilitet er gældende, når cykelrytter-forfatteren præcist beskriver den delikate beherskelse af tilværelsen på to hjul:

Når man forlader sig på hjulene, placerer man sig på to uanselige overflader, så uanselige, at de nærmest kun er prikker, når dækkene er hårdtpumpede, man sidder på to nåle, der glider hen over vejbanen, men som snart bliver lige så følsomme og sikre som blommen på vores fingre, når de mærker efter, om en frugt er moden.

Den kropslige tilstedeværelse er for Haralambon den ene del af sportens dialektik, da pinslen af legemet giver et ‘empirisk’ indblik i “tidens vertikalitet’ og udmønter i en mystisk opstigning på vej mod den “oplevede evighed”. For Haralambon komplementerer landevejscyklingens liturgi derfor den kirkelige: den finder sted søndag morgen, hvor kørende grupper af cykelryttere udgør “små ambulante kirker”.

I Mine imaginære ryttere fortsætter Haralambon analogierne mellem det spirituelle og det sportslige. Bogen er en imaginær hagiografi over cykelsportens helte, et panteon over landevejens arketyper. Haralambon giver ingen navne, selvom vi bag kapiteltitler som “Den konfiskerede”, “Havemanden Jesus” og “Amøben” kan genkende kanoner som den kyniske texaner Lance Armstrong, det elegante schweiziske muskelbundt Fabian Cancellara og den svajende, Johnny Hallyday-elskende franske bakkespecialist af den gamle skole Julian Alaphilippe. Disse let fordækte portrætter modvejes af mere fiktive prototyper som “Arbejdshesten”, “Den ødsle” og “Den ulastelige”. ‘Den ødsle’ inkarnerer for Haralambon cykelmystikeren, der i stedet for sejrens perfide “bogholderi”, søger at springe ned i “anspændelsens vertikale tid” og opnå religiøs ekstase gennem sit suveræne og nytteløse energiforbrug. Hvor ‘den ødsle’ bebor cyklingens religiøse sfære, er ‘arbejdshesten’ og ‘den ulastelige’ imidlertid rundet af kulturelle og socioøkonomiske forhold. ‘Arbejdshesten’ efterstræber “hverken selvopgivelse eller ekstase”, men snarere arbejderpuritanismens strenge nydelse og kæmper side om side med sine kammerater mod “den usynlige kapitals modvind”, imens ‘den ulastelige’ inkarnerer “Det Nye Menneske”, produkt af middelklassen og et afdæmpet vilddyr, der har underlagt kroppen sin totale kontrol: “lige fra indvoldene til talen, fra tarmenes hulrum til sprogets byggesten.”

For Haralambon repræsenterer cykelrytterne derfor meget mere end en mængde sportsudøvere. De er religiøse, kulturelle og sociale symboler, der overskrider sportens banale segmentering af ‘vindere’ og ‘tabere’. “Glem alt om sport”, som den cyklende filosof udbryder i begyndelsen af den ene af hans to fremragende og vidunderligt oversatte bogetaper.